SST: Brug kun værnemidler ved symptomer på eller mistanke om covid-19 - OPDATERET

"Håndhygiejne, rengøring og det at holde afstand er de vigtigste midler til at forebygge smitte. Værnemidler skal naturligvis anvendes, især når man har tæt kontakt med patienter eller borgere med symptomer på eller mistanke om covid-19," skriver SST.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist

værnemidler_90A1723-1200px
Værnemidler. Sundhedsstyrelsen har præciseret deres retningslinjer om brug af værnemidler ifbm. covid-19. Arkivfoto: Region Nordjylland

”Der er et forståeligt stort fokus på værnemidler. Både på, hvordan man beskytter patienten eller borgeren og sig selv, samt på hvordan man undgår at tage smitte hjem til familie og andre nære kontakter. I en tid, hvor vi ser, at sundhedsfagligt personale bliver smittet, er det endnu vigtigere, at der er klare retningslinjer for brugen af værnemidler i hverdagen. Derfor har vi opdateret retningslinjen i tråd med Statens Serum Instituts nyeste anbefalinger,” siger Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Den nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen præciserer, at værnemidler ikke rutinemæssigt skal anvendes ved håndtering af patienter eller borgere, men at der kan opstå situationer, hvor man kan vælge at gøre det ud fra et forsigtighedsprincip.

”Det er vigtigt at understrege, at håndhygiejne, rengøring og det at holde afstand er de vigtigste midler til at forebygge smitte. Værnemidler skal naturligvis anvendes, især når man har tæt kontakt med patienter eller borgere med symptomer på eller mistanke om covid-19. Men masker og handsker forebygger ikke smitte i sig selv. Det kan tværtimod give en falsk tryghed, så man glemmer grundig håndhygiejne,” siger Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Asymptomatiske patienter/borgere

En anden væsentlig pointe i debatten om værnemidler i sundhedsvæsnet, har været hvorvidt covid-19 kan smitte fra personer uden symptomer. Det er ifølge Sundhedsstyrelsen stadig uafklaret.  Berlingske.dk bragte d. 8. april desuden en artikel, som stiller spørgsmål ved, hvordan covid-19 smitter.

”Det er endnu uafklaret i hvilket omfang der forekommer smitte fra personer inficeret med SARS- CoV-2 uden symptomer. SARS-CoV-2 er fundet hos personer uden symptomer, men dette er ikke ensbetydende med, at de er smitsomme. Størstedelen af smitte vurderes at ske fra personer med symptomer.

I det omfang personer uden symptomer smitter, sker det formentlig via forurening af omgivelserne. Det understreger vigtigheden af korrekt håndhygiejne, rengøring og så vidt muligt at holde 1-2 meters afstand ved håndtering af alle patienter/borgere,” skriver Sundhedsstyrelsen i retningslinjerne fra 8. april 2020.

Der kan gøres meget for at hindre smitte, allerede inden værnemidler tages i brug. En række foranstaltninger er af mindst lige så stor vigtighed og bør tages i brug overfor alle patienter/borgere:

  • Planlæg opgaver så alle patienter/borgere uanset symptomer ikke håndteres med mere nær
    kontakt end nødvendigt. Så vidt muligt holdes afstand (1-2 meter).
  • Hvis tættere kontakt er absolut påkrævet, bør kontakten begrænses til det mest nødvendige, og patienten kan imens fx bedes vende siden til eller vende hovedet væk.
  • Udfør korrekt håndhygiejne før og efter håndtering af alle patienter/borgere
  • Hjælp alle patienter/borgere til korrekt håndhygiejne og hosteetikette (host/nys i engangslommetørklæde eller albuebøjningen).
  • Skift og vask altid arbejdstøj efter arbejdsdags ophør
  • Informer alle patienter der får tid til behandling i hospitalsambulatorier eller i praksissektoren, fx almen praksis, speciallægepraksis eller fysioterapeut, om ikke at møde op ved symptomer på COVID-19.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Særligt benyttede sider på dbio.dk