Spritblodprøver: Rigspolitiet trækker i håndbremsen

Rigspolitiet vil ikke pt. svare på, om der fremadrettet vil være krav om handsker under blodprøvetagning ifbm. spirituskørsel. Det skal afgøres i det videre samarbejde med Danske Regioner, hvor bioanalytikernes oplysninger vil blive inddraget.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, journalist
webPolitibil_foto-Kim-Matthai-Leland

"Rigspolitiet er glad for de informationer, som vi har fået om de problemstillinger, bioanalytikerne oplever omkring blodprøveudtagning og blanketter.." Arkivfoto: Rigspolitiet

Politiet vil nu gå i dialog med Danske Regioner om blodprøvetagningen i forbindelse med spirituskørsel og informationen herom. Hvorfor? 

Fordi bioanalytikerne og Danske Bioanalytikere har påpeget, at information om den nye opgave for bioanalytikere og sygeplejersker har været mangelfuld.

  • Dels har blanketten og retningslinjerne for prøvetagningen fra politiet haft mangler og uklarheder.
  • Dels har information fra centralt hold om selve aftalen mellem Danske Regioner og Rigspolitiet - i bedste fald - været meget varieret og affødt mange tvivlsspørgsmål.

Nogle af spørgsmålene har Danske Bioanalytikere og dbio.dk allerede fået svar på. Senest gjorde Retsmedicinsk Institut det klart, at man godt kan anvende hospitalets egne kanyler/nåle, og ikke dem, der er med i prøvetagningskittet fra netop Retsmedicinsk Institut.

Læs også artiklerne Syv spørgsmål om blodprøver og spritkørsel og Fortsat tvivl om spritblodprøver.

Rigspolitiet: Vi skal lige snakke med Danske Regioner

Et af de store tilbageværende spørgsmål var, hvorfor det fremgår af retningslinjerne for prøvetagningen, at al prøvetagning skal foregå med handsker - i modsætning til, hvad bioanalytikere gør i deres daglige arbejde.

Men her trækker Rigspolitiet - i hvert fald indtil videre - i håndbremsen. Vicepolitimester Mette Tjalve oplyser, at Rigspolitiet og Danske Regioner vil indgå i dialog om blodprøvetagningen ifbm. spirituskørsel, og om hvorvidt og hvordan blanketten skal opdateres:​

”Rigspolitiet er glad for de informationer, som vi har fået, om de problemstillinger bioanalytikerne oplever omkring blodprøveudtagning og blanketter. Rigspolitiet vil inddrage informationerne i det videre arbejde med at tilrettelægge samarbejdet med sygehusene om blodprøveudtagning,” skriver Mette Tjalve, vicepolitimester, Rigspolitiet i e-mail.

Med andre ord skal bioanalytikere og sygeplejersker vente. Og indtil videre skal nuværende retningslinjer følges og eventuelle tvivlsspørgsmål rejses overfor ens ledelse lokalt, som kan tage dem med videre op i systemet. I sidste ende til Danske Regioner - og Rigspolitiet.

Læs også​:

Aftale mellem Rigspolitiet og Danske Regioner vedr udtag af blodprøver final.pdf

Blanket trafiksager alkohol 2017.pdf

Læs også:

​DR.dk: Læger mister bi-indtægt: Politiet sparer fire mio. kr. om året på blodprøver