05-09-2018

Therese på meningsfuld mission i Sydsudan

Sårede soldater, primitivt udstyr og dårlig hygiejne var nogle af de ting, Therese Gudmann Hvid skulle tackle i det krigshærgede Sydsudan som den første bioanalytiker på mission for Internationalt Røde Kors. Men oplevelserne har på ingen måde skræmt hende

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

11. Laboratorie tekniker i Maiwut og mig.jpg

Therese Gudmann Hvid med sin kollega Muskito, der er laboratorietekniker. Han var som barn faldet ind i et bål, hvilket er normalt for mange  børn i Sydsudan.  Hans hænder var derfor kun stumper, men alligevel kunne han udføre laboratoriearbejde. ”Det var fantastisk at se ham jonglere rundt med nåle, tage  blodprøver og lave udstrygninger,” siger Therese Gudmann Hvid.

 
Det var ikke kun primitive laboratorieforhold i 40 graders varme, der ventede bioanalytiker Therese Gudmann Hvid, da hun  betrådte Sydsudansk jord som den første bioanalytiker udsendt på mission for Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC).

I det borgerkrigsramte land var den i dag 53-årige bioanalytiker også oppe imod fordomme, når der skulle gives livsnødvendigt blod fra pårørende til patienter.
 
En episode var potentielt farlig for hende, da hun  skulle behandle en ung, såret soldat. Fire brødre  matchede hans blodtype, og den sårede fik et par portioner blod; resten blev gemt. Den unge mand kom sig, og kirurgerne sagde  god for, at blodet kunne gives videre til en anden patient.

”Der var patienter, vi ikke kunne skaffe blod til, fordi de ingen pårørende havde omkring sig, så det handlede om at bruge alt det blod, vi havde. Vi oplyste altid til bloddonorerne, at hvis vi ikke brugte blodet til deres pårørende, så gik det til en anden soldat,” siger Therese Gudmann Hvid, der til daglig arbejder som kvalitetsbioanalytiker på Vævs- og Transfusionscentret, Næstved Sygehus.

Men det havde brødrene tilsyneladende glemt, da deres sårede bror fire uger senere blev dårlig, fordi sårene ikke helede ordentligt, og han  igen skulle have blod. De blev arrige over, at deres donorblod var væk.

”Brødrene kom over i laboratoriet og stillede mig til regnskab. Jeg var heldigvis advaret på forhånd om, at de var vrede. Heldigvis var de mere veluddannede end de fleste i landet, så de forstod forklaringen og faldt hurtigt ned. Og det var nok mit held."
 
"Men jeg var nødt til at vise dem laboratoriebøgerne, så de kunne se, at blodet var givet til en anden og ikke kasseret. Jeg dækkede selvfølgelig patientens navn over. Men den slags ville man jo aldrig gøre i Danmark,” siger Therese Gudmann Hvid, som var på mission fra oktober 2016 til maj 2017.
 

Bange for at donere blod

I et kaotisk land som Sydsudan, hvor man gerne griber til selvtægt, satte oplevelsen sine tydelige spor i hende.
 
”Der var jeg bange. Jeg havde et rimeligt højt stressniveau og sov ikke så godt om natten. Dagene efter gik jeg meget med min radio tændt og holdt øje med, at ingen fulgte  efter mig. Jeg vidste ikke, om de ville vende tilbage, når jeg var alene på laboratoriet. Heldigvis var jeg tæt på sikkerhedsrummet, hvor jeg kunne låse mig inde.”
 
Men også overtro spillede  ind på en anden farlig facon. På et hospital i bushen var en ældre dame i koma og helt oppustet af væske  i kroppen på grund af uligevægt i proteinniveauet i blodbanerne. Der var ingen medicin til rådighed, så fuldblod fra en donor var eneste håb. Men det var sin sag.
 
”Her i bushen var de bange for at give blod. De tror, at hvis man giver blod, så dør man inden for to år. De tror, at så er sjælen væk.”
 
Den kvindelige patient havde to sønner og en mand. Sønnerne nægtede at give blod til deres mor. Manden indvilligede til sidst.
 
”Jeg tror aldrig, jeg har set en mand være  så bange for at give blod. Men efter transfusion og i løbet af natten faldt patientens hævelser, og hun overlevede kun på grund af det blod, hun fik,” siger Therese Gudmann Hvid, der fløj rundt mellem forskellige hospitaler og behandlede primært krigssårede, både soldater og civile, men også mennesker ramt af sygdomme som fx malaria.
 

Ingen instruktioner

Konkrete oplevelser som disse var hun  ikke forberedt på hjemmefra, men selvfølgelig havde hun tænkt over farerne inden afrejse. Hun var dog aldrig i tvivl om lysten til at komme ud i verden.
 
”Jeg har længe haft en udlængsel. Jeg ville utrolig gerne prøve mit fag i udlandet,” siger hun og fortsætter:
 
”Vi er så kvalificerede i Danmark, og hvis vi skal hjælpe lande i nød, er det nogle gange mere kompetencer, de har brug for, end penge. Hvad nytter det at sende nogle penge, hvis de ikke ved, hvordan de laver en analyse, anvender et analyseapparat eller tolker et resultat?”

Og netop analyser var en udfordring i Sydsudan, for det med instruktioner tog laboratoriepersonalet ikke så nøje. Analysemetoderne var ikke skrevet ned nogen steder. Dem havde man bare lagret i hovedet.

”De har ikke samme tilgang til instruktioner, som vi har. Analysemetoderne er ikke ensartede. For det kommer an på, hvem de lige har lært dem af. Der er ikke meget teori, det er bare udenadslære.”
 

Laboratorie uden strøm

Et andet eksempel på ”freestyle” i laboratoriet var, når vægten ikke lige virkede, fordi nogen havde glemt at komme nye batterier i. Så vejede personalet på øjemål.
 
”De var faktisk gode til at vurdere, hvor meget 450 milliliter er,” griner  hun.
 
Problemet var bare, da nye donerede poser var på 600 ml og større  end de sædvanlige. Så tappede personalet mere blod fra donor, fordi de fyldte poserne, efter hvor tykke de føltes.
 
”Jeg måtte lære dem, at ’I skal altså  tage den rigtige mængde,’” siger hun.
 
Elektriciteten var også en særdeles ustabil følgesvend.
 
”Den største udfordring var, når man ikke havde strøm – hvilket var dagligt – og laboratoriemaskiner som centrifuger, analyseapparater og mikroskoper ikke kunne anvendes. Det betød, at blodprøver måtte separeres manuelt ved at stå nogle timer, og kun analyser udført på batteridrevet udstyr og teststrips kunne anvendes.”
 

Renlighed var en by i Rusland

En anden stor udfordring var den manglende forståelse for hygiejne hos det lokale personale.
 
”Hygiejne  har lav status. Det har de ikke lært. De har dog lært én ting: at bruge handsker. Men de tror, at de kan genbruge handskerne ved at spritte af. De forstår ikke, hvor bakterierne og smittekilderne er.”
 
Et eksempel var i bushen, hvor en kvinde  med laboratorieerfaring tog urinprøver og fingerblodprøver  på gravide kvinder. Der var ikke flere kopper tilbage, så patienterne fik udleveret en pose til at tisse i.
 
Laboratoriekvinden dyppede både urinstix og handsker helt ned i posen og udtog herefter blodprøver samt rørte ved alt muligt andet med de urinfyldte handsker.

”Jeg lærte hende at lave om på rækkefølgen, så hun  tog blodprøven først, derefter urintest og så kasserede handskerne straks,” siger Therese Gud- mann Hvid, der generelt med enkle sætninger eller billeder lærte personalet det mest basale. Som for eksempel:
 
”Urin må ikke spredes rundt. Urin kan smitte.”
 

Grave tilbage i grundviden

Hendes opgave var også at sørge for, at de hele tiden havde reagenser og laboratorieudstyr til at drive en blodbank. Men det var ofte svært i det hårde klima.
 
”Meget udstyr gik i stykker  med det samme, fordi der var så meget støv og snavs. Der er ikke ruder  i felthospitalet, så støvet står ind, når der er tørke i seks måneder. Så sætter det sig i udstyret.”
 
Hun måtte derfor prøve at holde det rent med en klud, vand  – og sprit, hvis man var heldig at forsøge at reparere tingene, for der var ingen tekniker, og der kunne gå seks til otte måneder, før en reservedel eller nyt udstyr nåede frem.
 
”Man skulle virkelig grave tilbage i sin grundviden som bioanalytiker og være fantasifuld. Jeg fik lov til at bruge mit fag helt ud til fingerspidserne.”
 

Flygt, hvis du kører en ged ned

Farerne lurede også i det krigshærgede land.
 
”Der var soldater over det hele på gaderne og vejene. Vi fik altid sikkerhedsgodkendelse, inden vi kørte ud på hospitalet. Krigsmæssigt var det farligt, men ICRC er anerkendt og accepteret dernede, så vi var ikke et mål. Men man kunne hurtigt havne i en urolig situation. Jeg var mest bange for politiet, som er korrupt. Hvis de kunne stoppe os i en bil og beskylde os for et eller andet, fordi de manglede penge, så gjorde de det. Og hvis man ikke makkede ret, kunne de finde på at tæve dig,” siger hun  og fortsætter:
 
”Selvtægt skulle man også være  opmærksom på. Derfor havde jeg fået at vide, at hvis man kører for eksempel en ged ned, så bare kør væk fra stedet.
 

Ikke færdig med den tredje verden

Det var først, da hun  kom hjem, at det gik op for hende, hvor meget kroppen havde været i alarmberedskab.
 
”Efter at have været hjemme i en uges tid kørte jeg ned i skoven. Træerne var lige sprunget ud. Dér slog det mig:
”Tænk, at jeg kan gå alene ude i skoven. Der er ingen efter mig, og jeg skal ikke kigge mig over skulderen.” Der dalede min stressfaktor. Jeg fandt ud af, at jeg havde været stresset, men  bare ikke været klar over det. Det er selvfølgelig også derfor, man ikke skal være ude hele tiden. Man skal komme hjem  og falde helt ned,” siger Therese Gudmann Hvid, der har fået en oplevelse for livet.
 
”Det har været en kanon oplevelse. Det virkede så meningsfuldt at kunne gøre en forskel. Og derfor har jeg så- dan lyst til at gøre det igen. Jeg er ikke færdig med mit arbejde i den tredje verden, så jeg håber at komme af sted igen på et tidspunkt.”
 
Hendes ledelse er dog ikke interesseret i at give mere orlov p.t., da arbejdet i Danmark kommer i første række. Men hun  opfordrer generelt bioanalytikere til at komme af sted.
 
”Jeg hører ikke om mange bioanalytikere, der tager springet og rejser ud, men om det er på grund af modstand fra ledelser eller manglende information om mulighederne, ved jeg ikke. Men jeg synes, det er ærgerligt, hvis vi som bioanalytikere ikke støtter op om nødhjælpsarbejde. Det er jo helt almindeligt, at læger og sygeplejersker tager af sted. Men for os er der ikke samme kutyme.”
 
 

 Therese i Sydsudan med Internationalt Røde Kors

 
LinkedIn Email Twitter