Martina Jürs om OK21: "Det bedst mulige resultat i den her tid"

Interview om OK21-forligene med Martina Jürs, formand i dbio. "Det er vigtigt, at vi har sikret en reallønsudvikling og har fået organisationspuljer, som er større end i mange år. Det er ikke en prangende overenskomst, men et fint resultat."

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, journalist
Martina Jürs MJU-fotograf_Søren Andersen OK21

​"Bæredygtigt arbejdsliv kommer man ikke i mål med ved en eller to overenskomster. Det skal vi fortsætte med at kæmpe for," siger Martina Jürs.​ Foto: Søren Andersen

OK21-forligene er nu landet. Hvad synes du om aftalerne?

Det er vigtigt, at vi har sikret en reallønsudvikling og har fået organisationspuljer, som er større end i mange år. Det er ikke en prangende overenskomst, men et fint resultat.

Inden 2030 viser tallene, at en tredjedel af bioanalytikerne er gået på pension. Er der taget højde for det i OK21?

Vi er for første gang nogensinde blevet enige om et projekt, hvor vi skal kortlægge mulighederne for specialisering for bioanalytikere. Det fik vi igennem med argumentet om, at en tredjedel af bioanalytikerne kan gå på pension om 10 år. Vi vil med projektet være med til at sætte fokus på, at generalisterne får mulighed for at blive specialister.

Underviserne har i mange år fyldt i debatten om overenskomstforhandlingerne. Denne gang får de et tillæg på 7500 kr. om året. Er dbio i mål nu?

Jeg er glad for, at vi har fået et tillæg til vores undervisere, men om vi er i mål? Måske ikke, men i forhold til opgaven med at uddanne nye bioanalytikere, som vi mangler, er det en anerkendelse af den vigtige opgave. 

Lederne har denne gang ikke har fået særlige tillæg, hvad tænker du om ledernes krav til OK21?

Vi har fået et periodeprojekt om en lønmodel for ledere, hvor der skal ses på løn og pension. Vi arbejdede desværre forgæves for at få arbejdsvilkår med i projektet. Vi skal nu diskutere det med Danske Regioner i andre fora.

Organisationspuljen, som er en pose penge dbio delvist selv kan fordele, er større end i mange år. dbio har brugt størstedelen af pengene på et højere 10-årstillæg. Hvorfor skal de nye i faget ikke have en del af kagen?

dbio prioriterede på baggrund af kravene fra medlemmerne, at vi skulle honorere de erfarne bioanalytikere, derfor blev vi enige om den her løsning. 

Man skal være mere end 30-40 år på arbejdsmarkedet. Skulle det her tillæg til de erfarne ikke ligge senere i arbejdslivet?

Det var en mulighed, som vi snakkede om i Sundhedskartellet, men når man er i et fællesskab, skal man også blive enige om løsningerne sammen. Og løsningen blev at lægge det på 10-årstillægget. Fremadrettet skal vi se på, om man kan indføre et tillæg senere i arbejdslivet.

I OK21 er der en strategipulje på 33 millioner, eller 0,05 procent, til sygeplejersker. Hvorfor er der ikke en tilsvarende pulje til bioanalytikere og laboranter?

Der er to puljer den her gang. Der er en lavt- og ligelønspulje og en strategipulje til sygeplejerskerne. Aftalen er, at man kun kan få fra én pulje. Vi har fået fra lavt- og ligelønspuljen, og sygeplejerskerne har fået fra den anden pulje. Puljerne er faktisk lige store, dvs. 0,05 procent. Signalværdien er selvfølgelig en udfordring, men i forhandlinger har både arbejdsgiver og medarbejdere nogle krav med til bordet – og strategipuljen var et krav fra arbejdsgiver.

Anbefaler Hovedbestyrelsen og du medlemmerne at stemme ja?

 Ja, det er det bedst mulige resultat i den her tid. Vi sikrer reallønsudviklingen og får prioriteret nogle af de grupper, som vi har fået krav ind fra blandt medlemmerne. 


OK21 i staten

Hvad synes du om OK21-aftalen for statsansatte bioanalytikere og laboranter?

Aftalen sikrer reallønsudviklingen, men desværre blev der ikke en organisationspulje ved det her forlig. Til gengæld kom andre ting på bordet, som man ikke tidligere har haft i staten. Så aftalen er tilfredsstillende. 

Hvilke andre elementer på statens område vil du fremhæve?

De ansatte i staten, der er fyldt 62 år, får ret til en årlig seniorbonus på 0,8 procent af den samlede løn. Og de kan så vælge mellem fridage eller forhøjet pension. Det har man ikke tidligere haft i staten, så det er på tide, at man får det. Derudover er der sikret en videreførsel af fonden for kompetenceud-vikling, og det er også rigtig fint for bioanalytikere, da flere tidligere har benyttet sig af muligheden.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk