OK18-forlig: Se, hvad der kommer til at stå på lønsedlen

OK-18-forliget bliver sendt til urafstemning blandt medlemmerne i uge 20. Se eksempler på, hvad der kommer til at stå på lønsedlen for bioanalytikere m.fl. i regionen, hvis medlemmerne siger ja til aftalen.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Af Kir Klysner, journalist​​​​

​Den 28. april 2018 blev der indgået et generelt forlig på regionernes område, og den 3. maj blev der indgået forlig om fordeling af den organisationsspecifik pulje. Begge forlig sendes i uge 20 til urafstemning hos medlemmerne. 

Løneksempel for en laborant og en bioanalytiker 

I aftalen får medlemmerne generelle lønstigninger på 6,81 procent. Det betyder, at en laborant med en løn på ca. 26.000 kroner i nettoløn over en tre-årig periode stiger med 6,81 procent i løn. Det svarer til en samlet lønstigning på ca. 1.800 kroner mere om måneden. 

En bioanalytiker med en nettoløn på ca. 29.500 i løbet af overenskomstperioden får ca. 2.000 kroner mere ind på kontoen hver måned. Nettoløn er ens grundløn plus tillæg, så derfor kommer eventuelle ulempetillæg og pension oveni.  

Lønstigningerne udmøntes løbende de kommende tre år pr. april og oktober. Allerede fra 1. april i år stiger lønnen med 1,10 procent med tilbagevirkende kraft. Hvis det bliver et ja ved urafstemningen, så vil det f.eks. betyde 286 kroner mere pr. måned for laboranten og 325 mere pr. måned for bioanalytikeren i ovennævnte eksempel med gennemsnitsløn. Og lønnen stiger igen den 1. oktober 2018 og så fremdeles. 

De generelle lønstigninger kommer alle til gode, men beløbene er selvfølgelig forskellige alt efter hvilket løntrin, man er indplaceret på. For nyuddannede og for laboranter og bioanalytikere med en kort anciennitet er der mindst 1600 kroner ekstra pr. måned i 2020. 

Ekstra stigning til særlige grupper 

Danske Bioanalytikere har også færdigforhandlet aftalen for den såkaldte organisationspulje med regionerne. Denne gang var der afsat 0,35 procent til løn eller pension for særlige grupper.  

Organisationspuljen har bl.a. gjort det muligt at løfte lønnen yderligere for de erfarne bioanalytikere, undervisere og laboranter. 

”Ved overenskomstforhandlingerne i 2013 og 2015 var organisationspuljerne så små, at de gik til at hæve pensionen for basis og fjerne pensionsknækket for afdelingsbioanalytikere. Det betød, at vi ved OK15 fik sikret, at alle ledere får samme pension. Denne gang kunne vi lidt mere,” fortæller formand for Danske Bioanalytikere Bert Asbild. 

Det stiger de erfarne bioanalytikere og ledere i løn

Bioanalytikere og undervisere får løftet det årlige erfaringstillæg efter 10 år fra 11.900 med 1500 kr til 13.400 kroner (årligt grundbeløb 2006). Laboranter får som noget nyt et årligt erfaringstillæg efter 10 år (altså svarende til bioanalytikernes) på 13.400 kroner.

Afdelingsbioanalytikere, som er placeret på løntrin 3, tilgodeses også i den nye aftale med en lønstigning på ca. 3.200 kr. over de næste tre år. Det hænger sammen med, at dbio har løftet alle ledere, som er på laveste løntrin – L3 op til løntrin L5.  

”Jeg er glad for, at vi denne gang kunne løfte de erfarne bioanalytikere og laboranter, og lederne på de laveste løntrin. Vi ville gerne løfte endnu flere grupper, men det var det, vi kunne gøre denne gang,” udtaler Bert Asbild.

Pensionssatsen løftes fra 13,59 til 13,62 procent. Det kommer alle til gode. 

Møder for tillidsrepræsentanterne 

Den 17. maj 2018 mødes alle tillidsrepræsentanter i dbio for at gennemgå resultatet af forhandlingerne om ny overenskomst 2018. 

Læs mere om detaljerne i aftalen for regionerne.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk