12-11-2018

OK18 bryder tabuet: Omsider tillæg til laboranter

Med OK-18 blev der rådet bod på en gammel uretfærdighed, ifølge mange af foreningens laboranter; omsider var der også et 10-års-tillæg til dem. TR og laborant Helle Brinch er ikke mindst glad for, at et tabu nu bliver taget alvorligt og italesat.

Af Helle Broberg Nielsen, journalist

Helle3783_web.jpg

Jeg blev simpelthen også så glad, da jeg hørte, at dbio ved overenskomstforhandlingerne i foråret omsider havde forhandlet et løntillæg efter ti års ansættelse hjem til laborantgruppen," siger TR og laborant Helle Brinch. Foto: Sine Fiig. 

 

Ved sidste dbio-kongres stod Helle Brinch på talerstolen for første gang. Den delegerede fra dbio-Hovedstaden, der er ansat i blodbanken på Rigshospitalet og tillidsrepræsentant samme sted, havde to punkter på sit forberedte talepapir. Det første var på vegne af hendes kolleger og handlede om emblemets kvalitet og om, hvorvidt det overhovedet gav mening at have al bøvlet med det, når så få faktisk bærer det til daglig.


Det andet var ikke mindst hendes egen efterlysning af en lønstrategi, der også tilgodeser erfarne medlemmer med en anden uddannelsesbaggrund, ligesom hendes egen. Begge dele handlede på hver sin måde om den stiplede linje, der går ned gennem medarbejderstaben på mange bioanalytikerarbejdspladser.


Dengang sagde hun:
”Jeg taler for alle laboranter i dbio, og vi skal behandles ordentligt, også når det gælder lønforhold. Jeg er rigtig glad for at være medlem af dbio og har blandt andet også været arbejdsmiljørepræsentant. Det er meget bedre, end da jeg var medlem af HK, hvor vi kun udgjorde en lille del af en meget stor forening.”
I dag har hun endnu mere grund til at være tilfreds med sin fagforening.


”Jeg blev simpelthen også så glad, da jeg hørte, at dbio ved overenskomstforhandlingerne i foråret omsider havde forhandlet et løntillæg efter ti års ansættelse hjem til laborantgruppen. Vi er jo mange, der længe har syntes, at der også burde være noget til os. Også mange af mine kolleger, der er uddannede bioanalytikere. Derfor var jeg også virkelig glad for, at mine TR-og MED-kolleger med det samme ønskede tillykke på Facebook. En ringede og spurgte, om jeg havde fået proppen af champagnen,” siger Helle Brinch.

 

Modstand og det faglige dilemma

Med en baggrund som industrilaborant og fra et job i Levnedsmiddelkontrollen, blev hun for 13 år siden ansat i blodbanken på Hvidovre Hospital. Hun havde ønsket at prøve noget nyt, og der var underskud af bioanalytikeransøgere. Siden fik hun mulighed for at følge et semester på bioanalytikeruddannelsen, så hun havde tilstrækkelig med teoretisk ballast til også at kunne gå i vagt og ikke alene blev sat til at varetage tappefunktioner i modtagelsen. Men hun fandt det ikke relevant at forsøge at få merit for sin laborantuddannelse og opkvalificere sig til bioanalytiker.

 

”I starten mødte jeg nogen modstand: Ikke i krogene, men helt åbent, bl.a. på afdelingsmøderne, så det var sådan set fair nok. Specielt fra en kollega, som jeg ellers godt kunne lide. Hun mente, at det alene var bioanalytikere, der skulle have bioanalytikerjobs. Jeg kan også godt forstå dilemmaet; at foreningen har arbejdet for at få grunduddannelsen op på bachelorniveau, og at professionen har fået autorisation. Så kan man jo ikke bare sætte andre faggrupper til alle typer opgaver,” medgiver hun.
 
Men. Medarbejdere med laborantbaggrund, der på forskellig måde kvalificerer sig til at kunne arbejde side om side med de autoriserede, bør kunne honoreres, påpeger hun. Og alle typer laboranter er i høj grad med til at udfylde nogle huller i normeringen, så afdelingerne kan løbe rundt. Desuden betaler laboranterne det samme i kontingent som alle andre medlemmer af dbio, bemærker hun.
 

 

Tavshed og stjålne blikke

Selvom man diskuterede åbent på hendes egen arbejdsplads, har hun fornemmet, at temaet har været lidt af et tabu andre steder.
 
”Jeg husker, at jeg på mit første arbejdsmiljøkursus fik nævnt, at jeg havde en baggrund som industrilaborant. En af de andre deltagere kom i en pause hen og takkede mig for overhovedet at have sagt ordet. Det var hun nemlig også, men det var ikke noget, man skiltede med dér, hvor hun var ansat. Så vi har altid kigget hinanden lidt ud, når vi er mødtes,” siger Helle Brinch, der kom til Rigshospitalet for ti år siden og har været tillidsrepræsentant i seks af dem. Ingen har dog anfægtet, at hun skulle have lov til at tale også de bioanalytikeruddannedes sag, pointerer hun.
 
Det har undret hende, at dbio ikke tidligere er kommet frem med en nedskreven strategi på området.
Forsøg er gjort; i foråret 2015 var en arbejds- gruppe i dbio’s hovedbestyrelse i gang med at udarbejde et politikpapir, men det strandede på uenigheder om formuleringer. Efter appellen fra hende selv og flere andre røg proppen omsider af i denne kongresperiode.
 
Bl.a. har for- mand Bert Asbild været rundt for at mødes med laboranter – også ikke-medlemmer – forskellige steder i landet. For ”at blive sparket til af gruppen”, som formanden kaldte det på et HB-møde. Men også for at kunne fremlægge de faktiske tal for lokale tillæg til laboranterne og vise, at et eventuelt trinløft fra L2 til L3 kunne blive modregnet i personlige tillæg, og derfor betyde en mindre lønstigning for nogle med- lemmer med anden uddannelsesbaggrund.
 
Men ved OK18 stod dbio’s hovedbestyrelse fast og fik 10-års-tillægget forhandlet i hus.
 

”Find på noget!”

For en del steder har man faktisk fundet veje til at give erfarne og dygtige laboranter, hvad de fortjener. Med ofte ganske flotte personlige tillæg. Eller som det gælder Hanne Præst, med en trinmæssig indplacering som ”hospitalslaborant”, der daterer sig 45 år tilbage til hendes første job på Medicinsk Laboratorium, og som hendes senere ledende bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Bispebjerg Hospital bibeholdt. Trods det, står der alligevel ”laboratorietekniker” på lønsedlen, og hun har heller ikke autorisation.
 
”Jeg har også stået på flere kongresser og bedt forsamlingen om at ”finde på noget”. Specielt i de perioder, hvor det har været nødvendigt at ansætte andre end bioanalytikere. Nogle gange har vi på vores afdeling endda haft mere kvalificerede ansøgere med en anden baggrund end helt nyuddannede bioanalytikere.
Det må jeg sige. Og det føles i alt fald som uretfærdigt, at de, der oplæres og arbejder på lige fod, overhovedet ikke har adgang til lønforhøjelser i kraft af overenskomsten,” siger Hanne Præst, der har en lang karriere som tillidsrepræsentant, medlem af både regionsbestyrelsen i dbio-Hovedstaden og Hovedbestyrelsen i dbio.
 

Bioanalytiker i sjælen

Hun er netop gået på pension. Og det gør hun i høj grad som bioanalytiker, fastslår hun.
”Hvis jeg havde været yngre, ville jeg nok have valgt at få papir på det, jeg kan. For jeg synes også, at vi skal værne om vores fag. Men vi i laborantgruppen har kunnet det, vi skulle. Og jeg har altid følt mig som bioanalytiker helt ind i sjælen,” siger hun.
 
Og bemærker, at det faktisk først gik op for hende selv, at en af dbio’s markante koryfæer, Inger Søndergaard, nu forhenværende formand i dbio-Syddanmark, også var uddannet laboratorietekniker. Det var først, da Søndergaard gik af på kongressen i 2012.
 
”Hun sagde til mig, at hun syntes, at jeg snakkede ALT for meget om det med laboranterne,” griner Hanne Præst.
 
Men hvis man i dbio hidtil har holdt lav cigarføring, så har OK-18 for alvor fået italesat emnet, konstaterer Helle Brinch med tilfredshed. Og hun har fået proppen af og drukket nogle bobler i den anledning.  
 
 

 Opkvalificering

 
Med revisionen af grunduddannelsen i september   2016   er det blevet sværere for
laboranter at få merit for tidligere  uddannelser. dbio har ellers  arbejdet for, at det ville være mere attraktivt for den del
af medlemsgruppen at opkvalificere sig.
LinkedIn Email Twitter