Nyt arbejdsmiljøtiltag i Esbjerg: ”God morgen – og god arbejdslyst”

Et kort dagligt morgenmøde giver bedre planlægning af arbejdsdagen for bioanalytikerne og deres tværfaglige kolleger på Nuklearmedicinsk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus. Samtidig giver det et godt arbejdsmiljø. Og patienterne oplever kortere ventetid

Nyhed
IMG_1536
Idéen med morgenmøder opstod, da afdelingen skulle flytte til nye, større lokaler i 2013. I overgangsperioden var der brug for daglig koordinering. Det fungerede så godt, at man gjorde møderne permanente. Foto: Privat

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

Et kort møde. Hver morgen. 5-10 minutter.

Stående.

Det er opskriften på at få arbejdsdagen til at glide bedre, har de erfaret på Nuklearmedicinsk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg.

”Det er et kort informationsmøde og en koordinering af dagen. Generelt får vi kigget på, om dagen hænger sammen, og om nogen har brug for hjælp. Det er en kæmpe fordel, at alle kan se hinanden i øjnene og tale om, hvad der sker i dag,” siger ledende bioanalytiker Marianne Nielsen.

Styr på driften

Hele personalet fra afdelingen er med til morgenmødet. Det betyder fx, at sekretæren informerer om, hvad der er af akutte undersøgelser, lægen kan svare på spørgsmål om særligt komplekse undersøgelser, og fysikeren kan fortælle, hvis der er serviceeftersyn på gammakameraet. Alt i alt betyder det en bedre planlægning af dagens opgaver – til gavn for både personale og patienter.

”Vi får styr på driften, og i sidste ende har det også en betydning for patienterne. At vi får koordineret vores undersøgelser, så patienterne venter så lidt tid som muligt. Men det har også en betydning for kvaliteten af vores undersøgelser, fordi man sikrer sig, at alle har forstået opgaven,” siger Marianne Nielsen og tilføjer:

”Det styrker også vores tværfaglige samarbejde, fordi vi får kendskab til hinandens områder.”

Alle hjælper hinanden

På afdelingen møder personalet klokken 7.30-15.30. Og på slaget 8 starter morgenmødet.

”Vi holder strikt på at være der klokken 8, så folk ikke kommer dalrende og forstyrrer. Der er heller ikke noget med, at man lige skal hente kaffe, og ”hvor er fløden”. Møderne er korte, for patienterne begynder typisk at komme efter klokken 8,” siger Marianne Nielsen.

Noget af det første, de drøfter, er sygemeldinger. Selvom de har meget lavt sygefravær på afdelingen, kan det ske, at én må blive hjemme pga. sygdom.

”Jeg sikrer, hvordan vi får os dækket ind. Men så ved alle, at vi har et problem, og at der er en funktion, som skal løses. Alle hjælper hinanden. En siger måske: ”Jeg har ikke noget fra 9 til 10, så det kan jeg lave”. Så vi i fællesskab får løst problemet.”

Et godt arbejdsmiljø

Ifølge tillidsrepræsentant Lenette Plet er morgenmøderne med til at skabe en god stemning blandt kollegerne.

”Det gør, at man lige får hilst på hinanden om morgenen. Vi synes, at vi har et godt arbejdsmiljø,” siger hun.

Marianne Nielsen supplerer:

”Jeg tror, det har betydet, at vores kommunikation er åben. Det, at man har et dagligt mødetidspunkt, hvor man ser hinanden, er en åbenlys chance for at informere om, hvad der rører sig. Vi bruger meget mundtlig kommunikation i stedet for skriftlig, fordi vi netop kan sige det til morgenmøderne.”

Kunne ikke undværes

Idéen med morgenmøder opstod, da afdelingen skulle flytte til nye, større lokaler i 2013. I overgangsperioden var der brug for daglig koordinering. Og efter flytningen mødtes de hver dag ved en tavle for at få styr på manglerne i det nye byggeri.

”Efter nogle uger var tavlen ren. Men vi fandt ud af, at vi faktisk ikke kunne undvære at mødes. Vi havde brug for at samles. Så det er en god vane, vi har fået,” siger Marianne Nielsen.

Kan bruges andre steder

Selvom det er nemmere for dem at mødes, når alle har dagvagter, mener hun, at andre bioanalytikerafdelinger også ville kunne indføre morgenmøder.

”Det gør det optimalt for os, at vi er en lille afdeling, hvor alle er på arbejde hver dag. På en afdeling med aften- og nattevagter vil der være nogle, som ikke kan være der. Men det er et spørgsmål om planlægning og indstilling. Hvis det er det, man vil, så vil jeg påstå, at det kan lade sig gøre.”

Hun har selv tidligere arbejdet på en klinisk biokemisk afdeling og siger:

”Flertallet, der møder ind klokken 7, ville godt kunne mødes 5 minutter, inden de tager blodprøver.”

Sådan foregår morgenmøderne i Esbjerg

  • Starter præcis kl. 8 og varer 5-10 minutter
  • Foregår stående 
  • Man starter med at sige ”godmorgen”
    • Man gennemgår bl.a. Sygemeldinger, bemanding og planlægning af dagen
    • Undersøgelser: Hvor mange akutte? Er der ændringer i instrukser? Øvrige spørgsmål?
    • Anden relevant information
  • Man må tage alle emner op, men det er ikke et personalemøde, så det er daglige ting, der drøftes.
  • Evt. kan der arbejdes videre med emner til næste personalemøde
  • Man slutter med at sige ”god arbejdslyst”.

Særligt benyttede sider på dbio.dk