Nye forkvinder i dbio-regionerne

Der er blevet valgt nye formænd, næstformænd og bestyrelser i regionerne i Danske Bioanalytikere. Nogle valg er allerede afgjort, men på andre poster er der kamp om pladserne. Se her, hvordan det ser ud i din region.

Nyhed
RFM - august 2018
Der er både nye og kendte ansigter på pladserne i regionsbestyrelserne i Danske Bioanalytikeres regioner. Arkivfoto 

Af Niels C. Jensen, journalist

2018 er kongresår i Danske Bioanalytikere, og tid til valg til regionsbestyrelserne. Nogle steder er der kampvalg om posterne, andre steder er det allerede på plads, hvem der skal være regionsformand og næstformand.

Nordjylland

Merete Dahl Kjeldgaard er ny formand i dbio-Nordjylland. Merete Kjeldgaard var den eneste kandidat til formandsposten, og tiltræder derfor på generalforsamlingen.

Til næstformandsposten er der tre kandidater, nemlig Anette Vestergaard, Lasse Jacobsen og Rikke Skall. De to kandidater der ikke bliver valgt som den nye næstformand, fortsætter i bestyrelsen som ordinære bestyrelsesmedlemmer.

Læs mere på dbio-Nordjyllands hjemmeside.

Midtjylland

Karin Vestergaard bliver ny regionsformand og Ruth Szöke Skovgaard bliver regionsnæstformand i Danske Bioanalytikere Midtjylland.

Der kommer snarest information om øvrige kandidater, der har budt ind på plads i regionsbestyrelsen.

Læs mere på dbio-Midtjyllands hjemmeside.

Syddanmark

I dbio-Syddanmark forsætter Hanne Nielsen Bonde som regionsformand, ligeledes fortsætter Jesper Rønn som regionsnæstformand.

Der var 7 ud af 9 mulige kandidater til regionsbestyrelsen. Disse 7 er derfor sikret en plads i regionbestyrelsen.

Læs mere på dbio-Syddanmarks hjemmeside.

Hovedstaden

Lotte Christensen og Klara Skødt Jørgensen er genvalgt som henholdsvis regionsformand og regionsnæstformand for Danske Bioanalytikere Hovedstaden i de næste 3 år.

Der er 8 kandidater til regionsbestyrelsens 7 pladser, og derfor bliver afholdt valg til regionsbestyrelsen på generalforsamlingen i dbio-Hovedstaden.

Læs mere på dbio-Hovedstadens hjemmeside.

Sjælland

Anja Lykke Aakeson forsætter på posten som regionsformand i Danske Bioanalytikere Sjælland og Sidsel Wessel bliver ny næstformand. 

Derudover er der yderligere 4 bestyrelsesmedlemmer på plads, men der vil suppleringsvalg til bestyrelsen på generalforsamlingen.

Læs mere på dbio-Sjællands hjemmeside.

Særligt benyttede sider på dbio.dk