06-12-2019

Debatindlæg: Præcise diagnoser kræver teamwork, sparring og en ydmyg kultur, der evner at reflektere over sig selv

Længe ventet rapport sætter for første gang fokus på den vigtige, indledende del af al patientbehandling; det er ikke betryggende at læse, at mere end 60 personer hvert år dør som konsekvens af en fejlagtig eller forsinket diagnose.

Af Martina Jürs, formand 

".. Det er et teamarbejde at stille en diagnose, hvor de sundhedsprofessionelle også skal lytte til hinanden - så der er en del steder, man kan lære noget og blive bedre," siger Inge Kristensen, der er direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed til Ritzau. Arkivfoto

 
På side 61 i den netop udkomne rapport ”Veje til bedre diagnostik” slår en enkelt helsætning det fast: ”At stille en diagnose er ikke en opgave for lægen alene”. Stærk pointe!

Og tankegangen følges op: ”Det er en dynamisk proces, der kræver teamsamarbejde, hvor både patienter og pårørende og andre sundhedsprofessionelle faggrupper bidrager.”
 
I rapporten, der er udarbejdet for Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Patienterstatningen, gentages det igen og igen; diagnoseprocessen bør være et kollektivt, tværfagligt anliggende. Al for vigtig at lægge i hænderne på den ene læge, der undersøger patienten første gang i et sygdomsforløb. 

Som formand for den faggruppe, der befinder sig i den producerende ende af de analysesvar, der ligger til grund for et flertal af diagnoser i det danske sundhedsvæsen, er jeg glad for, at der omsider er kommet tal indenfor dette område. Grumme tal. Ca. 760 personer får årligt tilkendt erstatning som kompensation for en fejldiagnose, og ca. 63 dør som følge af den skade, de er blevet påført.

At stille en korrekt diagnose kan da også være en uhyre kompliceret affære med en række falske tilløb. Sådan er det. Problemet forværres, lyder det i rapporten, hvis lægen tidligt lægger sig fast på ét bestemt spor. Så kan en blanding af faglig stolthed eller stædighed gøre det vanskeligt at vende blikket i en anden retning.

Den erfarne læge, der er sikker i sit ”kliniske skøn” – d.v.s. en blanding af mavefornemmelse og faglig indsigt - kan dermed være lige så upræcis i sin diagnose-træfsikkerhed, som den nervøse nyuddannede, der for en sikkerheds skyld krydser alle felter af på analysesedlen. Ingen af de to typer læge-adfærd er hensigtsmæssig. Ingen af dem bør føle, at de er dårlige læger, hvis de ringer til en kollega!

Jeg ved, at mange af de bioanalytikere, der er ansat i almen praksis, fungerer som en laboratoriefaglig sparringspartner, når det gælder bestilling og tolkning af vanskelige analysesvar. Jeg er også sikker på, at fx kommunale akutsygeplejersker, der kender borgerne, har et og andet at bidrage med, når en ældre, multisyg patient bliver indlagt med diffuse symptomer, som sygehuslægerne har svært ved at hitte rede på. Men jeg er også ret sikker på, at det ikke er alle steder, at der er en kultur, hvor den slags observationer og vurderinger aktivt efterspørges.

Som faglig organisation har vi i en årrække arbejdet med en strategi for ”den diagnostiske samarbejdspartner”. Den indebærer, at en bioanalytiker bringer sin faglighed op fra laboratoriet eller ud af ambulatoriet og sætter den i spil sammen med andre sundhedsfaglige kolleger. Modellen er bl.a. blevet kopieret i Norge, hvor sygehusafdelinger rutinemæssigt har haft en bioanalytiker med på stuegang.
 
Såvel den skråsikre, som den uerfarne - eller stressede - læge har brug for flere vinkler at anskue en patient fra. Et atypisk analysebillede kan være koden til den korrekte diagnose, men detaljerne kan forputte sig for det utrænede eller fortravlede øje.

Skal den erkendelse for alvor brede sig i det danske sygehusvæsen, skal vi – sådan som ”Veje til bedre diagnostik” anbefaler – skabe en lærende kultur, hvor man ikke bare byder den slags bidrag velkommen, men sætter tværfaglig videndeling i skarpt system.
 
”At stille en diagnose er ikke en opgave for lægen alene.”
 
Nej, og det bør heller ikke være lægens ansvar alene, når det går galt. Derfor skal vi også lære at bruge diagnosefejl konstruktivt til at forstå os selv, patienterne og skiftende sygdomsbilleder bedre. Som sagt: Det er en dynamisk proces, der kræver teamsamarbejde.
 

 
 

 Rapportens hovedpointer

 
  • Årligt er der ca. 760 personer, der får erstatning for skader som følge af fejldiagnosticering – heraf ca. 63 personer, der dør som følge af patientskaden.

 

  • Gennemsnitsalderen ved følgedød er 55 år.
  • Erstatningen i anerkendte sager efter diagnosticeringsfejl er store; i gennemsnit ca. 248.000 kr., når der ikke er følgedød og ca. 811.000 kr. i gennemsnit, når diagnosticeringsfejlen resulterer i patientens død.

 

  • Samlet er der i tiårsperioden 2009 – 2018 udbetalt ca. 2,25 mia. kr. i erstatning i sager med diagnosticeringsfejl.

 

  • Diagnosticeringsfejlsrelaterede sager udgør 29 pct. af alle anerkendte behandlingsskadesager.

 

  • Overset og forsinket diagnose udgør ca. 90 pct. af alle diagnosticeringsfejl.

 

 

 

LinkedIn Email Twitter