Rapport om udbud og efterspørgsel af bioanalytikere

I 2025 vil der være et overudbud på 368 bioanalytikere til rådighed for arbejdspladserne, og i 2030 er tallet 583 bioanalytikere. Det viser den undersøgelse af balancen mellem udbud og efterspørgsel af bioanalytikere fra analysefirmaet Buhl & Rasmussen. dbio-formand mener, at rapporten understøtter dbio’s strategi om, at man skal have øget dimensioneringen på de fem bioanalytikeruddannelser.

Nyhed
Skrevet af
Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
_C6A7921

dbio har fået foretaget en undersøgelse af forholdet mellem udbud og efterspørgsel af bioanalytikere. Fremskrivningen viser, at der i 2025 og 2030 vil være et lille overskud af bioanalytikere. Det skyldes primært, at efterspørgslen er konstant, og at pensionsalderen gradvist bliver hævet. Fagbladet har bedt formand Martina Jürs om en kommentar til undersøgelsens konklusioner.

Læs også dbio's politiske kommentar og tillæg til rapporten:

Martina, hvad tænker du om hovedkonklusionen: At der vil være et overskud af bioanalytikere i 2025 og 2030. Skal bioanalytikerne være bange for, at de bliver ledige?

Nu er 368 bioanalytikere i 2025 og 583 i 2030 ikke noget stort overskud, så jeg frygter ikke for ledighed. Tallene skal jo ses i lyset af, at ledigheden for bioanalytikere de seneste år har ligget rekordlavt – i januar 2019 var ledigheden helt nede på 1,31 %.

Det er endda under den såkaldte strukturelle ledighed. Det vil sige, at der godt kan være ledige i en region, mens der er mangel i en anden. I dag kan vi se, at Region Nordjylland har svært ved at tiltrække tilstrækkeligt med bioanalytikere, og derfor har regionen givet nordjyderne et tilbud om at tage uddannelsen som e-læring, så studerende kan blive boende i fx Aalborg under deres uddannelse.

Men undersøgelsen viser vel, at der ikke er behov for, at der uddannes flere bioanalytikere end i dag, hvor der hvert år kommer 288 nyuddannede ud på arbejdsmarkedet?

Nej, jeg mener tværtimod, at tallene understøtter dbio’s strategi om, at vi skal have øget dimensioneringen på de fem bioanalytikeruddannelser. Antallet af studerende skal øges, og vi skal finde nye kliniske uddannelsespladser. Vi skal jo være bioanalytikere nok til også at påtage os nye opgaver fx i det kommunale. Da jeg sidste år mødte Lars Løkke Rasmussen på Folkemødet, sagde han til mig:

”Martina, hvorfor satser I på kommunerne. Hvor skal de ekstra bioanalytikere komme fra?” Han vidste godt, at der reelt set ikke er nogen ledige. Uden at have tal på det tror jeg også, at det allerede i dag er sådan, at når der er så få at tage af, vælger man i afdelingerne ikke at påtage sig nye opgaver.

En af præmisserne for undersøgelsen er, at der i dag er en balance mellem udbud og efterspørgsel på bioanalytikere. Er du enig i det?

På laboratorieområdet arbejder der i dag andre faggrupper, som er lært op til opgaverne af bioanalytikerne. De er fuldt kvalificerede til fx at tage blodprøver. Så ude lokalt har man fundet en løsning på, at der ikke er tilstrækkeligt med bioanalytikere til at besætte alle stillingerne. I de kommende år vil rigtig mange gå på pension – og det gælder alle faggrupper – og der håber jeg da, at vi kan fylde stillingerne op med bioanalytikere.

Undersøgelsen viser også, at der i de seneste 10 år kun har været få udsving i, hvor mange bioanalytikere der efterspørges? I samme periode er produktionen i laboratorierne steget eksplosivt, mens antallet af ansatte ikke er steget. Hvordan kan den udvikling forklares? Det handler om, at vi har automatiseret rigtig, rigtig meget, og det lille overskud af personale, der er resultatet, er så inddraget til nye opgaver som fx diagnostisk samarbejdspartner.

Jeg tror dog ikke, at vi kan automatisere os ud af særlig meget mere, så derfor skal vi have uddannet nogle flere bioanalytikere, så vi har nok til at påtage os nye opgaver fx ved opgaveglidning fra lægerne. Der er også et behov for, at flere specialiserer sig, så de kan overtage, når de nuværende specialister går på pension. Vi skal have fokus på vidensdeling. Det er så vigtigt lige nu. Også for at andre ikke går ind og tager de interessante opgaver. For der er nok, der står på spring!

Bioanalytikerfaget går i de næste 10 år fra at være en profession med mange ældre til at være en ung profession. Antallet af bioanalytikere under 40 år stiger således med 27 % frem til 2030, mens antallet af 50-65-årige falder med 17 %. Hvad kommer det til at betyde?

Vi skal være parate til at bruge de unges kompetencer, gåpåmod og vilje til at dele ud af deres viden til andre faggrupper. For mig er det vigtigt, at vi giver de unge lov til at udvikle sig, så vi også bliver en stærk profession fremadrettet. De skal have lov til at få specialistfunktioner og udviklingsopgaver i laboratorierne, for de er i den grad villige til at påtage sig et fagligt ansvar.

Desuden har de fået nogle kompetencer i deres uddannelse, som vi har brug for. Her tænker jeg bl.a. på kommunikation og tværfaglighed. Når jeg møder de unge, oplever jeg en faglig stolthed, som er fantastisk. Jeg fortalte nogle, at dbio ønsker, at bioanalytikerne får forbeholdt virksomhed på bestemte områder. Deres reaktion kom fluks: ”Selvfølgelig skal vi da have det”.

Jeg ved desværre, at der på nogle arbejdspladser eksisterer en kultur om, at de unge skal tilpasse sig vores måde at gøre tingene på. De bliver klasket på plads. Vi skal arbejde med at blive mere inkluderende. Hvorfor ikke stille spørgsmål til de unge i stedet for at fortælle dem, at ”sådan gør vi altså her”?

Som fagforening skal vi undersøge, hvad de unge forventer af os. Måske skal vi bruge andre medier end de gængse til at nå dem? I dbio’s efteruddannelse er der faktisk allerede kurset ”Den digitale generation på arbejdspladsen, og hvordan vi arbejder sammen”.

I 2030 vil der være færre bioanalytikere ansat i staten og i det private. Til gengæld vil der være flere i kommuner og regioner, viser undersøgelsen. Har du en forklaring på hvorfor, og hvad tænker du om udviklingen?

Vi skal være opmærksomme på, at nogle arbejdsområder er faldende, og vi skal lave nogle strategier for at beholde arbejdspladserne. Vi har således haft fokus på praksisområdet i de seneste år. Forklaringen på de færre stillinger i staten tror jeg er besparelserne på universiteterne. Man ansætter færre af det tekniske personale i forskningen.

Mange ph.d.-studerende laver nu selv deres analyser, hvilket i øvrigt kan koste på den høje tekniske kvalitet og i sidste ende forskningens validitet. Vi har jo set eksempler på manipulation af resultater i forskningen. Jeg synes, det er ærgerligt, at det åbenbart ikke ses som en vigtig funktion at sikre kvaliteten og understøtte forskerne.

Tal fra Pensionskassen PKA er inddraget i undersøgelsen. De viser, at 88 % ønsker en glidende overgang fra arbejde til pension. Dvs. at kun 12 % ønsker at gå direkte fra at være i arbejde til at gå hjemme. Overrasker det dig? Og skal dbio arbejde for, at ønsket om glidende overgang kan blive en mulighed for flere?

Jeg er overhovedet ikke overrasket. Mange bioanalytikere arbejder allerede længe. Flere endda, til de er over 70. Jeg tænker, at tillidsrepræsentanter og ledere skal have den her viden, så de kan arbejde med seniorordninger ude lokalt.

For det er individuelle ordninger, der er brug for. Det er meget forskelligt, hvad der er et bæredygtigt arbejdsliv for seniorerne. Er det faglige udfordringer, et godt arbejdsmiljø, andre arbejdsopgaver? Seniorordninger behøver jo ikke kun at være en ugentlig fridag. Vi skal tage lidt ekstra hånd om de ældre og vise dem, at det er vigtigt, at de bliver.

Og så skal dbio naturligvis også arbejde for, at de seniorordninger, som er indskrevet i overenskomsterne, ikke forringes, selvom pensionsalderen hæves.

Særligt benyttede sider på dbio.dk