01-02-2018

Ny lov om tvangsbehandling - se hvad det går ud på

Den 1. januar 2018 trådte en ny lov i kraft, som gør det lovligt, at tvangsbehandle visse patienter fx demente og udviklingshæmmede, hvis de pårørende eller værgen giver tilladelse, og lægen vurderer det nødvendigt. Få et indblik i den nye lovgivning her.

​​​​​

Ny lov gælder for personer over 15 år, som varigt mangler evnen til at udtrykke informeret samtykke. llustration: Lars Andersen 

​​​​​​​​
 
Hidtil har reglen om ”informeret samtykke” være guidelinen for al behandling i det danske sundhedsvæsen. Men den 1. januar 2018 trådte ”Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile” i kraft, og den giver inden for visse rammer mulighed for at tvangsbehandle fx en dement eller udviklingshæmmet patient.
 
Betingelsen er, at pårørende eller vedkommendes værge har givet samtykke, og at den behandlende
læge vurderer, at indgrebet er nødvendigt af hensyn til patientens tilstand.
 
Tvangsbehandling er også forekommet tidligere, men uden et egentligt lovgrundlag.
 
Loven gælder personer over 15 år, som varigt mangler evnen til at udtrykke informeret samtykke, men ikke for psykiatriske patienter, der er omfattet af anden lovgivning.
 

Rimelighed som rettesnor

I lovteksten præciseres det, at der udelukkende kan være tale om ”det absolut nødvendige” med hensyn til anvendelse af tvang: ”Ethvert tvangsindgreb (…) skal være så skånsomt og kortvarigt som muligt og stå i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.” Samt at: ”Forinden, der træffes beslutning om tvangsindgreb, og forinden tvangsindgrebet iværksættes, skal tillidsskabende tiltag være forsøgt.”
 
Endvidere skal patienten inddrages i beslutningen og underrettes om det forestående tvangsindgreb, som udelukkende må foregå ved fysisk fastholdelse og aldrig med brug af hjælpemidler.
 
Lægen må dog ordinere et beroligende middel om nødvendigt, men ikke alene af ”ordenshensyn”, som det tilføjes i paragraf 9. Altså ikke udelukkende for at gøre patienten mere medgørlig.
 
Det er alene lægen, der kan tage en beslutning om tvangsbehandling, men selve tvangsbehandlingen kan godt uddelegeres til sundhedsfaglige personer. Sådan som det fx vil ske med blodprøvetagning og EKG.
 

Protokoller og klageadgang

Der skal i hvert enkelt tilfælde føres en tvangsprotokol, hvor baggrund og indhold af tvangsbehandlingen begrundes, og en kopi skal indgå i patientens journal. Alle episoder indberettes til Sundhedsstyrelsen.
 
Det er imidlertid lidt uklart i lovteksten, hvem der i praksis har ansvaret for at føre tvangsprotokollen og stå for indberetningen. Altså, om denne opgave eventuelt kan uddelegeres til andre faggrupper, sygeplejerske eller sekretærer. Eller bioanalytikere.
 
Der bliver desuden oprettet et organ, Tvangsbehandlingsnævnet, der har til formål at håndtere klager fra patienter, pårørende eller værger.
 
Det var et flertal i Folketinget, minus Enhedslisten, der vedtog loven i juni 2017. Effekten af loven skal evalueres efter tre år.
 

Det kalder på undervisning - næstformandens analyse 

Danske Bioanalytikeres næstformand Martina Jürs giver her sin analyse af den nye lov:
”Som jeg vælger at betragte loven, er der tale om en regulering af meget af dét, vi allerede gør i sundhedsvæsenet. For ja, vi tager allerede prøver på patienter, der ikke har givet deres udtrykkelige samtykke. Men som med deres kropssprog eller mere eller mindre konfuse kommunikation signalerer, at de absolut ikke er med på dét, der er ved at ske. Jeg bider især mærke i lovens ”principper for tvangsindgreb”, der netop synliggør, at det er et dilemmafyldt farvand, vi bevæger os i. De er nemlig ikke helt præcise, men dermed lægges der også op til dialog; indgrebet skal stå i ”rimeligt forhold” til formålet. Og ”tillidsskabende tiltag skal være forsøgt”.
 
Der er overhovedet ikke tale om et frikort til bare at stikke løs. Heller ikke selv om en læge har rekvireret prøven. Hvis man som bioanalytiker oplever en patient som særlig angst og mener, at det er bedst at vente med at tage prøven. Hvis man kan se, at der allerede er taget prøver, så der foreligger forholdsvis aktuelle resultater. Hvis det er åbenlyst, at patienten er i den terminale fase, og at nye analyser formentlig hverken vil gøre fra eller til. Ja, så bør man tage kontakt til lægen og forelægge situationen. Det kan vi nu – i al stilfærdighed – gøre med henvisning til lovens forbehold om ”rimelighed”.
 
Allerbedst ville det være, at der hurtigt blev etableret noget undervisning i, hvordan lovens intentioner kan praktiseres i en travl hverdag. Skal det være muligt at tage en timeout med en vanskelig patient? Skal man bede en sygeplejerske eller sosu, som patienten kender, om at være med til at skabe ”tillidsvækkende tiltag”? Og skal vi blive bedre til acceptere, at der er prøver, der bare ikke kan tages?
 
Sam​tidig skal vi løbende tage snakken med kollegerne, også fra andre faggrupper, så vi ikke hver især står helt alene. Så vi ikke fra gang til gang skal vurdere, om en prøvetagning er o.k.
 
Husk, det er ikke prøven, der er i centrum. Det er patienten. Her er i alt fald en bane at agere på for den diagnostiske samarbejdspartner.”
​​​​
LinkedIn Email Twitter