Ny antigentest for covid-19 mangler positive prøver til validering

Bioanalytikerne er pressede i arbejdet med at udføre op mod 50.000 covid-19-test om dagen, for de mange PCR-analyser er tidskrævende. På Sygehus Lillebælt validerer man i øjeblikket en helt ny testmetode, der måske kan være med til at løse problemet.

Nyhed

Af Gorm Palmgren, videnskabsjournalist

Nyhedsbillede_Ivan
"Hvis testen viser sig at være lige så følsom som PCR-analyserne, så kan den være med til at løse disse flaskehalsproblemer og aflaste bioanalytikerne," siger professor Ivan Brandslund fra Biokemi og Immunologi på Sygehus Lillebælt, som leder forskningsprojektet.

Det startede som et forskningsprojekt, der skulle undersøge, hvorfor nogle bliver mere syge end andre af covid-19, og hvad patienterne egentlig dør af, når en infektion med det nye coronavirus går helt galt. Men efter kort tid stod det klart, at man måske var på sporet af en hurtigere og nemmere metode til at diagnosticere for smitte med Sars-CoV-2.

Forskerne bag den nye anti-gentest har imidlertid svært ved at skaffe positive prøver til validering, så det er stadig usikkert, om metoden er følsom nok til at finde alle smittede patienter.

Genkender Sars-CoV-2 på antigener

En sådan ny metode vil ellers blive hilst velkommen på Statens Serum Institut og hospitalernes klinisk mikrobiologiske afdelinger, hvor bioanalytikerne arbejder hårdt på at teste de tusindvis af prøver, som strømmer ind fra de hvide telte over hele landet hver eneste dag.

Disse test bliver udført med PCR, og det kræver, at man først oprenser RNA fra eventuelle coronavirus i et mundskrab fra patienten og derefter tilsætter enzymer for at omdanne RNA'et til DNA. Alt dette forberedende arbejde er overflødigt med den nye metode, fordi den genkender Sars-CoV-2 på dens antigener, dvs proteiner, fremfor dens gener, og det kan spare bioanalytikerne for en me-get tidskrævende arbejdeindsats.

"Prøveforberedelsen til vores nye antigentest tager 20-30 minutter, og selve analysetiden på apparatet er 2-5 timer alt efter, hvor mange prøver man kører ad gangen. Hvis testen viser sig at være lige så følsom som PCR-analyserne, så kan den være med til at løse disse flaskehalsproblemer og aflaste bioanalytikerne," siger professor Ivan Brandslund fra Biokemi og Immunologi på Sygehus Lillebælt, som leder forskningsprojektet.

En anden fordel ved antigentesten er, at den koster under 100 kr pr test inklusive personaleomkostninger, mens en enkelt PCR-analyse løber op i 200-400 kr.

1000 gange mere følsom end ELISA

Antigentesten benytter en platform kaldet Simoa, der er udviklet af det amerikanske firma Quanterix, og som allerede bruges til at detektere biomarkører i forbindelse med kræft-, nerve-, hjerte-, immun- og infektionssygdomme. I løbet af november forventes de amerikanske sundhedsmyndigheder at give en såkaldt nødtilladelse til, at metoden også kan benyttes til at detektere Sars-CoV-2, og Quanterix er nu i fuld gang med at producere et kommercielt testkit, der kan bidrage til at opspore Covid-19.

Men metoden er aldrig tidligere benyttet til at detektere Sars-CoV-2. Simoa minder om ELISA, idet et antistof genkender den ønskede biomarkør, hvorefter der udvikles en farvereaktion eller lignende. Men hvor ELISA er analog - dvs at stigende mængder biomarkør giver en gradvist mørkere farve - så er Simoa digital. Det betyder, at hvert enkelt molekyle af biomarkøren giver sit eget unikke signal, og at man derfor så at sige kan tælle præcist, hvor mange biomarkør-molekyler der er i prøven.

"Simoa er op til 1000 gange mere følsom end ELISA, og metoden giver nøjagtige resultater i et meget stort spænd af koncentrationer," forklarer Ivan Brandslund. Han har afprøvet den nye covid-19 antigentest i to udgaver, der benytter hvert sit antistof. Det ene genkender S-proteinet på overfladen af coronavirus, mens det andet genkender N-proteinet inde i virus.

Kan afgøre, hvor kraftigt en patient er inficeret

Indtil videre har Ivan Brandslund og hans kolleger testet metoden på virus, der har været dyrket i kultur, samt på et begrænset antal patientprøver. De foreløbige resultater tyder på, at antigentesten netop er god til at sætte tal på, hvor mange coronavirus, der er i en prøve.

Den kan med andre ord afgøre, hvor kraftigt en patient er inficeret, så man eksempelvis kan følge med i, om infektionen er aftagende eller fortsætter med at udvikle sig.

Til gengæld er det endnu usikkert, om antigentesten er følsom nok til at udpege de patienter, som kun har få virus i kroppen. Hvis den ikke kan det, risikerer man såkaldte falske negative prøvesvar, hvor en patient bliver erklæret rask, selvom vedkommende i virkeligheden er smittet med Sars-CoV-2.

Har fået 150 positive prøver fra USA

For at fastslå følsomheden af den nye antigentest må man afprøve den på kliniske prøver fra personer, som har fået foretaget et mundskrab i de hvide telte og rent faktisk er smittet med co-ronavirus. Og disse prøver er en akut mangelvare for Ivan Brandslund.

På hans eget hospital i Vejle har de i runde tal kun én positiv prøve om dagen, så der kan gå lang tid, før han har samlet nok prøver sammen til at have et tilstrækkelig stort statistisk materiale til at vurdere testresulta-terne. Derfor er det helt nødvendigt at få positive prøver fra andre hospitaler, men det har indtil videre vist sig at være meget vanskeligt.

"De hjemlige hospitaler holder på deres egne, positive prøver, fordi de selv vil bruge dem til forskning, eller fordi der opstår tvivl om juridiske og videnskabsetiske spørgsmål ved at dele prøvemateriale," forklarer Ivan Brandslund. Heldigvis er det lykkedes at få 150 positive prøver fra USA, og derudover regner han med at få nogle prøver fra Sao Paulo i Brasilien, hvor mange tusinde personer får en positiv corona-test hver dag.

Ivan Brandslund deler sine prøveresultater med Quanterix, som er meget interesseret i at udbrede deres teknologi til diagnosticering af covid-19. Firmaet arbejder selv på at validere analysemetoden, og de regner med, at de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA kan godkende anti-gentesten på blot 2-3 uger, når alle forsøgsresultater foreligger.

Antigentesten benytter en platform kaldet Simoa, der er udviklet af det amerikanske firma Quan-terix, og som allerede bruges til at detektere biomarkører i forbindelse med kræft-, nerve-, hjerte-, immun- og infektionssygdomme.

For ganske nylig gav de amerikanske sundhedsmyndigheder tilladelse til, at metoden nu også kan benyttes til at detektere Sars-CoV-2, og Quanterix er nu i fuld gang med at producere et kommercielt testkit, der kan bidrage til at opspore Covid-19.

​​​​​​3/11-2020: Klinisk biokemiske afdelinger rettet til Klinisk mikrobiologiske afdelinger.

Særligt benyttede sider på dbio.dk