Månedens frispark: Need to know? Eller egentlig not so nice to know?
Ja, der skal naturligvis skal være sporbarhed på undersøgelser foretaget i det danske sundhedsvæsen. Ellers er det umuligt at følge op på fejl. Men er det hensigtsmæssigt, at vi som bioanalytikere skal stå frem med fuldt navn?
Forleden sad jeg og skrev et høringssvar til en ændring af sundhedsloven bl.a. om drift af den fælles digitale infrastruktur. Herunder hører også behandling af persondata på laboratorierne. Det er jo et område, der er fuld af etiske dilemmaer og det var et emne/forslag på dbio’s kongres i 2018.
Mens jeg arbejdede med høringssvaret, kom jeg til at tænke på, hvad jeg selv kan se om mine undersøgelser på sundhed.dk. Jeg lavede derfor et hurtigt opslag på min egen seneste screening for livmoderhalskræft. Her fremgår det, at det er, ja – lad os kalde hende Lone Nielsen, der har undersøgt min prøve. Jeg søger lidt videre på nettet og finder i autorisationsregisteret hendes fødselsdato. Jeg kender jo hendes arbejdsplads, så jeg finder hende også på Facebook. Det tager under 2 min!
Hvilken glæde har jeg så af den viden? Ingen! Måske tværtimod. Lad os lege lidt med tanken.
Jeg har rent faktisk en tidligere kollega, der netop arbejder på den afdeling. Hvad nu hvis det var hende, der havde udført min analyse? Svaret kunne jo være negativt for mig, altså, at jeg skulle undersøges yderligere eller at jeg havde kræft. Ville jeg så bryde mig om at vide, at hun ved det? Nej, den viden er jeg helst for uden.
Min kollega er selvfølgelig underlagt tavshedspligt, og den er jeg slet ikke i tvivl om, at bioanalytikerne overholder. Men bare dét, at jeg kan se, at hun har den viden, betyder, at det kan blive lidt akavet, hvis vi mødes. Jeg ved, at hun ved det, men ikke må sige noget eller lade sig mærke med, at hun ved det.
Det kunne jo også være en borger eller en pårørende til en borger/patient, der er utilfreds med det arbejde, bioanalytikeren har udført. Det ville være lige så let for vedkommende at opsøge ham eller hende på dennes bopæl. En screening for livmoderhalskræft beror som på en vurdering, som også er afhængig af prøvematerialets kvalitet, og derfor kan borgeren i få tilfælde blive syg alligevel – det er jo en screening.
Jeg mener selvfølgelig, at en eventuel fejl skal kunne spores tilbage til den person, der har udført analysen, så fejlens årsag kan undersøges. Mit forslag er derfor, at der bruges initialer eller et nummer, ligesom politiet har indført og som man også gør i nogle regioner. Det viser jo netop, at det er muligt at anonymisere navnet på den sundhedsfaglige medarbejder.
Så her er i alt fald et etisk dilemma, som vi ikke er færdige med at forholde os til.
