Næstformand i dbio: "Tal om mobning"

​Af: Katja Wienmann Bramm, næstformand i Danske Bioanalytikere

”Når krybben er tom, bides hestene”, lyder den gamle talemåde. Måske er krybben, i overført betydning, endnu ikke helt tom derude på sygehusafdelingerne, men en vis grad af utryghed er i al fald på spil.

Som du kan læse i artiklerne om mobning på dbio.dk i disse dage, florerer mobning – eller som forskerne hellere vil kalde det; eksklusion fra et fællesskab – oftere i et miljø, der er præget af frygt og usikkerhed.

Hvor man er bange for at påkalde sig negativ opmærksomhed fra ledelsens og kollegernes side. Hvor travlhed og stress gør nogle hurtigere på aftrækkeren og andre mere sensible. Den omgangsform karakteriserer sundhedssektoren mange steder i dag, viser en ny undersøgelse.

Og vores faggruppe er særlig ramt, viser statistikken. 14 procent af bioanalytikerne i Region Hovedstaden angiver i de regionale trivselsmålinger for 2017, at de har været udsat for mobning. Nationalt ligger det på 12 procent.

Den nyeste forskning tilbageviser, at mobning er et fænomen, der altid er afgrænset til enkelte personer i en personalegruppe – nej, det er derimod en kultur! Den, der er krænker den ene dag, kan meget vel selv blive offer for spydighederne eller den kolde skulder den næste.

Og hvis en særlig rå tone først er slået an på en arbejdsplads, kan man pludselig opleve sig selv i rollen som krænker eller medløber. Den hårfine grænse mellem kærlig ironi og bidende sarkasme overskrides. Det er blevet dårlige vaner og en del af gruppens daglige dynamik.

Den slags går ikke bare ud over særligt sårbare kolleger. Den går ud over dig. Og mig. Over fællesskabet. Vores faglighed. I sidste ende patienterne. Det er slemt nok, at vi kan gå og ødelægge arbejdsglæden for hinanden.

Der er bare slet ingen undskyldning, når vi også gør hinanden dårligere til at udføre vores opgaver. Frygter man en dumsmart kommentar og himmelvendte øjne, hvis man stiller spørgsmål i en arbejdssituation, holder man formentlig igen. Ligesom man nok heller ikke fremfører relevant kritik, hvis det får en til at stikke ud fra flokken.

Det kan dermed underminere kvaliteten af vores arbejde. Jeg kan derfor ikke stærkt nok opfordre alle jer derude - fra ledere over tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter til menige bioanalytikere - til at begynde
at tale om disse ting. Om tonen. Om hvad det er for en arbejdsplads, vi ønsker. Eller får. Når man tier i stedet for at sige fra. Om der egentlig ikke også bør være rum for den sårbarhed, vi alle ind imellem møder op på arbejde med.

Altså have mere fokus på ”den sociale kapital”: Tillid, retfærdighed og samarbejde. Vi skal tale om emnet med netop denne nye indsigt; at det her er et kollektivt ansvar. Vi taler ikke skurke og ofre. Vi taler kultur. Kultur er menneskeskabt. Derfor kan kultur også ændres af mennesker.

Heldigvis er der kommet større opmærksomhed omkring social eksklusion på arbejdspladserne de seneste år. Så tal om trolden; det er den mest effektive måde til at få den til at forsvinde på. Mobning hører ikke hjemme på nogen arbejdsplads anno 2018.