06-11-2020

Transparens - ikke tabu: Når smitten bryder ud

I august blev fem medarbejdere på KBA på Aalborg Universitetshospital testet positive for Covid-19. Takket være åbenhed, samarbejde og klare retningslinjer blev usikkerheden på afdelingen mindsket, og opgaverne blev løst med hjælp fra bl.a. studerende.

Af Lene Terkelsen, journalist,​​​​​​ www.leneterkelsen.dk​​​

aalborg_universitetshospital_ERTMANN001.jpg 

I august blev fem medarbejdere på KBA på Aalborg Universitetshospital testet positive for Covid-19. Foto: Cathrine Ertmann

 
Det begyndte med lidt hoste. Bare en lille smule og ikke noget, som Mikkel Leicht Højgaard tog sig
synderligt af.
 
”Jeg kan faktisk huske, at jeg jokede med kollegerne om, at nu skulle de ikke tro, at jeg havde corona,” fortæller Mikkel Leicht Højgaard, der er bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
 
Så ugen gik. Mikkel, der er nyansat, var i oplæring sammen med en række andre. De gik ”stikkevagter” og lavede blodprøver og EKG. Det var kollegerne, der havde det meste af patientkontakten, mens Mikkel så til. Om fredagen blev han meget træt. En hovedpine prikkede svagt, og i
weekenden besluttede han sig for at få lavet en podning.

”Jeg regnede ikke med, at der ville være noget, så det var mest for en sikkerheds skyld.”
 

Åbenhed om smittede

Mandag og tirsdag var Mikkel hjemme, fordi han følte sig sløj, og onsdag kunne han så ringe til sin
leder med svaret på podningen: Han var positiv. Hvad han ikke vidste, var, at om mandagen i samme
uge var en anden medarbejder testet positiv, og afdelingen var allerede i gang med massiv
smitteopsporing.

”Jeg aner ikke, hvor jeg har fået det fra, for jeg har ikke været i nærkontakt med den, der først blev diagnosticeret, men det er nok mig, der har smittet de næste,” fortæller han.

Efter Mikkel blev alle de syv ansatte, der havde været i tæt kontakt med ham, nemlig podet og sat i
karantæne, og her viste det sig, at to var blevet smittet.
På afdelingen valgte man at være åbne omkring, hvem der var testet positive for at sikre, at dem, som
de smittede havde været i kontakt med, blev testet.
”Det kan være svært at huske alle dem, man har mødt i løbet af ugen, og jeg sagde selvfølgelig ja til,
at de måtte offentliggøre det, for det er noget nemmere at finde frem til de rigtige, når man ved,
hvem det er,” siger Mikkel.

Mange berørte

Den medarbejder, der først blev testet positiv, havde også haft en række kontakter på afdelingen i
ugen op til den positive test. Ledelsen fulgte retningslinjerne for smitteopsporing, som de havde
fået fra Infektionshygiejnen, og opgaven var omfattende, fortæller afsnitsledende bioanalytiker
Mona Rosenbeck, der var en af de to ledere, som forestod arbejdet.
 
Ifølge retningslinjerne skulle man gå 48 timer bagud i forhold til symptomdebut, og der havde den
første smittede haft hhv. en aften- og nattevagt.

”Nattevagterne havde vanen tro spist aftensmad sammen, og vi ved også godt, at man som kolleger hjælper hinanden på en anden måde, når man er på vagt, end når man arbejder kl. 7-15, så
der var i alt 12 kolleger, som havde været tæt på,” fortæller hun.
Samtidig havde den medarbejder, der fik den første positive test, i løbet af to døgn været i kontakt
med hele 51 patienter. I samarbejde med Infektionshygiejnen inddelte man patientkontakterne efter korte kontakter, hvor man ikke vurderede, at der ville være smitterisiko, og længere kontakter, hvor bioanalytiker og patient havde været sammen i mere end 15 minutter, fx i forbindelse med blodprøvetagning og EKG.
 
”Ud fra det var der kun tale om syv patienter, som vi videregav CPR-nummer på til afdelingerne, som så informerede dem,” siger Mona Rosenbeck.
 

Ind og ud af vagtskemaet

Vagtskemaet blev hurtigt en udfordring med de mange hjemsendte, og der blev bl.a. trukket på korpset af bioanalytiker- og medicinstuderende, som er tilknyttet afdelingen.
 
”Generelt har personalet været rigtig gode til at hjælpe med at få det til at hænge sammen og tilbudt
sig, men det har været svært at tilrettelægge, hvor længe ud i fremtiden vi skulle afsætte vagter,” fortæller bioanalytiker Lasse Jacobsen, der står for udarbejdelse af vagtplaner.
Nogle fik hurtigt deres podesvar, mens andre ventede helt op til 72 timer. Samtidig skulle der tages hensyn til arbejdstidsregler og interne bytninger i det puslespil, som Lasse Jacobsen forsøgte
at lægge ud fra den aktuelle situation.
 
”Vi lavede en uskreven retningslinje om, at hver medarbejder var ude af skemaet i 48 timer fra
podningen, så alle vidste, hvad de kunne arbejde ud fra, når de byttede vagter, og det mindskede
usikkerheden,” siger Lasse Jacobsen.

Samtlige ansatte podet

Da det så allerværst ud, var 18 medarbejdere sygemeldt eller i karantæne, fordi de afventede podesvar.
”Og samtidig blev vi kimet ned om patienter, der var testet positive, og hvor vores medarbejdere
havde haft kontakt med dem,” fortæller Mona Rosenbeck.
Hun fremhæver fordelen ved hurtigt at være åbne om, hvilke medarbejdere der var testet positive.

”Det handler jo ikke om at udstille nogen, men faktisk om at være ordentlige. Vi kan jo kun tjekke
vagtplanerne og se, hvem der har været sammen, men vi ved ikke, om man har siddet tæt sammen
med andre ved frokostbordet, eller nogen er mødt ind en halv time før og har haft en snak med en kollega. Hvis ikke vi finder alle, som personen har været i nærkontakt med, risikerer vi, at det breder sig som en steppebrand i afdelingen.”

Efter den fjerde smittede anbefalede Infektionshygiejnen, at man testede samtlige ansatte
to gange med en uges mellemrum, og i den forbindelse blev endnu en smittet opsporet.
 
”Den femte var egentlig på ferie, da opfordringen til at blive podet blev sendt ud, men hun
læste heldigvis sin mail,” fortæller Mona Rosenbeck.
 

Tæt på privatlivet

Afdelingen havde allerede i marts indført, at der kun måtte være maksimalt 20 personer i kaffestuen,
og man skulle sidde på hver anden stol forskudt for modparten overfor. Der blev dengang også sat ekstra spritdispensere op, og grundig håndhygiejne var allerede en selvfølgelig del af arbejdsdagen, så selvom der kom smittetilfælde på afdelingen, blev der ikke ændret synderligt på forholdsreglerne, fortæller Mona Rosenbeck.

”Men måske var vi begyndt at slække lidt på fx det med at sidde sammen i kaffestuen, for mange havde hen over sommeren nok fået en fornemmelse af, at det var ved at gå over med det corona,” fortæller hun.
Derfor blev retningslinjerne også genopfrisket ved personalemøder og i de nyhedsmails, som  afdelingsledelsen sendte til medarbejderne. Når en test var positiv, opfordrede ledelsen den smittede
til at informere alle mennesker, som personen havde været i kontakt med uden for hospitalet.
Derudover bad man de personaler, der havde været i kontakt med smittede om at isolere sig,
indtil de fik svar på deres podning, fortæller Mona Rosenbeck.

”Vi trådte pludseligt tæt på privatsfæren, og vi har både måttet opfordre til, at man aflyste en
etårsfødselsdag og undgik at hente sine børn i børnehaven. Det har været svært, synes jeg. ”
 

Milde symptomer

Mikkel Leicht Højgaard var hjemme i næsten 14 dage. Da der ikke var flere symptomer, skulle der gå yderligere 48 timer, og noget af det vanskeligste var faktisk at afgøre, hvornår man er helt rask, fortæller Mikkel.
 
”Det er så milde symptomer, og det svinger så meget, men man er jo nødt til at være sikker på, at det er helt væk.”

En enkelt kollega har mistet smags- og lugtesansen og meldt det som en arbejdsskade, men personligt har Mikkel ikke set grund til at anmelde.
 
”Jeg har ikke nogen mén og har set det som et almindeligt sygdomsforløb,” siger han.
 
Da Mikkel havde det værst, havde han lidt hovedpine og kvalme, men symptomerne har hele tiden været meget milde. Hans bedste råd til at stoppe smitte andre steder er at blive hjemme, når man føler sig sløj, men det er vanskeligt, når man knap nok mærker sygdommen, indrømmer han.
”Hvis man skal melde sig syg for så lidt, så er man jo syg hele tiden, og så er det altså svært at have en afdeling kørende. Jeg har haft forkølelser, der var værre end det, så det er virkelig svært at opdage i tide,” siger Mikkel og fortæller, at en af hans kolleger, som var testet positiv, ikke havde et eneste symptom.

Drop in-podning

Stemningen blandt personalet har – trods skiftende vagtplaner og stor usikkerhed – været overraskende god gennem hele forløbet, fortæller Lasse Jacobsen fra afdelingen.
 
”I grunden var mange nok overraskede over, at vi først blev ramt efter sommerferien, når man tænker over, hvor mange patientkontakter, vi har haft,” siger han.
På Aalborg Universitetshospital er der ligesom mange andre steder nu sat en vogn op, som bl.a. giver ansatte mulighed for at blive podet og få svar kort efter, og den løsning er oplagt, mener Mikkel Leicht Højgaard.
”Regelmæssige podninger er næsten det eneste, man kan gøre,” siger han.
 
Også Mona Rosenbeck har svært ved at se, hvordan et udbrud som det, man oplevede på afdelingen, kunne have været undgået.
 
”Og hvis vi stod i det igen i dag, ville vi håndtere det på samme måde, som vi har gjort,” siger hun.
LinkedIn Email Twitter