Multisyge i fokus: "Samme dag under samme tag"

På Holbæk Sygehus arbejder bioanalytikere, læger og sygeplejersker tæt sammen. I løbet af få timer har patienterne fået taget prøver og har prøvesvar og diagnose efter samtale med en læge. Tidligere måtte patienterne møde op to gange på hospitalet.

Nyhed
bio_holbaek_08
På Medicinsk Fælles Ambulatorium på Holbæk Sygehus får patienterne taget prøver, lavet analyser og en diagnose fra lægen samme dag. Foto: Thomas Steen Sørensen

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

”Du skal have taget blodprøver, kan jeg se. Velkommen til,” siger bioanalytiker Pernille Enøe Elversøe til patient Søren Ledet. Han har diabetes, men lige nu er det blodtrykket, der driller, fortæller han. Det er for højt.

”Må jeg lige høre dit cpr-nummer,” spørger Pernille rutinemæssigt. Søren svarer, og Pernille gør klar.

”Så stikker jeg dig,” siger hun. Det hele er hurtigt overstået, og Pernille siger spøgefuldt om blodtapningen:

”Der bliver lidt tilbage.”
”Nå, det er godt,” smiler Søren.
”Det var det, Søren. Så sender jeg prøverne over til laboratoriet, og så er der svar på dem inden for 1 ½ time,” siger Pernille.

73-årige Søren Ledet siger farvel, går ud af prøvetagningslokalet og ned for enden af gangen, hvor patienterne kan vente i en stor lounge, inden de skal til samtale med lægen. Søren har en tid kl. 10.30, og han har sagt ja til, at vi må komme med og høre, hvad prøvesvarene viser.

1 gang i stedet for 2

I forlængelse af prøvetagningsrummet er et andet lokale. Her går Pernille Enøe Elversøe hen til HbA1c-apparatet for at analysere Søren Ledets langtidsblodsukker.

”Der er rimelig hurtigt svar på de prøver,” siger hun. Hun viser også, hvordan blodprøveglassene sættes ind i rørposten og fluks forsvinder over til laboratoriet på den anden side af gaden, hvor hendes bioanalytikerkolleger står klar til at analysere. Bagerst i lokalet er et ekg-leje.

Vi er på Medicinsk Fælles Ambulatorium på Holbæk Sygehus, som slog dørene op 1. februar 2016. At stedet kun har 6 måneder på bagen, da vi er på besøg, kan både ses og lugtes. De hvide vægge står knivskarpt, og lugten af maling anes i næseborene.

Under mottoet: ”Samme dag under samme tag” er idéen, at patienterne får taget prøver og har prøvesvar og en diagnose fra lægen, allerede når de går hjem igen samme dag. Tidligere skulle patienterne komme én dag for at få taget prøver og en anden dag til samtale med lægen. Og det har en stor betydning for især de mange ældre patienter, som har dårligt helbred og derfor skal med sygetransport, at de nu kun skal af sted én gang.

”Patienterne er rigtig glade for det. De synes, at det er en befrielse. Især dem, der skal hentes med Flextrafik,” fortæller afdelingsbioanalytiker Anette Marker, Klinisk Biokemisk Afdeling.

Men mange patienter bor også langt væk som fx Søren Ledet. Så han synes, det er rart med den nye måde at organisere patientforløbet på.

Udklip_holbakflow

”Det er sådan set meget praktisk, når man bor 25 km væk,” siger han.

Overholder svartider

Hospitalet lover svartider på maksimalt 1 ½ time for de fleste analyser og for HbA1c (langtidsblodsukker) under 1 ½ time.

”Vi har på vores lean-tavle holdt øje med, om vi overholder svartiderne, og det gør vi,” siger afdelingsbioanalytiker Anette Marker.

Når patienterne møder til undersøgelse på Medicinsk Fælles Ambulatorium, får de som det første
taget prøver hos en af de to bioanalytikere, som har vagter fra klokken 7.00 til 14.30 mandag til fredag. I dag er det, ud over Pernille Enøe Elversøe, kollegaen Helle Øhlenschlæger Kristensen, som betjener den linde strøm af patienter, der typisk lider af hjerte-, lunge-, nyre- og endokrinologiske sygdomme (hormonsygdomme som fx diabetes).

Tværfagligt samarbejde i top
Begge bioanalytikere fremhæver fordelen for patienterne, men også det tværfaglige samarbejde. Det unikke er nemlig, at man har samlet læger fra forskellige specialer, sygeplejersker og bioanalytikere i et fælles ambulatorium. Og det er så nyt, at folk i sundhedsvæsenet ofte kommer på inspirationsbesøg.

”Jeg er stor fan af det,” siger bioanalytiker Helle Øhlenschlæger Kristensen og fortsætter:
”Vi har lægerne og sygeplejerskerne lige ude på gangen. Vi har alle inden for rækkevidde, og det er superfedt. Der er et ret godt samarbejde, og det er rigtig rart. Det der med at vi kan snakke med hinanden, giver en anden kommunikation, og det er helt klart det, som er den største forandring i forhold til før. Der er ikke så meget stress.”

Service til patienterne

Henne i den nyindrettede lounge lidt længere nede ad gangen sidder patient Søren Ledet og venter i en blå lænestol. Samtalen med lægen er nært forestående. Det er 2 måneder siden, han sidst var til kontrol på fællesambulatoriet.

Dengang blev hans medicin reguleret på grund af nogle bivirkninger og hans for høje blodtryk. Søren har lånt en blodtryksmåler af sin praktiserende læge og har de sidste dage selv målt det.

”Jeg tror, det ligger fint nu,” siger han.

bio_holbaek_10

1 ½ time efter, at Søren Ledet har fået taget en blodprøve, får han resultatet fra lægen på Medicinsk Fælles Ambulatorium på Holbæk Sygehus. Foto: Medicinsk Fælles Ambulatorium på Holbæk Sygehus

Hos lægen

Klokken har passeret 10.30, og Søren Ledet bliver kaldt ind til lægen. Der går et øjeblik, før læge Michael Olsen får resultaterne op på sin skærm. Imens taler de om, hvordan Søren har haft det siden sidst.

”Dit blodtryk er blevet pænt. Nu er blodprøverne også kommet, og de ser generelt rigtig pæne ud. Det ser fint ud. Også med hensyn til sukkersygen og dit kolesterol,” siger Michael Olsen og konkluderer:

”Det ser ud, som om vi har fundet en kombination af en behandling, hvor blodtrykket er kommet ned, hvor det skal være, og uden bivirkninger, som vi gerne vil undgå.”

De taler om, at Søren Ledet skal fortsætte til kontrol her eller hos sin praktiserende læge, og bliver enige om sidstnævnte. Men som lægen siger:

”Du er selvfølgelig velkommen til at komme igen, hvis der bliver problemer.”

Da vi bagefter taler med Søren om, at alt var fint, siger han sindigt:
”Jaaa – det regnede jeg også med.”

på Holbæk Sygehus i fagbladet nr. 12 - 2016.

cropped-multisygdom1-1-300x300

3/3-2017 udkommer Hvidbog om multisygdom.
Dokumentation af multisygdom i det danske samfund – fra silotænkning til sammenhæng. I bogen fremhæves modellen fra Holbæk Sygehus som en mulig løsning.