Frispark: Skal dbio følge strømmen?

Bæredygtighed og klima har et stort fokus i hele verden. Danske Bioanalytikere er forpligtede til at forholde sig til klimaudfordringerne. Eller er vi? dbio's formand Martina Jürs kommer med et bud.

Frispark
FRISPARK_Martina

​​Det med bæredygtighed er en problemstilling, vi ofte diskuterer i Danske Bioanalytikere. ”Hvad gør vi? Hvad gør vi ikke? Og hvordan bliver vi bedre?” 

Vores svar er noget ala: “Det ved vi ikke” eller “vores hjemmeside er CO2-neutral og fagbladet kan fravælges på papir”. Men er det nok? 

Er det bæredygtige en førsteprioritet for jer? Jeg bliver i hvert fald rigtig glad, når jeg læser om bioanalytikere, der affaldssorterer. 

I Region Hovedstaden har de klare mål for sortering af affald og bioanalytikerne går gerne foran. Den tidligere arbejdsmiljørepræsentant Magdalena på Nuklearmedicinsk afdeling på Gentofte Hospital siger følgende i fagbladet: 

”Mine kolleger er meget miljøbevidste. De sorterer og er især opmærksomme på plast. Vi sorterer jo også derhjemme, så det ligger allerede i baghovedet hos os.” 

Har I set lyset i forhold til at løse klimaudfordringen hos jer? Er det en vigtigt debat på hospitalerne, jeres arbejdspladser, eller fylder de mange andre udfordringer i hverdagen lige nu. Udfordringer som f.eks. fyringer, diskrimination, krænkelser, altså de helt klassiske problemstillinger for en fagforening. 

Er det for svært at være bæredygtig både i arbejdslivet og privat, når det kræver store ændringer i livet? 

Privat oplever jeg selv dilemmaet lige nu op til jul. Skal jeg ønske mig store julegaver eller 40 træer plantet i naturen? Måske har jeg materielle ting nok og behøver ikke mere. 

Og skal sommerferien være i baghaven, Interrail eller med fly til Italien? Det betyder noget for mig, og jeg diskuterer det meget med min datter på 18 år. Vi vil gerne være mere bæredygtige i hverdagen. Og hvad skal dbio som fagforening gøre for at agere mere bæredygtigt? 

Har man som organisation et større ansvar end man har som privatperson? Skal vi går forrest med den bæredygtige dagsorden? Som de unge mennesker, der kaster sig ud i den store klimadebat, klimastrejker mm. Hvordan tænker de unge bioanalytikere om dbio’s ansvar for miljøet? 

Jeg synes, at vi som organisation har et særligt ansvar for klimaet. Vi bør tænke klimabevidst og overveje alle beslutninger vi tager, med et økonomisk perspektiv, et sundhedspolitisk perspektiv, giver det mening for medlemmerne af dbio-perspektiv og så altid huske det miljøbevidste perspektiv. 

dbio bør tage et ansvar for miljøet, hvor vi kan, og hvor det giver mening. Vi skal turde gøre at gøre op med det, vi plejer. 

Skal vi f.eks. nødvendigvis bruge mere end 150.000 kr. om året på en trykt medlemskalender? Lad os debattere og turde stille nye spørgsmål. Jeg glæder mig til at høre jeres holdninger til klimadebatten. ​

Vindmøller
  • ​Frispark er en månedlig kommentar fra et af medlemmerne i Danske Bioanalytikeres formandsskab bestående af en formand og to næstformænd.
  • Frisparket er alene udtryk for skribentens holdning.
  • Debat om månedens Frispark foregår på Facebook.

 

martina_for_web_profile
Martina Jürs
  • Martina Jürs
  • Formand i Danske Bioanalytikere siden 2018, næstformand 2012-2018
  • Bor i Ålsgårde i Nordsjælland
  • Har senest arbejdet som ledende bioanalytiker på Hillerød Hospital
Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk