18-01-2019

Martina Jürs valgt som næstformand i Sundhedskartellet

Formanden for dbio kan nu tale med bioanalytikernes stemme ved de store borde. Når der forhandles løn og arbejdsvilkår, og når sundhedsvæsnet debateres, som i disse dage med ny sundhedsreform.

Af Tina Groth-Andersen, konsulent

Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere og nu også næstformand for Sundhedskartellet. Foto: dbio.

 

Sundhedskartellet valgte torsdag Martina Jürs som ny næstformand. Sundhedskartellet dækker 11 sundhedsorganisationer bl.a. jordemødre, tandplejere og sygeplejersker. 

 

Martina Jürs får en plads i forhandlingsdelegationen i både Forhandlingsfælleskabet, som forhandler de store aftaler for alle ansatte i regionerne om bl.a. ferie, barsel og medindflydelse, og i Sundhedskartellet, som forhandler aftalen om arbejdstid, lokalløn og selve overenskomsten.

  

En stemme i sundhedsdebatten

Martina Jürs får også en plads i Sygehusfællesskabet, hvor organisationerne for bl.a. læger, sygeplejersker, lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter er gået sammen om at sætte dagsorden og deltage i sundhedsdebatten.

  

”Hånden på hjertet - det er ikke altid de store husker bioanalytikerne. Før man kan behandle patienterne, skal man altså først vide, hvad de fejler. Her gør bioanalytikere en kæmpe indsats hver dag. Nu kan jeg endnu flere steder tale bioanalytikernes sag, ligesom jeg ved, I gør hver dag derude”, siger Martina Jürs.


Bert Asbild, tidligere formand for dbio, var også næstformand i Sundhedskartellet fra 2012-2018.

LinkedIn Email Twitter