Marianne har fået totalt tjek på afdelingens projekter: "Jeg var så træt af at få skældud!”

Et bedre flow og trivsel i afdelingen og en projektøkonomi i stramme tøjler. Marianne Ahm Lemmings nyoprettede stilling som projektkoordinator i Herning Klinisk Biokemisk afdeling giver bonus.

Nyhed
Skrevet af
Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
MarianneLemming0526

”Det har været enormt tilfredsstillende at få sat styr på afdelingens projekter”.

Sådan opsummerer Marianne Ahm Lemming, bioanalytiker med ny titel af projektkoordinator i Klinisk Biokemisk Afdeling på Herning Hospital, resultaterne af sit arbejde. I de sidste to år har hun strømlinet afdelingens forsknings- og udviklingsprojekter, så kurven fra det, der tidligere var en underskudsgivende forretning, nu er
vendt.

Et samlet underskud på omkring 500.000 på projektdelen for KBA i Hospitalsenheden Vest var det, der fik afdelingens ledelse til at gå nye veje. De oprettede en stilling som projektkoordinator, som bioanalytiker Marianne Ahm Lemming søgte og fik.

Og så gik hun ellers i gang. Først i en forsøgsperiode og fra 1. oktober 2018 i en fast stilling.

”Før havde it-specialist Marianne Hedager Rahbek, som står for at fakturere projekterne, slet ikke tid nok til arbejdet. Nu er der afsat timer til opgaven, og hun og jeg har et fint samarbejde, hvor vi sparrer med hinanden,” siger Marianne Ahm Lemming.

Booking giver ro

Marianne Ahm Lemming fremhæver selv, at hendes arbejde har givet en ro i afdelingen. Og et bedre flow.

Tidligere vidste bioanalytikerne i ambulatoriet aldrig, hvornår de personer, der deltog i forskningsprojekterne, kom for at få taget prøver. Det skabte frustration blandt både bioanalytikerne og de almindelige patienter.

Marianne Ahm Lemming forklarer:

”Når det er blodprøver til et projekt, skal prøverne tages, centrifugeres, afpipetteres og deles ud i ÷ 80-graders fryser inden for en bestemt tidsramme. De har førsteprioritet, og så må de andre patienter vente på at komme til, selvom de har booket en tid. Og så brokker de sig og skælder os ud. Jeg var så træt af at få skældud!”

Nu booker afdelingerne selv tid til deres udviklings- og forskningsprojekter, så bioanalytikerne ved, at de kommer og hvornår.

”Vores åbningstider i ambulatoriet har hele tiden været fra klokken 8.00 til 14.00, men vi oplevede, at patienter fra afdelingerne kunne finde på at banke på døren helt frem til kl. 14.54 for at få taget projektprøver. Vi havde svært ved at sige nej, for vi gik der jo stadig for at rydde op og gøre klar til dagen efter. Med den nye booking i projektrummet er det blevet tydeliggjort for afdelinger og patienter, at vi lukker klokken 14.00,” fortæller Marianne Ahm Lemming.

Bookingen giver også den fordel, at bioanalytikerne kan være bedre forberedt, hvis der fx kommer et kompliceret forskningsprojekt med mange arbejdsgange og opgaver.

”Selvom afdelingerne kan booke helt op til en time før, bestiller de som regel tid nogle dage inden, og så kan vi gøre projektrummet klart med alle de ting, projektbioanalytikeren skal bruge.”

Særligt benyttede sider på dbio.dk