Leder på vej: Hvorfor er der ingen bioanalytiker i direktionen?
Stig Hansen er en ung leder med holdninger, ideer og mod på innovation i laboratoriet. Fagbladet har mødt ham til en snak om ledelse og et talentforløb for lederaspiranter i Region Syddanmark, hvor han som eneste bioanalytiker har deltaget.
”Det er mig en gåde, at bioanalytikere ikke laver mere forskning. Vi har i den grad brug for evidens for det, vi går og gør,” mener Stig Hansen. Foto: Jens Wognsen.
Talentprogrammet Sydtalent er en ny regional opfindelse i Region Syddanmark. Med megastore forventninger til deltagerne. I programmet står:
”Talenterne skal vise noget ekstraordinært i forløbet. Udviklingsarbejdet skal flytte noget, så nye løsninger på nutidens og fremtidens sundhedsvæsen bliver resultatet. Talenterne skal udfordre tilbage i i organisationen.”
De første 40 talenter afsluttede uddannelsen i december 2016. Eneste bioanalytiker var Stig Hansen fra Afdeling for Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital. Uddannelsen har bestyrket ham i, at bioanalytikerprofessionen skal meget mere på banen. Også inden for ledelse.
”Den tværprofessionelle arbejdsform i Sydtalent skaber forståelse for, at alle faggrupper har en lige gyldighed og lige værdighed i sundhedsvæsenet. At alle faggrupper har lige meget bestemmelsesret. Fx kan det undre mig, at der ikke sidder andre professioner i direktionerne end de sædvanlige læger, djøf´ere og sygeplejersker. Kunne man ikke ryste posen lidt?” spørger Stig Hansen.
Strategisk tæft er ikke forbeholdt akademikere
Stig Hansens gruppe i Sydtalent bestod ud over ham selv af to overlæger, en jordemoder og en områdechef for råstoffer. Sammen skulle de arbejde med et defineret innovationsprojekt. I deres tilfælde handlede projektet om udfordringen med at få forskningen tættere på driften, og arbejdet gav ham en ny indsigt.
”Det blev tydeligere for mig, at det strategiske blik og strategisk tæft ikke er bundet op på en lang akademisk uddannelse. I min tværprofessionelle gruppe opstod der et unikt samarbejde mellem mig og jordemoderen. Hvor vi intuitivt havde lyst til at kaste os ud i udfordringen og handle, havde lægerne sværere ved at omsætte deres tanker til konkrete handlinger. Og hvor vi gik konkret til sagen, befandt de sig ofte på et mere abstrakt plan,” siger Stig Hansen.
Samtidig så han, hvordan etablerede hierarkiske traditioner i sundhedsvæsenet lagde en bremse på lægerne. Traditioner, som jordemoderen og han som bioanalytiker ikke på samme måde er underlagt.
”En læges karrierespor er meget stramt. De skal passe på sig selv og ikke træde ved siden af. Der er en meget barsk hakkeorden i deres fag,” konstaterer han.
Bioanalytikere skal forske langt mere
Stig Hansen har altid interesseret sig for bioanalytikernes mulighed for uddannelse og karriere. Arbejdet med projektet tydeliggjorde for ham, hvor vigtigt det er, at bioanalytikerne selv forsker i eget fagområde. Det er der nemlig ingen andre, der gør.
”Det er mig en gåde, at bioanalytikere ikke laver mere forskning. Vi har i den grad brug for mere evidens for det, vi går og gør, og for at vi får afviklet de metoder, som ikke har evidens. Eller som minimum identificerer disse som områder, hvor der er behov for, at vi selv skaber evidensen.
Det er mit håb, at vi som faggruppe kommer til at bedrive meget mere forskning; men vil vi det, skal vi videreuddanne os. Og der kan det ærgre mig, at den kandidatuddannelse i bioanalyse, der var på tale, synes at være gået i sig selv igen,” mener Stig Hansen.
Foreslår ny struktur for formidling
Baggrunden for Stig Hansens gruppes projekt er, at der i dag går alt for lang tid, før resultaterne fra forskningen når ud til dem, der kan anvende dem.
Måske når den nye viden endda slet ikke ud til de faggrupper, som har brug for den, men ender som artikler i videnskabelige tidsskrifter, der pynter på en hylde. Stig Hansen nævner som eksempel, at der kan gå 10 år, fra et forskningsprojekt bliver færdigt, til resultaterne når ud i det kliniske arbejde.
Det problem har de i hans arbejdsgruppe fundet en innovativ løsning på:
”Vi anbefaler, at man indfører et tværgående klinisk implementeringsudvalg, som skal sidde tæt på forskningsudvalgene. Allerede før et forskningsprojekt starter op, skal implementeringsudvalget være med til at kvalificere ikke bare selve projektafviklingen, men også en egentlig implementeringsplan, som så også skal indgå i projektet.
Implementeringsudvalget skal bestå af afdelingsledelsen, relevant udviklingspersonale, seniorfagfæller, funktionsledere m.fl. Det mener vi er nødvendigt for at fremskynde og fastholde processen med at få den nye viden ud i klinikken,” forklarer Stig Hansen.
Han understreger, at begrebet udviklingspersonale skal redefineres bredere mange steder, så det også indbefatter frontlinjepersonale og dermed også bioanalytikere. Lige så væsentligt er det at få luget ud i forældede metoder, understreger han.
”Vi skal ikke kun have skabt en kultur, hvor den nye viden implementeres hurtigt, men også en kultur, hvor man afvikler de metoder, som ikke har evidens. Det skal ske i én arbejdsgang som noget naturligt. På den måde får vi hele tiden hævet kvaliteten, og det er helt essentielt, hvis vi skal tænke og holde patienten først.”
Vil forandre for at udvikle
Fra april måned er Stig Hansen ansat som afdelingsbioanalytiker i Afdeling for Klinisk Patologi, og han tiltræder sin nye stilling med entusiasme.
”Alle snakker om udvikling, men ingen vil forandring, men man kan ikke udvikle sig uden at forandre. Så vi skal have et øget fokus på forandring. Der ligger rigtig meget uudnyttet potentiale i bioanalytikergrupperne på afdelingerne, og det skal sættes i spil, især når vi taler om opgaveglidning.
Det tror jeg mange bioanalytikere gerne vil være med til, men udviklingen fordrer jo forandring – både af vores fælles kulturforståelse og af, hvilke opgaver en bioanalytiker kan og bør varetage. Den enkelte bioanalytiker skal ville forandring, for måske kræver en opgaveglidning en opgradering af ens faglige kompetencer, og det skal vi jo være villige til at imødekomme.”
Han er også meget optaget af, hvordan man sikrer, at de ældre bioanalytikeres knowhow forbliver i afdelingen.
”Jeg er ekstremt opmærksom på, at bioanalytikere i højere grad skal tænke faglig udvikling. Vi har en gruppe meget specialiserede bioanalytikere, som snart går på pension. Når det sker, vil vi opleve et videnstab, for hvad generalisterne kan i bredden, kan specialisterne i dybden.
Men hvad er det for en uddannelse, der skal til, for at vi opnår samme specialiseringsgrad, som de ældre har? Det er der ikke et helt entydigt svar på. Det afhænger i høj grad også af de lokale forhold og behov,” siger han.
Han glæder sig også til at bruge sine strategiske evner til det, som i ledelsesteorierne kaldes relationel koordinering.
”Vi skal se på, hvordan vi arbejder godt sammen, og sætte øget fokus på den sociale kapital, så vi får trivslen op. Vi skal skabe fælles mål, fælles viden og gensidig respekt i relationerne, også tværprofessionelt. Og det kræver rettidig, præcis og problemløsende kommunikation. Kan vi nå det, er det en fantastisk grobund for værdibaseret ledelse.”
