Laborant med fingrene i fortiden

​Det er mindre end tre årtier siden, det blev teknisk tilgængeligt at uddrage dna af materialer, der har ligget hengemt, været nedgravet eller hygget sig mange meter under fx indlandsis og permafrost i hundrede, tusinder eller hundered tusindevis af år. Siden disse metoder blev udviklet er jordens tidligste historie blevet skrevet om flere gange.

”I 1987 uddrog forskere dna fra et over 100 år gammelt skind fra en quagga, en uddød hesteart. Det blev et kæmpegennembrud, fordi man fik et helt præcist værktøj til at bestemme forhistoriske fund.​ Tidligere måtte man ty til morfologien; altså det helt håndfaste studium af fx knogler og andre materialer. En metode, der kræver stor viden og erfaring, når man sammenligner med de molekylærbiologiske metoder, vi har i dag. Mange af de konklusioner, der er blevet draget tidligere, har man da også måttet revidere flere gange i takt med, at forskerne har fundet og uddraget dna af ældre og ældre materialer,” fortæller Tina Brand.

Hun er forskningslaborant på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, og tilknyttet det internationale forskerteam, der ledes af Eske Willerslev og Anders Hansen, der begge er anerkendt som førende inden for arbejdet med forhistorisk dna og menneskets evolutionshistorie.

På Fagligt Forums første dag holder Tina Brand et oplæg om sit arbejdsfelt, som hun har været tilknyttet siden 2000.

”Jeg har været ansat på KU i 25 år, og havde tidligere arbejdet med parasitologi og registrering af adfærd hos farmede mink og ræve. Da Anders og Eske skulle skrive deres ph.d., søgte de penge til en laborant, og så endte jeg dér,” forklarer Tina Brand, der i dag ikke selv arbejder så meget i laboratorierne, men har en lederfunktion.

Med på ekspeditioner

Hun har tidligere deltaget i ekspeditioner og har blandt andet opholdt sig over en måned på indlandsisen på Grønland for at være med til at bore iskerner ud. Hun har desuden været sendt til Oslo, Sankt Petersborg og til Finland for at hente prøvemateriale hjem til dna-ekstraktion og sekventering i Danmark.
Det faktum, at dna bevares bedst i meget kolde klimaer, betyder nemlig, at hendes arbejdsrelaterede rejseaktiviteter også som regel går i den retning.

”Jeg ville jo nok have foretrukket at skulle arbejde med materiale fra de forhistoriske huler i Spanien. Men sådan er det altså ikke,” joker hun.

Senest har hun dog været en tur i Australien for at hente en spytprøve og hår fra en aboriginal. Det materiale skal indgå i forskning af specielle sygdomme, der er knyttet til netop den befolkningsgruppe.
”Det er ret afgørende, at vi kan være helt sikre på, at materialet er det korrekte, og er blevet behandlet på den rigtige måde. Men selve ekstraktionen er ikke mere vanskelig, end at vores laborantelever kan lære det på et par uger, ” siger hun.

En typisk laborantopgave kan være, at uddrage dna af en knoglestump; først bores knoglen til pulver, hvorefter dna'et ekstraheres og udsnit af det opformeres til millionvis af kopier. Dem kan forskerne så studere. Samme håndtering kan ske med et stykke iskerne eller biologisk materiale – fx et menneske- eller dyrehår, der er fundet i det.

Kontrol, kontrol, kontrol

Gammel krikke

Den seneste opsigtsvækkende melding fra Willerslevs laboratorium er, at hestens historie er noget længere, end videnskaben hidtil har troet. Analyser af 700.000 år gammelt knoglemateriale fra Canada har vist, at hestens oprindelse daterer sig fire en halv million år tilbage.

”De kunne også påvise, at vildhesten faktisk ikke er en uddød race. Der eksisterer i alt fald stadig en art, som ikke er blevet blandet op med tamheste,” forklarer Tina Brand.

Artiklen om denne nye milepæl i klodens historie blev bragt i det videnskabelige tidskrift Nature i juni 2013.

​Læs mere og tilmeld dig dbio's Faglige Forum her.

Tilmeldingen er åben til 15. december.