Laboratoriebussen fra Køge skal til Solrød, Singapore og Geneve

Laboratoriebussen i Køge er siden 1. april begyndt at krydse ind i nabokommunen Solrød. Samtidig er udlandet ivrige efter at høre nærmere om verdens første laboratorium på fire hjul.

Nyhed

Af Helle Broberg Nielsen, journalist

bussen_kadir_anne
Bioanalytiker Kadir Akin og sygeplejerske Anne Christensen arbejder i det rullende laboratorium, som er verdens første af sin slags. Arkivfoto: Henrik Petit

Der har været rift om Køge Kommunes laboratoriebus den forgangne måned: Siden begyndelsen af april har praktiserende læger i nabokommunen Solrød også haft mulighed for at rekvirere det mobile laboratorium til deres ældre og sårbare patienter.

To sygeplejersker fra Solrød Kommunes akutteam har været på oplæring i bussen og på akutafdeling på Køge Sygehus. De praktiserende læger i Solrød har desuden modtaget en folder, der forklarer om tilbuddet. Senere på året kommer Greve Kommune angiveligt med på vognen.

Men rygtet om verdens første mobile laboratorium er for længst nået endnu længere ud end bare over kommunegrænsen. Den 26. april var Pierre Bouchelouche inviteret til at fortælle om erfaringerne med bussen på en ældrekonference i Singapore.

Overlægen fra Klinisk Biokemisk Afdeling på Køge Sygehus stod i sin kapacitet som initiativtager til den omkringrullende sundhedsinnovation på programmet til det 8. internationale innovationsforum Ageing Asia, der i år havde undertitlen ”Fremtiden for integreret pleje; bolig, helbred og lokalsamfund”.

Til WHO’s Global Forum i maj

Samme måned var han inviteret til Göteborg til en kongres med det svenske selskab for klinisk kemi som værter. Der har desuden været booket et besøg fra Bispebjerg Hospital ind i kalenderen; også i naboregionen mod nord er der interesse for at sætte laboratorieydelserne på hjul.

Overlægen har desuden delt opgaven med at udsprede budskabet med bioanalytikerunderviser Susanne Andresen, der har været hans sparringspartner gennem hele udviklings- og implementeringsprocessen.

Hun blev således med dbio’s mellemkomst indbudt til at holde et oplæg om borgernær bioanalytiker og laboratoriebussen i Genève i Schweiz ved WHO’s Global Forum den 10. til 12. maj 2017.

I gang med evaluering

Det Mobile Laboratorium – der nu har smidt forleddet ”sygehus-” – havde premiere den 1. september 2015 og blev lanceret som et toårigt projekt i et samarbejde mellem Køge Kommune og Region Sjælland. KORA – Kommunernes og Regionernes institut for Analyse og Forskning – er her i det tidlige forår gået i gang med evalueringsprocedurerne, fortæller Pierre Bouchelouche.

KORA-folkene har interviewet alle de involverede samt en håndfuld praktiserende læger. Den afsluttende rapport ventes at udkomme til december.

Særligt benyttede sider på dbio.dk