De særligt særlige: "Jeg kan ikke selv bære en samtale"

Hun har en IQ på 135, blev bioanalytiker for godt halvandet år siden og var længe på udkig efter et match med en arbejdsplads, der kunne rumme hende og hendes Aspergers-diagnose. Nu har 24-årige Kamma Westenholz omsider fået et barselsvikariat.

Nyhed

​​​ Af Helle Broberg Nielsen, journalist

KammaCharlotte6823
Kamma Westenholz medvirkede sidste år i DR3-programserien ”Svært begavet”. Over fire udsendelser så man hende og en lille håndfuld andre unge, der på forskellig måde må håndtere dét at stikke så meget ud intelligensmæssigt. Både med og uden diagnoser. Foto: Sine Fiig

Objektivt set ville hun være en kæmpe gevinst for ethvert laboratorium. Hun har intet imod rutinearbejde; tværtimod giver det hende en særlig tilfredsstillelse at udføre sine opgaver med præcision og høj, ensartet kvalitet. 

Hun er kanongod til at sætte sig ind i procedurer og får øje på selv små fejl og afvigelser, der ellers ville ryge under radaren for de fleste andre. Og så er det i alt fald ikke hende, der spilder tid på at bagtale eller brokke sig ved frokostbordet. Eller for den sags skyld bare på kollegial smalltalk med de tilhørende koder, tvetydigheder og uudtalte spilleregler.

Dét er så også lige hendes svaghed.

Det ved hun godt, Kamma Westenholz. Faktisk er den 24-årige bioanalytiker om nogen hjerteskærende

klar over, hvilke styrker og udfordringer hendes særlige personlighedstræk har udstyret hende med. Hendes ”handicap”, som hun uden tøven selv kalder den Aspergers-diagnose, hun fik som 8-årig – i øvrigt i følgeskab med sin ældre bror Willum.

”Svært begavet”

For et par år siden fik hun så foretaget en intelligenstest, der på sin vis satte trumf på, hvorfor hun egentlig er så ”særlig”. Med en IQ på 135 meldte hun sig ind i Mensa, foreningen for personer, der er ”svært begavede”, sådan som titlen også lød på en programserie på DR3, som Kamma Westenholz medvirkede i sidste år.

Over fire udsendelser så man hende og en lille håndfuld andre unge, der på forskellig måde må håndtere dét at stikke så meget ud intelligensmæssigt. Både med og uden diagnoser.

I den forbindelse kunne man blandt andet opleve hende i virksomhedspraktik på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital. At kollegialt samspil ikke er hendes spidskompetence, var tydeligt.

”Jeg er rigtig meget bagefter, når det kommer til det sociale,” indleder hun forsigtigt.

”Da jeg var mindre, var det med relationer ikke så kompliceret; man blev bare anbragt ved siden af en anden elev i første klasse. Så havde man en ’ven’. Siden kom jeg i en specialskole, og der var vi alle mere eller mindre på den samme måde. Siden er det blevet sværere. Dét med hvordan man starter en samtale. Hvordan man får venner. Nej, jeg har ingen venner, og jeg kan sommetider have svært ved at forstå selve motivationen ved at forsøge at blive ven med nogen.

Jeg ved, at jeg kan forekomme helt flad i ansigtet og kan have en meget monoton stemme; følelser har jeg svært ved at udtrykke. Jeg ved egentlig godt, hvad der forventes af én i almindelige sociale relationer, men jeg er ikke i stand til at skabe de kontakter eller holde dem i gang. Jeg kan ikke selv bære en samtale.”

Det går da ellers meget godt. Antydningen af et smil? Jo!

”Du stiller nogle relevante spørgsmål, og så svarer jeg bare,” konstaterer hun med noget, som sagtens kunne tolkes som selvironi.

Humanister og hunde

Billedet er dog mere facetteret end som så. Kamma Westenholz er omgivet af masser af familie, som hun har ubesværet omgang med, og som heldigvis deler hendes knastørre og ret nørdede humor. Én hel- og tre halvsøskende, de fleste af dem noget ældre. Hun har netop lige været i England for at besøge sin halvsøster fra faderens første ægteskab. 

I den rummelige københavnerlejlighed, hvor hun bor med sin mor og storebroren – der er ph.d.-studerende i klassisk filologi, græsk og latin og p.t. arbejder i Wien – er det sociale liv desuden præget af to styks omkringvimsende kælehunde af racen bichon havanais. På skift inviteres Havanna (indimellem kaldt ”Snuden”) og Mynte (også kendt som ”Snut”) til at hoppe op på skødet og få en krammer med det hele. 

En kort overgang troede Kamma Westenholz, at hun skulle arbejde i en hundepension. Det skulle hun ikke.

”Biologi var mit bedste fag i skolen, og allerede i 8. klasse blev jeg interesseret i bioanalytikerfaget, som jeg læste om i Uddannelsesguiden. Hele min familie er akademikere og forskere, filologer – min far og min mor med speciale i sumerisk og kileskrift – men det er ikke noget for mig. Men bioanalytikerfaget lød spændende.

Det med at have noget praktisk i hænderne. Jeg er slet ikke akademisk anlagt,” afviser hun bestemt.

Logisk sans og en evne til mønstergenkendelse er karaktertræk, der typisk er knyttet til en Aspergersdiagnose. Og det ligger jo lige på den flade hånd med hensyn til bioanalytikerfagets traditionelle kernekompetencer.

Det klare – og det grumsede

”Måske har jeg også en vis forståelse for matematik, fordi den slags er, hvad det er. Det er et rent felt,” forklarer hun. Det er da netop også alle de skraverede felter, der kan volde Kamma Westenholz besvær. Som da bioanalytikeruddannelsen på Metropol (nu Københavns Professionshøjskole) introducerede læringsstrategien PBL – problembaseret læring.

”Det gik ud på, at vi fik en bunke materiale – bam; værsgo! – og vi skulle så selv navigere rundt for at finde meningen med det hele. Jeg var sådan: ’Jamen, hjælp – hvad forventer I af mig?’ Der fik jeg en større nedsmeltning,” lyder det tonløst.

Modul 5 og 6 var særligt svære. Fra sagtens at kunne følge med fagligt blev det hele kaos. Tanken var dog aldrig at give op, men om at tage en pause. Den tanke spøgte i lang tid. I stedet fik hun hjælp.

”Det var desværre lidt sent, jeg meldte det ud på uddannelsen, at jeg havde en Aspergers-diagnose. Jeg nævnte det vistnok for en studievejleder på et tidspunkt, men jeg mente, at jeg selv burde kunne klare det. Jeg sagde det heller ikke til mine medstuderende; der var jo ingen, jeg var tæt med. Det er også et stigma.

Hvad enten det så er ens egen indstilling eller omverdenens syn på en, der i virkeligheden er det afgørende,” siger hun.

Og så blev hun koblet med Charlotte Topsøe Voigt, underviser og udpeget som Kamma Westenholz’ specialpædagogisk støtteperson. Det skete på modul 8.

En pædagogisk GPS

Den specialpædagogiske støtte begyndte med, at de to mødtes et par gange for at lære hinanden at kende. Siden blev det Charlotte Topsøe Voigt, der hjalp Kamma med at tolke de opgaveformuleringer, hun blev præsenteret for. Ikke med at løse opgaverne. Alene med at forstå de forventninger, der sommetider ligger og lurer lumskt mellem linjerne.

Gruppearbejde? Jo, tak. Hårdt, men så længe der var tale om en læringssituation, var det o.k. ”I princippet,” som hun tilføjer med endnu et strejf af et smil. Ligesom blodprøvetagninger med kort patientkontakt og krav om at være udadvendt og professionelt smilende har været mentalt krævende for hende.

”Jeg kan godt, men det vil aldrig føles naturligt for mig,” tilstår hun.

Til gengæld vidste hun hele tiden, at hun rigtig gerne ville have med det laboratoriemæssige håndarbejde at gøre: mikrobiologi, patologi, forskningsopgaver for eksempel. Dét med at kunne bruge sin praktiske faglighed og erfaring og føle, at man er kompetent.

”Fx når man hurtigt kan overskue en række udsåninger og afgøre, at – nå, det ligner bestemt en Staf Aureas. Godt, så kan jeg gå direkte i gang med at teste for det. Det er jo sjovt at opleve, at man er god til noget og hele tiden bliver bedre,” forklarer hun.

Så er det også tilsvarende hårdt, hvis man ikke får lov til at bevise, at man er god. Og hvis man igen og igen vælges fra, fordi man – stadig – ikke har fået noget arbejdserfaring på cv’et.

Langt over 50 ansøgninger fik Kamma Westenholz skibet af sted efter sin eksamen for godt halvandet år siden. Tre gange blev hun kaldt til samtale, men uden at lande et job. Københavns Kommune nåede da også at bevilge hende at komme ud på et laboratorium med løntilskud under den såkaldte ”Isbryderordning”, som er et tilbud til nyuddannede med funktionsnedsættelse.

Håndarbejde: Tjek! Lille gruppe: Tjek! Ingen arbejdserfaring: Fint!

Men i februar skete det så, pludselig og helt uden kommunal indblanding. Hun kom til samtale om et barselsvikariat på Nuklearmedicinsk Afdeling på Herlev Hospital. Og fik tilbudt jobbet med start kort efter.

”Her er også tale om håndarbejde med produktion af radioaktive lægemidler. Og der er en del oplæring, så det har heldigvis ikke betydet noget, at jeg ikke har tidligere arbejdserfaring. Men nej, det var ikke en type job, jeg selv lige havde tænkt over, men det er fint,” fortæller hun.

Det sociale er bare én udfordring. Verdens almindelige tummel og larm er en anden konstant, der skal indregnes. Kamma Westenholz kan få brug for at gå væk, når omgivelserne bliver for påtrængende. Støjende. Uoverskuelige. Personer med Aspergers kan ofte registrere alt – alt – hvad der bliver talt om i mange meters omkreds. Helt uden filter og evne til at sortere det vigtige fra det trivielle. 

Bombardementet af lydindtryk er ikke bare stressende, men kan være så fysisk anstrengende, at hun instinktivt holder sig for ørerne med begge hænder.

”Det gør det faktisk bare endnu værre. For så kan jeg også høre ekkoet runge inde i mit eget hoved. Så kan jeg nedsmelte,” siger hun. Hvis hun kan slippe væk, gør hun det. Og hun har altid et blik for, hvor der er en dør at smutte ud ad – og om der er låst op. 

På sit sidste praktiksted under uddannelsen, på Klinisk Biokemisk Afdeling på Hillerød Hospital, fortalte hun mere åbent om sine udfordringer, og bioanalytikerunderviseren foreslog, at hun kunne sætte sig lidt væk fra gruppen, når hun kunne mærke en ”nedsmeltning” under opsejling. Det var en lettelse, at der var den forståelse, siger hun.

”I mit nye job er der kun otte personer i den gruppe, jeg skal arbejde sammen med, og som regel arbejder man sammen to og to. Det passer mig rigtig fint. Min diagnose står i mit cv, hvor jeg beskriver både styrker og svagheder – men størst fokus på styrker, selvfølgelig. De spurgte til samtalen, om det ville være nødvendigt med noget specialpædagogisk støtteperson, men det synes jeg ikke, at der er nogen professionel grund til,” siger hun.

Kamma Westenholz arbejder stadig på at blive bedre til at interagere med fremmede. Opfylde konventionerne om at fremstå smilende og imødekommende. Men som ung kvinde i 20’erne har det desværre heller ikke været i Mensa-regi, hun har fundet en fast omgangskreds.

”Jeg er kommet til Mensas ugentlige cafémøder, men der er det mest ældre mænd, der hedder Henrik – utroligt mange ældre mænd hedder Henrik – og som er glade for øl, der kommer.”

Øl?

”Ja, ølbrygning, gærtyper, humle – den slags … Ikke lige noget for mig.”

Så giver det trods alt mere mening at blive hjemme ved sit trygge tastatur og skrive fantasyfortællinger på et forfatterforum, Swords & Sorcery, på internettet. Her kan hun både få feedback og være i digital dialog med andre med samme interesse.

Når det er nødvendigt at bevæge sig ud, og København viser sig fra sin mest stressende side, bevæbner hun sig ofte med middelaldermusik – nordisk eller keltisk – i høretelefonerne. 

​​​​Flere studerende med diagnoser på videregående uddannelser. Efter mange år med en inklusionsdagsorden i hele undervisningssektoren er et større antal unge med forskellige udfordringer i gang med en videregående uddannelse og på vej ud på arbejdsmarkedet.

Særligt benyttede sider på dbio.dk