Jørgen tabte 15 kilo og kom i bedre form: Der skal fakta til

Jørgen Nør er en af de 70 mænd, der har deltaget i projektet om mænds mobile sundhed. Han fik testet f.eks. fedtprocent og kondital. Derefter blev han ligesom kollegerne udstyret med en app - begge dele hjalp ham til at blive sundere.

Nyhed
jorgen_web
Jørgen Nør har tabt 15 kilo og er kommet i meget bedre form efter at have deltaget i projektet "Mænds mobile sundhed".

Af Kir Klysner, journalist​​​

Hvordan har det været for dig at være med i projektet "mænds mobile sundhed"?

”Det var rigtig godt. Vi var hele tiden meget opmærksomme på, om vi nåede de 10.000 skridt om dagen. Og det har faktisk holdt ved her bagefter. Jeg bruger stadig min skridttæller i telefonen, og det gør flere af mine kolleger også.”

Hvad har det betydet for dig, at du var igennem forskellige tests, inden I startede?

”Det giver blod på tanden. Der skal noget fakta på bordet. Det betyder, at vi har flyttet os mere, tror jeg. Og faktisk så kommer Vinie Levisen (som har stået for undersøgelsen, red.) igen om en måned for at se, hvad der er sket siden, hun stoppede undersøgelsen.” 

Læs også: Mænd kan blive sundere med mobiltelefonen i lommen

Du har løbende igennem projektet fået tilsendt en sms med gode råd, hvordan kunne du bruge de tekstbeskeder?

”Der var jo forskellige eksempler på, hvad man kunne gøre. Og selvom man måske først lige tænker ja ja, så kører det alligevel rundt i hovedet på en bagefter.”

Forsøget foregik på din arbejdsplads, hvad har det betydet?

”Det bliver nemmere at fastholde i stedet for, at vi skulle starte fra nul helt for os selv. Der går jo intern sport i det, og vi har fået nye vaner sammen. Vi har jo haft det som diskussionsemne rundt om bordet.” 

Hvad opnåede du af resultater?

”Jeg har tabt 15 kilo, og min fedtprocent er faldet med cirka fire procent, og sådan var det jo over hele linjen for mine kolleger. Jeg har nu ikke fokuseret så meget på det. Jeg har kigget mere i spejlet. Det er altså nemmere at spise sundt, når man kan se resultatet.”

Hvordan har du kunne mærke det på din krop?

”Jeg er kommet i bedre form, og jeg har fået mere energi. Kondition er lig med energi. Jeg kan klare mere, jeg tænker hurtigere, og jeg tror, der er mange ting, der spiller ind.”

Jørgen Nør er 43 år og projektleder og servicemedarbejder hos BILA i Nykøbing Mors, hvor de arbejder med automatiseringsløsning f.eks. industrirobotter.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk