Jordemødrene på Færøerne strejker. Bioanalytikerne forhandler stadig

Bioanalytikernes formand på Færøerne, Elin Rasmussen, fortæller at bioanalytikerne ikke endnu er på vej i strejke, og at forhandlingerne stadig er i gang. De færøske jordemødre strejker på grund af utilfredshed med lønnen.

Nyhed
2012-lsh_martinfo-003
Færøske kvinder, der skal føde, kan stadig få hjælp af en jordemoder. Men mindre akutte opgaver bliver ikke løst. Foto: LS.fo

Af Niels C. Jensen, journalist

Forhandlingerne om en ny overenskomst for jordemødrene på Færøerne er gået i stå. Jordemødrene er utilfredse med, at lønniveauet ikke matcher deres ansvar. Det skriver Kringvarp Føroya, den færøske pendant til DR.

Samme situation kan vise sig at blive til virkelighed for bioanalytikerne.

"Vi er ikke kommet så langt endnu, vi har holdt tre møder, og har endnu et om 14 dage. Men jeg kan sige, at vi har nogenlunde samme krav som jordemødrene, derfor kan strejke måske også blive relevant for os" siger Elin Rasmussen, der er formand for bioanalytikerne på Færøerne, der en del af Danske Bioanalytikere.

Strejke siden torsdag

Konflikten startede tirsdag i sidste uge, da forhandlingerne mellem Finansministeriet og jordemødrenes fagforening brød sammen. Strejken startede torsdag.

”Der vil blive givet hjælp i akutte situationer, fx ved fødsler, men knap så akutte opgaver vil ikke blive løst under strejken,” siger Annika Hoydal til kvf.fo, der er formand for jordemødrenes fagforening på Færøerne.

Baggrunden for konflikten, som måske også kan komme til at gælde bioanalytikere, er ifølge Elin Rasmussen, at sygeplejerskerne i efteråret 2017 fik forhandlet sig til et markant løfte af lønnen. Derfor ønsker andre grupper i sundhedsvæsnet, at deres lønninger følger samme udvikling. 

"Og hvis vi kommer til at strejke, kan vi lukke hele sygehuset, fordi så kan man ikke gennemføre planlagte operationer. Og der vil kun blive udført akutte analyser. Hvad akut så er, vil være op til diskussion."

Særligt benyttede sider på dbio.dk