Hvad betyder det nye uddannelsesloft for mig som bioanalytiker?

Fra sommeren 2017 bliver det det markant sværere at tage uddannelse nr. 2. Det såkaldte uddannelsesloft skal begrænse omfanget af dobbeltuddannelse, og betyder for eksempel, at man som bioanalytiker ikke vil have mulighed for at uddanne sig til pædagog.

Nyhed
studieliv-i-via-bibliotek-campus-viborg
Laboranter og SOSU'er har stadig mulighed for at blive optaget på bioanalytikerstudiet, når det nye uddannelsesloft træder i kraft i 2017. Derimod bliver det ikke muligt for bioanalytikere at tage en anden mellemlang videregående uddannelse som f.eks. pædagog. Foto: VIA University

Af Niels C. Jensen, journalist

Vil du som bioanalytiker læse en kandidatuddannelse på universitetet, efter at du har gennemført bioanalytikerstudiet får det nye uddannelsesloftet ingen betydning.

Men vil du som f.eks. uddannet sygeplejerske eller pædagog tage bioanalytikeruddannelsen vil det ikke længere være muligt, når de nye regler, som skal begrænse omfanget af dobbeltuddannelse, træder i kraft i sommeren 2017.

Herunder har vi beskrevet syv typiske uddannelsesveje for bioanalytikere – og betydningen af de nye regler.

  1. Laborant -> Bioanalytiker
    Laboranter, der ønsker at læse til bioanalytiker efter endt uddannelse bliver ikke berørt af de nye regler om begrænsning af dobbeltuddannelse, da det er en uddannelse på højere niveau. Laborantuddannelsen er en erhvervsakademiuddannelse, og bioanalytikeruddannelsen er en professionsbachelor.

  2. SOSU -> Bioanalytiker
    Social- og sundhedsassistenter, der vil læse videre til bioanalytiker er ikke omfattet af begrænsningen af dobbeltuddannelse, da erhvervsuddannelser ikke er omfattet af reglerne om dobbeltuddannelse. Hverken når personer med en erhvervsuddannelse søger ind på en videregående uddannelse, eller hvis en person med en videregående uddannelse søger ind på en erhvervsuddannelse.
  3. Bioanalytiker -> Kandidatuddannelse
    Professionsbachelorer, herunder bioanalytikere, kan tage en kandidatuddannelse, såfremt der er direkte adgang til kandidatuddannelsen, eller hvis suppleringsmuligheder giver mulighed for at komme ind på en kandidatuddannelse.

  4. Bioanalytiker -> Akademisk kandidatuddannelse
    Det vil med det nye uddannelsesloft ikke længere være muligt for personer med en professionsbachelor at starte på en universitetsuddannelse, som består af en bachelor- og kandidatuddannelse. Det vil f.eks. ikke være muligt for bioanalytikere at blive optaget på biomedicin eller lægevidenskab.

  5. Akademiker -> Bioanalytiker
    Det vil ikke længere være muligt at blive optaget på mere end en videregående uddannelse, når man allerede har gennemført en uddannelse på samme eller højere niveau. Derfor vil det f.eks. ikke være muligt at uddanne sig til bioanalytiker, hvis man tidligere har gennemført en akademisk uddannelse på universitetet.

  6. Afbrudt uddannelse -> Bioanalytiker
    Hvis man ikke har gennemført en bacheloruddannelse, har man mulighed for at starte på en anden bacheloruddannelse som f.eks. bioanalytikeruddannelsen. Hvis man derimod har gennemført en bachelor, kan man ikke starte på en anden bachelor eller professionsbachelor.

  7. Bioanalytiker -> Pædagog
    Professionsbachelorer og andre med en mellemlang videregående uddannelse kan ikke starte på en ny bacheloruddannelse. Dog med den undtagelse, at uddannelse nr. 2 udbydes på deltid, og man selv betaler for uddannelsen.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Muligheder for dispensation

Der findes en række dispensationsmuligheder i forhold til sygdom, forældet uddannelse og uddannelser med særligt arbejdsmarkedsbehov, hvor der hvert andet år udarbejdes en positivliste.

Læs mere i Uddannelses- og Forskningsministeriets tema om Begrænsning af dobbeltuddannelse.

​Denne artikel omhandler IKKE muligheden for SU (Statens Uddannelsesstøtte), men finansieringen af selve uddannelsen.​Hent Faktaark – Begrænsning af dobbeltuddannelse og undtagelser

Særligt benyttede sider på dbio.dk