Hovedpine skal behandles med præcisionsdiagnostik

I januar rykkede Dansk Hovedpinecenter ind i nye og velgennemtænkte rammer. Her er både arkitekturen og diagnostikken tilpasset patientgruppen, som kan lide af mere end 200 forskellige hovedpinesygdomme.

Nyhed
Skrevet af
Trine Kit Jensen, journalist
Udklip_HOVEDPINE
Diagnoseredskaberne: Pressure Pain, Threshold, Semistruktureret interview​. Foto: Sine Fiig

Mange hovedpinepatienter er mere end almindeligt følsomme over for lyde og lys, og det er der taget højde for i den nyopførte bygning på Rigshospitalet Glostrup, som siden januar i år har huset Dansk Hovedpinecenter.

Mennesker med migræne, spændingshovedpine, klyngehovedpine, posttraumatisk hovedpine og andre svære hovedpinesygdomme bliver her budt velkommen ​i lokaler med lyddæmpende gulve, vægge og døre.

De mange små vinduer sørger for at lukke naturligt lys ind bygningen, og det kunstige lys i loftet er designet, så det kan reguleres og ikke skærer i øjnene. Derudover er der sørget for, at synet ikke forstyrres af udsmykning med skrappe farver og urolige mønstre.

”Fire patientforeninger har været med under planlægningen, for når man bygger et hus kun til hovedpinepatienter, skal de selvfølgelig tages med på råd,” siger professor Rigmor Højland Jensen, der er leder af centret.

Verdens første specialindrettede bygning til hovedpinepatienter

Dansk Hovedpinecenter blev etableret i 2001 og er et højt specialiseret tværfagligt center, der forsker i og behandler hovedpinesygdomme. Centrets aktiviteter var før spredt på syv forskellige adresser, men alt er nu samlet under ét tag i verdens første specialindrettede bygning til hovedpinepatienter.

Tre bioanalytikere er en del af medarbejderstaben, og en af dem er Merete Bak Bertelsen, som blev ansat ved årsskiftet. Hun arbejder på Hovedpinediagnostisk Laboratorium, der blev etableret, da centret flyttede ind i den nye bygning.

Som bioanalytiker har Merete Bak Bertelsen siden 2004 været ansat i kliniske forskningsenheder. Først på Hørsholm Sygehus, siden på Glostrup Sygehus og senest på Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet Blegdamsvej, hvor hun i tæt samarbejde med en sygeplejerske var involveret i et forskningsprojekt omkring postpoliopatienter.

”Her hørte jeg om jobbet på hovedpinecentret, der lød som en spændende udfordring. Jeg var meget tiltrukket af udsigten til at være med i processen omkring opstarten af laboratoriet. Derudover har jeg selv haft migræne, så jeg syntes, det ville være interessant at arbejde inden for hovedpinespecialet,” siger hun.

Ser alle nyhenviste patienter

Efter etableringen af Hovedpinediagnostisk Laboratorium kommer alle nyhenviste patienter nu forbi laboratoriet, samme dag som de er til forundersøgelse hos lægen.

Her er de igennem en halv times undersøgelse, som Merete Bak Bertelsen står for. Målet med den er at give lægerne en mere detaljeret beskrivelse af den enkelte patients sygdomsbillede og symptomer, så de allerede fra start kan danne sig et forholdsvis klart billede af, hvilken behandling vedkommende skal tilbydes. 

Det kan afhængigt af sygdomsbilledet være forskellige former for medicinsk behandling, behandling hos en af centrets fysioterapeuter eller psykologer eller behandling hos den tilknyttede tandlæge. Det kan også være en kombination af forskellige behandlingsformer.

Fagbladet nr. 6 2018
Fagblad

Tak! Og tillykke; det var virkelig stort at have jeres opbakning

Dansk Hovedpinecenter

  • Dansk Hovedpinecenter er et højt specialiseret tværfagligt center for forskning i og behandling af hovedpinesygdomme.
  • De patienter, der henvises til centret, kommer fra hele landet og lider af svær hovedpine, svært behandlelige og sjældne hovedpinesygdomme eller ansigtssmerter.
  • Centret modtager hvert år 1.250 nye hovedpinepatienter og har på årsbasis 10-11.000 kontakter med patienter, der er i behandling.
  • Det sundhedsfaglige personale består af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer og bioanalytikere. Derudover er en tandlæge tilknyttet centret.
...

 

Særligt benyttede sider på dbio.dk