Hanne fik erstatning efter dbio's klage

En heftig håndeksem hos bioanalytiker Hanne Schachtschabel blev anerkendt som arbejdsskade, men uden varige mén. dbio ankede sagen, graden af mén er nu sat til 10 %, og Hanne har fået erstatning.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

Foto 2_web_Hanne_Eksem_CAM00055

"dbio har jurister, som kender reglerne – den slags kan man ikke stå med alene. Så det er helt klart sådan noget, jeg synes, man skal bruge sin fagforening til," siger 60-årige Hanne Schachtschabel om sin arbejdsskadesag.

At man ikke altid skal tage Arbejdsskadestyrelsens afgørelser for gode varer, har bioanalytiker Hanne Schachtschabel erfaret.

I slutningen af 2014 anerkendte styrelsen hendes mangeårige håndeksem som en arbejdsskade, men mente ikke, at hun havde varige mén. Det fik dbio til at anke sagen, og i marts 2015 kom så en ny afgørelse: Hendes grad af mén var nu sat til 10 %.

”Hvis dbio ikke var gået ind i sagen, så havde jeg ikke fået den méngrad. Som privatperson tror jeg ikke, at det hjælper at anke; det er jeg overbevist om. dbio har jurister, som kender reglerne – den slags kan man ikke stå med alene. Så det er helt klart sådan noget, jeg synes, man skal bruge sin fagforening til,” siger 60-årige Hanne Schachtschabel.

Et professionelt blik

Samme opfordring lyder fra dbio’s arbejdsskadekonsulent og jurist, Helene Højgaard, som har kørt sagen for Hanne.

”Vi kender systemet godt nok til at vide, hvad der skal til for at få anerkendt varige mén, så derfor er det vigtigt, at der er professionelle inde over den slags sager. Mange sidder måske selv med sagen, og når de ser afgørelsen, tænker de: Okay, der er ingen varige mén. Og så accepterer de det,” siger Helene Højgaard.

Hun fortæller, at afgørelsen også har en anden vigtig betydning: Nemlig at sagen kan genoptages med henblik på at få anerkendt tab af erhvervsevne, hvis Hanne på et senere tidspunkt ikke længere kan arbejde på fuldtid.

Og så er der selvfølgelig selve erstatningen, omend den har en mindre betydning, siger Hanne Schachtschabel.

”Den er et lille plaster på såret rent økonomisk. Men det er jo ikke noget, jeg bliver rask af, så på den måde har det ikke ændret min hverdag.”

Arbejder igen på fuldtid

Hanne er i dag i stand til at passe sit arbejde på fuldtid på Klinisk Biokemisk Afdeling, Nordsjællands Hospital, Hillerød. Men det tydede intet på i efteråret 2013, hvor det så sort ud.

Hun havde i flere år døjet med håndeksem, som havde spredt sig til hele kroppen; flere steder med væskende sår, hvilket betød to måneders sygemelding.

Det viste sig, at hun er allergisk over for blødgørende stoffer i gummi, og selv om hun på arbejdspladsen nu bruger specielle handsker, sætter hudsygdommen sine begrænsninger; særligt i privatlivet.

Læs resten af historien om Hanne i det nye nummer af Fagbladet 6/7 2015.

Arbejdsskadesager om eksem i dbio

  • Der er p.t. 44 aktive arbejdsskadesager, hvor dbio assisterer medlemmerne.
  • 11 af dem omhandler hudsygdomme/eksem, dvs. 25 %, hvilket er typisk for andelen af sager hvert år.

Kilde: dbio 1/4-2015

ERSTATNING FOR MÉN

​Arbejdsskadestyrelsen fastsætter hvert år et nyt beløb for godtgørelsen for varigt mén.

I 2015 svarer 100 % i mén til en godtgørelse på 830.000 kr.

Med et mén på 5 %, som er det laveste, der udbetales godtgørelse for, vil man få udbetalt 41.500 kr.

Godtgørelsen bliver dog nedsat med 1 % af beløbet for hvert år, der er gået, fra man fylder 39 år, og til sygdommen er anmeldt.

Kilde: Arbejdsskadekonsulent Helene Højgaard

Særligt benyttede sider på dbio.dk