En ud af to bioanalytikerstuderende vil ikke tage uddannelse i udlandet

Men det burde de, for udbyttet er uvurderligt, mener både de internationale koordinatorer på bioanalytikeruddannelserne og de studerende, som allerede har været afsted. Økonomien bremser mange.

Nyhed
ann-salling-gronland
Ann Salling var som en del af sin uddannelse i Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, Grønland. Hun skriver selv om det faglige udbytte: "Indsigt i, og høj grad af deltagelse i det grønlandske sundhedssystem, især laboratorie praksis...". Foto: Privat

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

”Opholdet har også været med til at udvikle mig personligt, da jeg har oplevet ting og er blevet stillet over for nogle problemstillinger, jeg ikke ville opleve i min praktik i Danmark,” skriver bioanalytikerstuderende Malene Hykkelbjerg Nielsen om sit uddannelsesophold i Grønland.

Hun er en af de 263 studerende, der er medlem af dbio, som har besvaret en rundspørge fra fagbladet, og hun er ligesom de øvrige studerende, der har haft et ophold i udlandet, begejstret. De synes, at de er blevet fagligt stærkere. De har udviklet sig personligt, og de har fået en masse oplevelser.

Samme historie fortæller de internationale koordinatorer på bioanalytikeruddannelserne.

”Jeg har ofte tænkt på at tage et billede af dem, før og efter at de har været afsted: De vokser SÅ meget af at komme i udlandspraktik,” konstaterer Minna Fyhn Lykke Lladó fra PH Metropol i København.
Tina Ninka Elley fra UC Sjælland, Næstved mener endda, at et udlandsophold gør studerende til bedre bioanalytikere:

”De bliver mere rummelige, de får flere perspektiver, og de lærer, at det danske sundhedsvæsen, trods den megen kritik, slet ikke er så ringe,” siger hun.

”Vi har ikke råd”

For den halvdel af de studerende, som ikke vil til udlandet, spiller økonomien en afgørende rolle. 44 procent svarer, at de ikke har råd. Udlandsophold kan da også løbe op i mange tusinde kroner.

”Det koster jo en børneopsparing, hvis man fx vil til Kenya, hvor der ikke er nogen stipendiemuligheder,” siger international koordinator Charlotte Birk Olsen, UC Lillebælt i Odense.

Bioanalytikeruddannelsen i Odense har derfor valgt at yde et engangstilskud på 1.000 kroner plus 200 kroner om ugen i den periode, hvor studerende er afsted. Dog kun til de destinationer, hvor de studerende ikke kan få Nordplus eller Erasmus-legater.

Ingen af de fire andre bioanalytikeruddannelser yder økonomisk bidrag til de studerendes udlandsophold. PH Metropol har flere aftaler med oversøiske praktiksteder, bl.a. et fagligt set meget attraktivt diabetescenter i Melbourne, Australien, hvor omkostningerne er høje.

”Til dem, der gerne vil til Melbourne, siger jeg, når de starter: ”I kan godt begynde at spare sammen allerede nu,” siger international koordinator Minna Fyhn Lykke Lladó.

Minister: Søg stipendier, eller tag lån

Spørger man uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V), om der er tiltag på vej, som giver flere råd til at tage på studie- eller praktikophold i udlandet, er svaret negativt. I en mail til fagbladet skriver ministeren, at der allerede er rigtig gode muligheder for at få en økonomisk håndsrækning, når man vil ud.

”Danmark har et SU-system, der er blandt de mest generøse i verden. De studerende har mulighed for at tage SU og SU-lån med på udlandsophold. Samtidig kan de søge om udlandsstipendium til at dække deres studieafgift med, og hvis ikke det rækker, er der også mulighed for at optage et lån til at dække den resterende studieafgift.”

kenya-heidi-Gerlinde-Eriksen
Heidi Gerlinde Eriksen var på Nyeri Provincial General Hospital, Kenya, som led i sin uddannelse. Hun skriver selv om det faglige udbytte "Kenya er et af de mest veludviklede lande syd for Ækvator, men det er stadig et uland, hvilket er tydeligt på hospitalet...". Foto: Privat

Økonomi vejer tungest

i Esbjerg og Næstved Dbio’s rundspørge viser, at der også synes at være geografiske forskelle, når man spørger de studerende om, hvorfor de ikke tager en del af deres uddannelse i udlandet. Her er det især de studerende fra UC VIA Aarhus og UC Sjælland, der svarer, at de ikke har råd.

Mens det for UC Lillebælt og UC Syddanmark er manglende lyst, der bonner højest ud. Med til billedet hører, at 36 procent af dem, som ikke har tænkt sig at tage til udlandet, nævner familie og børn som barriere.

Sådan gjorde vi:

514 studentermedlemmer af dbio har fået tilsendt et spørgeskema om deres holdninger og erfaringer med klinisk uddannelse (praktik) i udlandet. 263 har deltaget, og heraf har 180 besvaret rundspørgen.

Særligt benyttede sider på dbio.dk