HPV-test skal forbedre screening for livmoderhalskræft

Andre europæiske lande har allerede indført HPV-testen som primær screening for livmoderhalskræft. Danmark startede med de ældre kvinder i 2012 og afprøver nu også HPV-test for en gruppe syddanske kvinder i alderen 30-59.

Nyhed
vente
Den celleprøve, som kvinder får taget hos den praktiserende læge som led i Folkeundersøgelsen mod Livmoderhalskræft, skal fremover allerførst testes for HPV-virus. Foto: Colourbox

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

10.000-12.000 kvinder fra Sygehus Lillebælts optageområde i alderen 30-59 år er med i et implementeringsprojekt, som skal afprøve HPV-test som primær screening for livmoderhalskræft.

Det betyder, at den celleprøve, de får taget som led i folkeundersøgelsen for livmoderhalskræft hos deres praktiserende læge, allerførst bliver testet for HPV.

Hvis prøverne viser en af 14 højrisikotyper af HPV, går prøven videre til cytobioanalytikerne, som foretager en cytologisk undersøgelse. Formålet er at opdage flere forstadier til livmoderhalskræft.

Mere følsom screening 

”Flere store randomiserede undersøgelser fra udlandet viser, at HPV-screening sammenlignet med den traditionelle cytologiske screening er mere følsom. Man finder flere forandringer og finder dem også lidt tidligere,” forklarer Marianne Waldstrøm, som er ledende overlæge i klinisk patologi på Sygehus
Lillebælt.

Ulemper er der dog også.

”Vi vil komme til at henvise lidt flere kvinder til kolposkopi og gynækolog, og jeg kan være bekymret for overdiagnostik og den uro og bekymring, det kan vække hos kvinderne at få at vide, at de har HPV. Men HPV er jo ikke det samme, som at man er syg, men er oftest en forbigående infektion. De fleste af os har i vores liv været smittet med en af højrisikotyperne. Men uden at vi har fået celleforandringer. Vi har selv været i stand til at bekæmpe virus,” forklarer Marianne Waldstrøm.

Billede1_web
Svære cellerforandringer i cervikalt cylinderepitel, adenokarnom in situ . Disse forandringer forårsages typisk af en persisterende infektion med HPV18.

Nye anbefalinger på vej

Projektet, der startede i maj, er et implementeringsprojekt.

”Projektet er ikke tidsbegrænset. Vi har omlagt screeningen, og resultaterne gøres op efterhånden,” fortæller Marianne Waldstrøm.

Viden fra projektet skal være med til at forbedre screeningsprogrammet i Danmark.Sundhedsstyrelsen har netop nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder med at revidere anbefalingerne for programmet. Gruppen ser blandt andet på, om HPV-testen skal indføres som primær screeningsmetode.

Kræftens Bekæmpelse er med

Marianne Waldstrøm er med i arbejdsgruppen.

”Allerede i 2012 diskuterede vi, om vi skulle gå i gang med HPV som primær screening. Arbejdsgruppen endte dengang med at anbefale HPV-test som screeningsmetode i den ældste aldersgruppe fra 60 til 64 år som en tjek ud-test".

"Derudover anbefalede anbefalede arbejdsgruppen, at der blev gjort nogle danske erfaringer med pilotstudier, så en evt. ændring kunne ske på et velovervejet grundlag. Det nuværende implementeringsstudie har vi i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse planlagt i nu mere end 1,5 år."

"Der er rigtig mange overvejelser, der skal gøres, når man omlægger screeningen, og mange praktiske og logistiske aspekter. Det er vigtigt med informationen til de praktiserende læger og gynækologer, og invitationsbrevene til kvinderne skal tilrettes,” forklarer Marianne Waldstrøm.

Billede2_web
Lette celleforandringer (LSIL) kaldet koilocytter forårsaget af en akut infektion med HPV-virus. Både lav- og højrisikotyper kan give disse forbigående forandringer i pladeepitelet.

Nødvendigt med danske erfaringer

Andre europæiske lande som Sverige og Holland har allerede indført HPV som primær screening. Norge er i fuld gang med at indføre det.

Overlæge Waldstrøm understreger, at man ikke bare kan overføre et lands erfaringer til et andet:

”Der er forskel på blandt andet prævalensen af HPV og fordeling af HPV-typer mellem lande. Herudover er sundhedssystemer forskelligt indrettet og har forskellige resurser."

"Det vil også til dels være et valg, om et samfund vægter en høj følsomhed (høj sensitivitet) af en test for at undgå falsk negative screeningsprøver, eller om man er bekymret for overbehandling og derfor vægter høj specificitet af en screeningstest.”

Unge kvinder undtaget

HPV-screeningen i projektet omfatter kvinder fra 30 til 59 år. De unge fra 23 til 30 er ikke inkluderet på grund af for stor risiko for overdiagnosticering.

”Al viden og evidens anbefaler, at de unge kvinder ikke tages med. Vi ville simpelthen finde alt for meget HPV, og HPV er jo ikke ensbetydende med, at man udvikler en svær celleforandringer. HPV er en forudsætning for at udvikle en svær celleforandring, men langt de fleste er forbigående infektioner,” siger Marianne Waldstrøm.

Prøverne fra de unge kvinder vil fortsat blive vurderet ved en cytologisk screening.

Ældre kvinder allerede omfattet

Siden 2012 er alle kvinder i aldersgruppen 60-64 blevet tilbudt HPV-screening som primær screening. Hvis de ikke har positiv højrisiko- HPV, er der meget lille risiko for, at de har maligne celler i livmoderen, og de udgår derefter af programmet.

Desuden er slimhinderne hos kvinder i postklimakteriet sådan, at det kan være svært at se,om der er celleforandringer ved en cytologisk screening. Hos de 60-64-årige finder man omkring 4-5 procent, som er HPV-positive for en af de 14 højrisiko-HPV-typer, oplyser Marianne Waldstrøm.

10 procent hos 30-59 årige

Hun anslår, at procenttallet hos de 30-59-årige vil ligge på omkring 10.

”Tallet har vi fra et tidligere studie i Vejle fra 2013, hvor vi undersøgte cirka 3.000 konsekutive screeningsprøver med to HPV-test: HC2 og Cobas HPV. Cobas-testen er den, vi aktuelt anvender. Vi ved fra flere både danske og udenlandske studier, at HPV-prævalensen falder med alderen."

"HPV-virus er et seksuelt overført virus og meget, meget hyppigt forekommende, og mere end 80 procent af os har på et tidspunkt, hyppigst i de unge år, været smittet. De fleste af os clearer selv virus, men hos enkelte kvinder persisterer infektionen og udvikler sig til svære og behandlingskrævende celleforandringer.”

HPV er en samlet betegnelse for over 100 forskellige virustyper. Kun nogle af disse virustyper kan forårsage forstadier til kræft og egentlig kræft. Virus kan opdeles i de såkaldte højrisikotyper (HR-HPV) eller onkogene typer og lavrisiko (LR-HPV) eller non-onkogene typer.

  • HPV-infektion kan føre til kondylomer (kønsvorter), livmoderhalskræft, peniskræft, endetarmskræft og mandelkræft. Det er de 14 højrisikotyper af HPV, som kan give kræft, mens lavrisikotyperne (HPV 6 og 11) kan give kondylomer. 80 procent af seksuelt aktive vil i deres liv have haft en HPV-infektion.
  • HPV overføres seksuelt.
  • Langt de fleste infektioner forsvinder helt af sig selv og medfører hverken sygdom eller symptomer.
  • Man kan reducere forekomsten af livmoderhalskræft og kondylomer ved at vaccinere piger mod HPV. Den HPV-vaccine, som anvendes i børnevaccinationsprogrammet, beskytter mod de to typer HPV (16 og 18), som er ansvarlig for op mod 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft.
  • Drenge er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af vaccinationsprogrammet.

Kilde: Sundhed.dk og Kræftens Bekæmpelse

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk