Fysserne og farmaerne vil også have job hos lægerne

Farmakonomforeningen og Danske Fysioterapeuter melder ligesom Danske Bioanalytikere direkte ud, at de også kan se deres medlemmer som ansatte i almen praksis i langt større omfang.

Nyhed
ChristinaDurinck-960x540
"I dag arbejder ca. 50 farmakonomer i en lægepraksis, men vi så gerne, at det tal blev højere i fremtiden," siger Christina Durinck, formand i Farmakonomforeningen. Foto: Farmakonomforeningen / Ty Stange

Af Helle Broberg Nielsen, journalist

Andre faggrupper inddrages i opgaveløsningen i almen praksis med henblik på at frigøre lægelige  ressourcer til øget lægedækning. Således nr. 9 af de i alt 18 anbefalinger, som regeringens Lægedækningsudvalg præsenterede på et pressemøde den 18. januar.

Udvalget, der blev nedsat 1. marts sidste år, har haft til opgave at komme med forslag til, hvordan der sikres en bedre geografisk fordeling af praktiserende læger.

Opfordringen fik prompte to fagforeninger på sundhedsområdet til at rapportere til tjeneste. Fra Danske Fysioterapeuter kom der samme dag en pressemeddelelse med overskriften:

”Udvalg: Gør det lettere at ansætte fysioterapeuter.” Og et par dage senere stod formand for Farmakonomforeningen frem i Dagens Medicin under ordene: ”Farmakonomer vil gerne ud i almen praksis.”

Sideløbende har bl.a. også Danske Bioanalytikere og Dansk Sygeplejeråd arbejdet for at få deres medlemmer ansat i lægeprakis.

Brug for mere medicinviden hos lægerne

Til sundhedsavisen Dagens Medicin siger farmakonomernes formand Christina Durinck:

”I dag arbejder ca. 50 farmakonomer i en lægepraksis, men vi så gerne, at det tal blev højere i fremtiden. Farmakonomers indgående kendskab til medicin og til medicintilskudssystemet gør, at vi kan løse mange opgaver selvstændigt, og det frigiver tid, hvor den praktiserende læge kan varetage de opgaver, der kræver en lægefaglig kompetence”.

Skal ønsket om flere farmakonomer i almen praksis kunne opfyldes, må der imidlertid etableres endnu et uddannelsessted, og allerhelst at uddannelsen får et fagligt løft og gøres til en professionsbachelor, fremgår det af artiklen. I dag er farmakonomuddannelsen en treårig elevuddannelse med skoleophold.

Danske Fysioterapeuters formand, Tina Lambrecht, mener ligeledes, at hendes medlemmer ikke alene kan aflaste lægerne og afhjælpe lægemanglen, men også kan bidrage med et kvalitetsløft i patientbehandlingen.

Mere hjælp til ryggen hos lægen

”Erfaringerne viser, at man med fordel kan lade en fysioterapeut overtage den store gruppe af patienter, der har muskel- eller skeletsygdomme.

Patienterne vinder på at møde en specialist i netop deres problemer. For lægerne betyder det, at de kan få aflastning i forhold til patientgrupper, der fylder meget i praksis,” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Statens Institut for Folkesundhed har beregnet, at op mod 25 % af henvendelserne i almen praksis er relateret til lænderygsmerter, nakkesmerter, artrose og osteoporose. 

Særligt benyttede sider på dbio.dk