Fra forskning til forvandling - og til verdensklasse

Den Gyldne Skalpel går i år til Blodbanken på Rigshospitalet for at have forbedret behandlingen med blodprodukter på tre felter; kvalitet, effektivitet og patientsikkerhed. Bioanalytikerne er samtidig kommet tættere på patienterne.

Nyhed
bill1_200

​​Rigshospitalets TraumeCenter har i dag verdens bedste overlevelse for patienter med livstruende eller kritisk blødning. Samtidig er forbruget af blodportioner fra Blodbanken til alle regionens sygehuse reduceret markant, ligesom alt blod filtreres, så bivirkningerne ved blodbehandling er reduceret.

Det er - i kort form - baggrunden for, at fagavisen Dagens Medicin i dag, tirsdag den 10. september, tildelte Blodbanken på Rigshospitalet prisen Den Gyldne Skalpel. Prisen, der blev indstiftet i 2002, gives til en sygehusafdeling, der har udvist en særlig grad af nytænkning, engagement og samarbejde til gavn for borgerne, både som patienter og skattebetalere.

 Arrangørerne have sædvanen tro inviteret den siddende sundhedsminister, og Astrid Krag understregede, at det er denne type initiativer, der gør hende til en stolt minister, ”der kan rejse s​​​undt og prale af det danske sundhedsvæsen”.

”Læser man aviserne, kan man blive bange for overhovedet at komme på hospitalet. Heldigvis ved vi godt, er danskerne ved bedre; når vi spørger dem direkte, svarer de, at de er meget trygge ved det danske sundhedsvæsen,” sagde hun.

bill2

Glade mennesker

Hun fremhævede, hvordan Blodbankens ledelse og medarbejdere sammen har været i stand til at inddrage den nyeste forskning og har formået løbende at omsætte den viden til gavn for patienterne. På tre parametre: kvalitet, effektivitet og patientsikkerhed.

”Man talte tidligere om ”fra forskning til faktura”. Måske skulle vi kalde det her ”fra forskning til forvandling”. At der så også er en faktura på et tidspunkt; ja, det kan vi jo ikke se bort fra i en tid, hvor pengene ikke hænger på træerne. Jeg tror, at skal man skabe virkelig forvandling, så skal der også blandt medarbejderne være en dyb forankring for forandringerne. Et ejerskab. Den slags er altid meget lettere, hvis det hele giver faglig mening for de ansatte. Det gør det her,” sagde hun.

Efter takketalerne fra klinikchef i Klinisk Immunologisk Afdeling, Morten Bagge Hansen og centerchef i Diagnostisk Center, Bettina Lundgren, blev der råbt 2x3 gange højt hurra.

For chefbioanalytiker Susan Mathiasen har de mange nye tiltag betydet, at patienterne er rykket tættere på Klinisk Immunologisk Afdeling. Deres patientforløb, i alt fald.

”Når stærkt blødende traume-patienter skal have blod, får de først en ”pakke”, mens vi foretager forskellige hæmostase-analyser, så der kan sammensættes en specialdesignet behandling til dem. Mens vi udvælger og pakker, får vi typisk en snak med den pågældende portør eller sosu-assistent. Sådan har vi fået mulighed for at følge med i en patients tilstand. Vi kan fx løbende holde øje med, om de skal have mere plasma eller trombocytter,” siger hun.

Rigshospitalets blodbank har ca. 500 ansatte, og der bliver givet 125.000 blodtransfusioner årligt i Region Hovedstaden. Forbruget af røde blodceller er over en kort årrække reduceret med 30 procent.​​​

Særligt benyttede sider på dbio.dk