Fortsat tvivl om spritblodprøver

Danske Regioner og Rigspolitiet har indgået en aftale, der betyder, at det pr. 1/10 er bioanalytikere og sygeplejersker, der skal tage blodprøver ifbm. spirituskørsel. Men ude på hospitalerne er der stadig tvivl om blandt andet handsker og nåle.

Nyhed
Skrevet af
​​​​Niels C. Jensen, journalist
web_blodprovetagning

​​​Analyserne af blodprøver i forbindelse med spirituskørsel foretages af Retsmedicinsk Institut. Arkivfoto: Colourbox

Siden 1. oktober 2017 har det været bioanalytikere og sygeplejersker, der skal tage blodprøver i forbindelse med spirituskørsel, og 23. november bragte dbio.dk artiklen Syv spørgsmål om blodprøver og spritkørsel, hvilket har affødt flere spørgsmål.

Første spørgsmål er, om man kan anvende hospitalets egen kanyle/nål, i stedet for den nål, der med i det medfølgende prøvetagningskit.

Det er Retsmedicinsk Institut på Københavns Institut, der står for at sende prøvetagningskit ud til hele landet, og de forklarer, at det er ok at benytte hospitalets egne nåle, når det handler om alkohol.

”Vi sender alkohol-kits ud til hele landet. Man bedes bruge vort glas, men kan godt anvende andre kanyler," siger Kristian Linnet, afdelingsleder på Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet, og fortsætter:

"Med hensyn til prøvetagning for medicin/narko, så er det sådan, at hvert Retsmedicinsk Institut dækker deres eget område og der kan være forskelle i glas/kanyler. Igen, for vort vedkommende, anvend de medsendte glas, men brug gerne jeres egne kanyler." Der findes tre retsmedicinske institutter i Danmark i hhv. København, Aarhus og Odense.

Læs også:

Prøvetagning med handsker

Det andet spørgsmål handler om, hvorfor der ifølge politiets retningslinjer skal benyttes handsker i forbindelse med prøvetagningen. Det vil Kristian Linnet fra Retsmedicinsk Institut ikke stå på mål for og kaster bolden tilbage til Rigspolitiet, som nu er i gang med at undersøge sagen nærmere.​