Forskningens fodfolk presses ud

Politiken bragte 11. december et kritisk indlæg om kvalitetsfald i forskningen på KU's sundhedsfaglige fakultet af Martina Jürs, næstformand i Danske Bioanalytikere, og Susanne Bahne Hansen, formand for Dansk Laborant-Forening/HK. Læs indlægget her. 

Nyhed
POL20131211L12B005

Der er en ulykkelig udvikling i gang på Københavns Universitets sundhedsfaglige fakultet. I alt fald, hvis man mener, at forskningsmidler skal investeres i at producere resultater, der bringer forskningen videre – og ikke bare bruges til at producere flere ph.d.er på papiret.

De seneste fem-seks år er optaget af ph.d.-studerende, som det sikkert er bekendt, eksploderet; op mod hver fjerde kandidat kan i dag få lov til at tage en ph.d., og det betyder naturligt nok, at ansøgernes kvalifikationer er mere ujævne end tidligere. Tidligere blev de forholdsvis få ph.d.-studerende mandsopdækkede af kompetente og erfarne laboratoriemedarbejdere, der kunne oplære dem og løbende vise til rette med hensyn til metoder, teknikker, sikkerhed og apparatur.

Det regnestykke er for længst gået i minus. I dag er der mange flere junior-forskere om meget færre TAP´ere, som det teknisk-administrative personale kaldes. Medarbejdere fra disse faggrupper er nemlig i stort tal blevet sparet væk – det gælder i øvrigt også på andre institutter og andre universiteter.
Det indebærer, at de studerende ofte må rode med deres praktiske problemer mutters alene. Deres vejledere er ikke nødvendigvis til rådighed, når de har brug for dem. Disse har også fået mere og flere at tage sig af.

Vi hører fra vores medlemmer ude på universiteterne, at de jævnligt oplever forskning, der er lige på kanten. Eller helt ud over. Deres beklagelser, både over det generelle kvalitetsfald og i enkelte mere specifikke tilfælde, er blevet overhørt og bagatelliseret.  

Det er ikke nødvendigvis de ph.d.-studerendes skyld. De korte kurser, som de fx får tilbudt i laboratorieteknikker, er netop - korte. Mange får derfor aldrig nogen dybere indsigt i, hvordan de sikrer sig mod fejlkilder, eller hvordan de kan risikere at overfortolke deres forsøgsresultater. Ligesom de heller ikke får hele etikken omkring naturvidenskabelig forskning ind på rygmarven. Mange ved fx ikke, at de altid bør efterprøve deres resultater og derefter sørge for at fremlægge data på en måde, så resultaterne er reproducerbare for andre forskere. Masser af forskning er derfor intet værd; kan andre ikke tage stafetten op, er pengene spildt. Men en ny kandidat har fået sin ph.d.

De unge mennesker har nemlig alle meget, meget travlt med at få nogle videnskabelige artikler på cv'et.  Vi ved jo også fra de sager, der har været i pressen, at videnskabelige artikler, der er fejlbehæftede, alligevel kan passere igennem peer review-filteret – kapaciteterne på de respektive forskningsfelter har også travlt og er måske ikke helt inde i problemkomplekset til at fange dårlig forskning. Bente Klarlund-sagen, der i øjeblikket behandles af Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed, er vel et klart udtryk for den tendens.       

 Den virkelige uheldige udvikling er, at i disse år forsøger institutledelserne at besætte mange TAP-stillinger med akademikere. Disse får imidlertid ikke status eller overenskomstmæssig indplacering som VIP´er – altså videnskabeligt personale. For, som der ofte står i stillingsopslagene, de skal udelukkende beskæftige sig med eksempelvis den daglige laboratoriedrift og ikke bedrive selvstændig forskning; stillingen er altså ikke at betragte som et springbræt til en forskningskarriere. Tværtimod skal de nyansatte udelukkende arbejde med dét, som de to faggrupper, vi hver især repræsenterer – bioanalytikere og laboranter - er uddannede i og har som vores særlige virkefelt. 

Det, synes vi, er en kæmpemæssig fejl. Jo, også fordi det handler om at fastholde spændende jobs til vores medlemmer, som vi mener, er de bedst kvalificerede til opgaven. Men langt fra kun derfor.
Vi ser det som højst betænkeligt, at personer med begrænset hands on-kendskab til laboratorievirksomhed kan ansættes til at holde skik på indkøb, vedligeholdelse, kvalitetssikring og personaleledelse inden for et område, hvor de – trods deres akademiske meritter – er helt på udebane. Ja, der er en voksende arbejdsløshed blandt universitetskandidater. Men - nej, den form for beskæftigelsespolitik gavner virkelig ikke i hverdagen for de forskere og ph.d.-studerende, der har brug for et laboratoriemiljø, der altid fungerer optimalt. Hvor der er et personale, der kan stå på mål for kvaliteten. Fordi de ganske simpelt ved, hvad de har med at gøre. Og fordi de ved, at det lige præcis er dét, de ansat til. Og ikke andet. 

Man kan vist godt tillade sig at antage, at ingen med en naturvidenskabelig eller sundhedsvidenskabelig kandidateksamen har brugt fem, seks eller syv år på at blive laboratorieforstander til en løn langt under et akademikerniveau og uden akademiske avancementsudsigter. Det vil derfor være naturligt, hvis de har blikket rettet mod stillinger, der bedre matcher deres uddannelsesniveau og ambitioner. Det vil i sig selv betyde, at forskningslaboratorierne vil være præget af stor lederudskiftning og absolut mangel på den kontinuitet, der bør være på et sted, hvor forskningen skal kunne udfolde sig under de bedst mulige rammer.

Og hvis kandidater i TAP-stillinger i øvrigt har en forskerdrøm at nære, vil de så ikke også være tilbøjelige til at indgå alliancer, der kan understøtte den drøm? Til at se den anden vej, selvom de har mistanke om kollegers eller studerendes eventuelle forskningssjusk? Eller fusk. Vinker der måske et fremtidigt medforfatterskab ude i horisonten? En invitation til at indgå i et forskningsteam sammen med allerede etablerede forskere? Et fast VIP-job, hvis de holder sig på god fod med de rette personer?

Uden at skulle mistænkeliggøre nogen navngiven person, så er den tanke altså ikke så langt ude. Globalt set har presset for at producere forskningspublikationer fået hundredvis, nej, snarere tusindvis, af såvel junior- som seniorforskere på etisk glatis de seneste år. Nogle har som bekendt gået linen ud med regulære forfalskninger af deres resultater. Havde Milena Penkowas præparatglas fra de famøse rotteforsøg været håndteret og registreret af en bioanalytiker eller en laborant, havde den lidt for tidligt udnævnte ”eliteforsker” haft væsentligt sværere ved at slippe af sted med sit genbrug af forskningsmateriale og andre fiksfakserier.

Vi vil derfor gerne appellere til såvel de relevante politikere som universitetsledelserne: Betragt det som en fornuftig strategi at sikre forskningens fodfolk en fortsat plads i holdopstillingen på vores universitetslaboratorier. Det gælder kvaliteten af - og dansk forsknings internationale omdømme. Intet mindre.     

Skrevet af Martina Jürs og Susanne Bahne Hansen. Bragt i Politiken d. 11. december 2013.

Særligt benyttede sider på dbio.dk