Bioanalytikere på fem laboratorier over hele landet inddrages i corona-diagnostik

Statens Serum Institut har hidtil analyseret prøver på danskere, men nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen fastslår, at undersøgelserne også skal kunne foregå på klinisk mikrobiologiske afdelinger i København, Hvidovre, Aarhus, Aalborg og Odense.

Nyhed

Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

shutterstock_1642467388_corona
3D illustration af coranvirusset COVID-19 - tidligere 2019-nCoV. Illustration: Shutterstock

Mange flere bioanalytikere kan nu se frem til at blive inddraget i kampen mod corona-smitte. Sundhedsstyrelsen har i dag opdateret sine retningslinjer, blandt andet efter at udbruddene har bredt sig til Italien.

Statens Serum Institut skal stadig have en central rolle i diagnostikken. Men fremover skal prøverne også analyseres på de klinisk mikrobiologiske afdelinger på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Aarhus Universitetshospital i Skejby, Aalborg Universitetshospital Syd og Odense Universitetshospital.

Beredskabet er i det hele taget optrappet. Det indebærer, at laboratorierne skal kunne give akut svar i vagten, også i weekend og på helligdage.

Ved positiv prøve for SARS-CoV-2 skal der førstkommende hverdag sendes prøvemateriale til Statens Serum Institut. Det skal ske med henblik på at få bekræftelse af analysen, men også for at gennemføre typning, gensekventering og andre undersøgelser.

Sådan foregår analysen

Laboratorieundersøgelserne udføres på trakealsekret eller andet materiale fra de nedre luftveje. Det kan være prøvemateriale, der er fremskaffet ved trakealsug eller bronkoalveolær lavage (BAL).  Trakealsekret til PCR-diagnostik for SARS-CoV-2 skal tages i almindeligt trakealrør, beskriver Sundhedsstyrelsen.

 Kan der ikke her og nu skaffes materiale fra de nedre luftveje, bør der foretages laboratoriediagnostik på svælgpodning, tilføjer Sundhedsstyrelsen.

Seruminstituttet undersøger for SARS-CoV-2 med genetisk test (PCR-analyser og microarray). Det er det, som verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler.


 Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer til sundhedsprofessionelle fra 25. februar, der inddrager fem laboratorier i beredskabet:

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Retningslinjer-for-haandtering-af-COVID-19

Statens Serum Instituts hjemmeside om coronavirus med særlige oplysninger for sundhedsfagligt personale:

https://www.ssi.dk/aktuelt/sygdomsudbrud/coronavirus

Særligt benyttede sider på dbio.dk