Ekspert: Ikke muligt at fravælge bioanalytiker på grund af udseende eller religion

Nogle patienter nægter få taget blodprøve af en bioanalytiker, hvis vedkommende er muslim, kvinde eller noget tredje. Institut for Menneskerettigheder kalder det for diskrimination og i strid med ligebehandlingslovgivningen.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist

DBIO490

Nogle patienter nægter få taget blodprøve af en bioanalytiker, hvis det er en muslim, kvinde eller noget helt tredje. Der findes ingen fælles retningslinjer for, hvad man gør i sådanne situationer. Modelfoto: Das Buro

”Som udgangspunkt kan man som patient ikke vælge, at man ikke vil have taget blodprøve af en bioanalytiker, fordi hun er kvinde eller går med tørklæde,” siger Tine Birkelund Thomsen, der er jurist i Ligebehandlingsafdelingen hos Institut for Menneskerettigheder.

Tine Birkelund Thomsen forklarer, at det er følge af en afgørelse fra EU-domstolen, som siger, at man som arbejdsgiver ikke kan diskriminere, for at imødekommende kundernes ønsker om, at medarbejdere for eksempel er etniske danskere.

Men det forholder sig formodentlig anerledes, hvis arbejdsgiveren har nogle faste og fælles regler om for eksempel påklædning eller religiøse symboler, forklarer juristen fra Institut for Menneskerettigheder.

DF-politiker: Ansatte skal ikke bære ”muslimsk tørklæde”

”Det tyder på, at det er muligt at indføre regler om påklædning, hvis man argumenterer sagligt for det. Der har for eksempel været sagen om Føtex, som krævede, at deres medarbejdere gik i uniform. De fik medhold i Højesteret, fordi at det er fælles regler for alle.”

I Region Syddanmark mener Niels Erik Søndergård, der er regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti, ikke at ansatte i regionen bør bære det, han kalder ”det muslimske tørklæde”, som ifølge ham er et symbol på et kvindeundertrykkelse.

Ifølge Tine Birkelund Thomsen kan det ikke udelukkes, at det ville være lovligt, hvis en region eller hospital i beklædningsreglementet fastsatte regler om, at ansatte ikke må bære tørklæde. Men kun hvis reglerne var konsekvente og omfattede alle medarbejdere i den samme stilling.

”Reglerne skal være for ens for alle, og derfor kan man ikke lave regler om specifikt muslimers tørklæder, men generelt om hovedbeklædning eller religiøse symboler. Det vil i sidste ende være op til domstolene at afgøre, hvorvidt det er sagligt at indføre sådanne regler,” siger Tine Birkelund Thomsen. 

Læs også: Jeg vil ikke stikkes af dig. Kan jeg få en anden bioanalytiker?