Nancy Ann Berggren: "Efter fire obduktioner er nøgenhed ikke et problem for mig"

SATIRE: Måske kender du hende fra dit arbejde, måske har du bemærket hende på Facebook. Her får du et sjældent interview med den hårdtprøvede, seje, men også pænt sygdomsfikserede modelkarakter, der gemmer sig bag personnummeret 251248-9996.

Nyhed

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

Udklip_nancy
Berømt og berygtet. Stort interview med Nancy Ann Berggren. Illustration: Helle Scheffmann

Du har jo rigtig mange Facebookvenner blandt bioanalytikerne, og jeg ved, at flere er bekymrede for dit helbred. Hvordan har du haft det under coronaepidemien?

Jeg har holdt mig lidt stille og forsøgt mig med selvbehandling hjemme under karantænen i stedet for at besøge min læge. Jeg er en lille smule fornærmet over, at det her under pandemien er ganske svært at blive indlagt.

Jeg har jo ellers god tid derhjemme, kun forstyrret af videomøder med min egen læge, men har holdt mig tilbage med alt for mange opslag på Facebook. Jeg ved, at der er travlt rundt på hospitalerne, ikke mindst på laboratorierne med de mange prøver. Jeg synes, der i pressen skrives alt for lidt om den helt
ekstraordinært store opgave, som laboratorierne har løftet.

Nogle har oplevet, at de har fået en bedre sundhedstilstand under epidemien, måske fordi de har været mindre stressede. Har du haft færre sygdomme i perioden end normalt?

Som altid er jeg vildt underbehandlet.

Du har en meget gammel far på 98, og du er selv 72 år gammel. Har du set din far og dine fire børn under epidemien?

Når man som jeg er en virtuel person, så har jeg og min virtuelle familie meget nemt ved at mødes. Vi samles ude i skyen. Jeg ser ofte min kære gamle far, men han kan nok desværre ikke se mig, da han vist er blevet blind, så vidt jeg kan læse i sundhedsjournalen, hvortil jeg har fået fuldmagt af min far. Når teknikken driller mig, så kommer min søn Ruddi forbi og hjælper mig.

Har du i dit lange liv oplevet andre epidemier/pandemier?

Det må du da ikke spørge mig om. Jeg har demens.

På Facebook havde du den 7. april en opdatering:
"Vigtig meddelelse - lige modtaget! I aften mellem kl. 18:00 og 23:00 måler en satellit med ultralasere kropstemperaturen i befolkningen for at kortlægge den nuværende forurening med Covid-19. Det er derfor meget vigtigt, at du står nøgen på altanen, i haven eller foran hoveddøren og holder dit sygesikringsbevis strakt i højre arm.
Deltog du selv? Var du ikke genert over at skulle stå nøgen i fuld offentlighed?

Naturligvis deltog jeg, for jeg er meget autoritetstro. Jeg stod ude på altanen, for det var alt for besværligt med de mange trapper ned, og jeg var nem at identificere. Det er mig med rollatoren på tredje t.v. Når man først har været igennem de første fire obduktioner, så har man ikke så meget at skjule, så nøgenheden var ikke et problem for mig.

Du har haft 22 forskellige arbejdspladser bl.a. Herlev Hospital, Roche, IBM, Danske Regioner, SSI. Hvorfor skifter du job så hyppigt?

Jeg er jo altid syg, så det er nok forklaringen på mine korte ansættelser.

Er du sådan en, der bliver tændt på nye arbejdsopgaver?

Man vil falde over ICD10 diagnosekode DR451A på mit diagnosekort, der som bekendt er ”Rastløs”.

Du er 72, så er du ikke ved at tænke på at gå på pension?
Jeg forsøgte at gå på pension, men da det aldrig er lykkedes mig at få en nemID til mit CPR-nr., så udestår udbetalingen af folkepensionen, og jeg har derfor slet ikke råd til at lade mig pensionere. PS har I set medicinpriserne - GISP

Har det ikke været svært at have så mange arbejdspladser med dit helbred. Du er jo meget ofte indlagt – som du fx skriver 1. april i år
”Regeringens første tiltag for kontrolleret åbning af samfundet igen er, at jeg er blevet indlagt igen. Øst, vest, hjemme bedst” .

Min hjemmearbejdsplads er på medicinsk afdeling. Så længe der blot er adgang til EPJ, så kan jeg jo arbejde fra hvor som helst. Du opsnapper jo nærmest alle sygdomme fra covid 19 til ludomani og unødig
hårvækst .

Har det ikke givet dig problemer med dine arbejdsgivere?

Hvis der bliver bøvl med dem, så smitter jeg dem bare.

Hvor mange gange har du været indlagt?
Fantasilioner, mindst!

Har du et godt forhold til din praktiserende læge?
Min helt, der forsøger at holde overblik over mine data fra alle sider. Hun så godt nok lidt bekymret ud, da man indførte kronikerhonoraret.

Med dine mange år i og mange erfaringer med det danske sundhedsvæsen, har du så et godt råd til dem der arbejder der?

Test, test, test

Der er en, der overfor mig, har betvivlet, at du er sand. Jeg forsvarede dig naturligvis, men hvad siger du selv?

Selvfølgelig er jeg sand. Lige så sand som julemanden og tandfeen. Dem betvivler ingen jo, vel? Verden er uretfærdig.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk