30-09-2019

Det er hårdt at tage blodprøver på børn

Laboranter og bioanalytikere er rigtig dygtige til at give børn en god oplevelse, men det tærer på dem psykisk. Professionsbachelorprojekt undersøger det relationelle i en prøvetagning

Af Jytte Kristensen, redaktør

20170608-170911-3_40Mb.jpg

Billedet her er fra Skejby, hvor drengen Bertram og hospitalsklovn Angus (Ewan Mackinnon) har et unikt venskab. Så godt, at Bertrams forældre må vente udenfor, når Bertram skal have taget blodprøver – han vil nemlig kun have Angus med. At kunne tilkalde en hospitalsklovn er noget af det, som de tre laboranter og bioanalytikere, der tager blodprøver på børn på alborg Universitetshospital, nævner som noget, der kunne hjælpe dem i deres arbejde. Arkivfoto: Scanpix

 

 
​Laboranter og bioanalytikere er rigtig gode til at tage blodprøver, men blodprøver på børn kræver helt særlige kommunikative og pædagogiske kompetencer, og det er en udfordring. Også for dem, der med egne ord elsker at tage prøver på børn og lykkes med det.

 


De nyuddannede bioanalytikere Camilla Sørensen, Eldina Kolubara, Emma Sørensen og Natasha Friemann har skrevet et professionsbachelorprojekt, som stiller skarpt på det relationelle i en bioanalytikers arbejde. Og deres konklusion er, at det er hårdt at tage blodprøver på børn.

”Det er psykisk hårdt og kan opleves som et stort pres, fordi der er en forventning både hos en selv og andre til, hvor godt du kan gøre det. Børn kan jo få en traumatisk oplevelse af en dårlig blodprøvetagning, og det er der naturligvis ingen, der ønsker at være medvirkende til. Ingen kan jo lide at gøre børn ondt,” forklarer Camilla Sørensen.

 

Emma Sørensen tilføjer:

”Vi oplevede jo i vores ´obser-views´, at selv de bioanalytikere og laboranter, der gjorde det bedst og brugte ekstra tid på, at barnet fik en god oplevelse, var voldsomt brugte psykisk, efter at de havde taget blodprøver på børn en hel dag. En fortalte, at hun efter sådan en dag ikke kunne tage direkte hjem, men fx tog en pause for sig selv på en bænk på vejen. Luften var gået helt ud af ballonen.”

 

Feltobservationerne til professionsbachelorprojektet foregik i ambulatoriet på Aalborg  Universitetshospital, Nord. Her foretog de studerende såkaldte obser-views af to laboranter og en bioanalytiker. De videofilmede dem, imens de tog blodprøver på børn, og interviewede dem bagefter.

 

Skal kunne læse barnet

Børn er en ganske særlig patientgruppe, betoner Camilla, Emma og Natasha.

 

”En bioanalytiker skal også bruge energi på almindelige blodprøvetagninger, men voksne ved normalt, hvad de går ind til. Alle kan udføre selve venepunkturen på et barn, men børn kræver en anden kommunikation. En god prøvetager skal kunne læse barnet og være konstant omstillingsparat. Hvad har det her barn brug for? Hvad skal jeg bruge her af det, jeg ved om børn? Børn er ikke bare børn, de er forskellige også ud fra den alder, de har. Det er ikke noget, vi lærer om på uddannelsen,” siger Camilla Sørensen.


De to laboranter og bioanalytikeren, som deltog i de studerendes projekt, har lært sig selv, hvordan de kommunikerer med børn. De bruger fx leg og sjov til at aflede barnet, så prøvetagningen bliver en god og ikke en skræmmende oplevelse.

 

”Det er noget, de har tilegnet sig gennem erfaring og egen interesse,” forklarer Emma Sørensen.

Fra en start troede de, at årsagen til, at prøvetagning på børn er så hårdt, var, at prøvetageren ikke vidste, hvordan de skulle kommunikere med barnet. Men det er ikke tilfældet.


”De er rigtig gode til det. Det hårde er, at de er så engagerede, og at de bruger sig selv så meget i situationen. Fx er der en af dem, der siger, at hun ikke har børnetække, men vi kunne jo se, hvor god hun er til det, hvor meget energi hun lægger i det. Det er det, som er psykisk hårdt,” siger Emma Sørensen.

 

Et ”fy fy ”-område

De studerende stødte i deres projektarbejde på et dilemma. I ambulatoriet på Aalborg Universitetshospital, Nord klager prøvetagerne over, at der ikke er nok, der er oplært til at tage blodprøver på børn. Omvendt vil de ikke have nyansatte til at foretage venepunktur på børn, fordi børnene ikke
skal få en dårlig oplevelse. Det er en uskrevet regel i praksisfællesskabet, konstaterer Camilla, Eldina, Emma og Natasha i deres bachelorprojekt.

 

”Prøvetagning på børn er lidt et ”fy fy-område’. Nogle kan være lidt angste for det, og det er heller ikke alle, der har lyst til at blive oplært i det. Det er en grænse, de skal overskride, men der kommer jo ikke flere hænder, hvis de nuværende prøvetagere ikke oplærer dem, der står til rådighed,” argumenterer Camilla Sørensen.


Det kræver en ændring i den kultur, der hersker omkring prøvetagning på børn, ”Når kulturen i praksisfællesskabet er, at det er en meget vanskelig opgave, så viger nogle bioanalytikere tilbage fra den. Men det skal også være o.k. at begå en fejl, når det er et barn, der er patienten,” siger Natasha Friemann.

Faktisk har Klinisk Biokemisk Afdeling i Aalborg taget skridt til at ændre på kulturen. Camilla Sørensen og Emma Sørensen er nyansatte i afdelingen, og i deres oplæringsplan indgår prøvetagning på børn.

 

Vil gerne have en hjælpende hånd

Gennem interviewene med de tre prøvetagere samlede projektgruppen også nogle idéer op til, hvordan blodprøvetagning på børn kan tære mindre psykisk på den, der skal stikke barnet.

 

 

”Prøvetagerne vil gerne sparre med andre, der har prøver på børn som opgave. Og det må gerne være andre faggrupper, som fx sygeplejersker. De efterspørger også kompetencekurser i blodprøvetagning
på børn, og at de er flere til at deles om børneprøverne. Så skal de ikke sidde en hel dag og kun tage de krævende prøver på børn,” fortæller Natasha Friemann.

Andre tiltag, der kunne gøre arbejdsmiljøet bedre, er, at laboranter og bioanalytikere altid er to til en prøvetagning.

”Så kan den ene koncentrere sig om kontakten med barnet, og den anden kan finde glas frem med mere,” siger Camilla Sørensen.

Det kan også mindske presset, hvis det er tilladt at overskride den tid, der er afsat til en prøvetagning.
Og så ville det være skønt at kunne tilkalde en hospitalsklovn. ”De gør børn så glade,” som en af prøvetagerne flere gange siger.

LinkedIn Email Twitter