Debat om studiepladser: "Urealistisk med mange flere studerende"
Uddannelsesansvarlig Marianne Schou Martiny er mere optaget af, at kvaliteten i den kliniske uddannelse er høj end af, at der optages mange flere, som de ikke har plads og ressourcer til at tage sig af i klinikken. Danske Bioanalytikere vil have 120 flere
Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
”dbio’s bud på 120 ekstra studerende om året er urealistisk, sådan som uddannelsen kører nu. Det nytter ikke kun at snakke øget dimensionering. I stedet skal vi snakke kvalitet frem for kvantitet,” siger Marianne Schou Martiny, uddannelsesansvarlig bioanalytiker i Patologi, Aarhus Universitetshospital og bioanalytikerunderviser siden 1996.
Hun er i det hele taget skeptisk over for præmissen bag forslaget om øget dimensionering; nemlig at manglen på bioanalytikere bliver kritisk de kommende år, hvor mange erfarne bioanalytikere går på pension.
”Det er meget svært at overskue, hvad der er op og ned i den debat. Hvad kommer den fortsatte automatisering fx til at betyde for behovet for bioanalytikere? Jeg ser hellere, at vi får nogle rigtig velkvalificerede bioanalytikere ud i laboratorierne, end at vi satser på at uddanne mange flere. Og så bør vi også se på, om vi kan fastholde nogle af de mange, der falder fra uddannelsen,” siger hun.
Læs også: Der skal optages 120 flere bioanalytikerstuderende om året
Midtjylland oplever ikke mangel
Hvor laboratorier andre steder i landet, fx i Region Nordjylland, allerede kæmper for at få uddannede bioanalytikere nok, er situationen anderledes i Midtjylland.
”Vi har tilstrækkeligt med ansøgere, måske fordi vi ligger tæt på uddannelsesinstitutionen VIA. Mange vil gerne blive i Aarhusområdet, når de er færdiguddannede,” siger Marianne Schou Martiny.
Substitutionen, dvs. at andre faggrupper ansættes i bioanalytikerstillinger, er heller ikke markant i det midtjyske. Mens Nordjylland har 12 procent laboranter ansat og Hovedstaden 18 procent, er substitutionen kun fire procent i Midtjylland.
Stort flow og korte ophold presser os
I Mariannes afdeling, Patologien, har de 20 studerende igennem hvert halve år.
”Vi er meget ambitiøse, og vi vil gerne have, at de forstår, hvad der foregår i laboratoriet, men 20 hvert halve år er et meget stort flow. Kollegerne skal hele tiden forholde sig til nye studerende, som skal introduceres til afdelingen og rotere rundt og se det hele. Jeg har oplevet nogle, der finder det meget belastende og ikke har lyst til det mere. Også fordi de studerende kun er i rutinen i meget korte forløb ad gangen,” siger Marianne Schou Martiny.
I studieordningen på VIA er de studerende i klinisk uddannelse i alle semestre undtagen semester 4.
”I uddannelsen skal der være en sammenhæng mellem teori og praksis. De studerende skal fx lære, hvordan bestemte analyser indgår i patientforløbet, og hvilke andre afdelinger der er involveret i patientens behandling. Hvis der fx i en case er fokus på inflammatoriske tarmsygdomme, kan den studerende jo ikke få sammenhængene forklaret i Blodsygdomme-laboratoriet.”
Flere bachelorprojekter er en udfordring
En konsekvens af et højere optag af studerende er, at det vil afføde mange flere bachelorprojekter. Til bachelorprojektet ligger 5 ECTS point i klinikken og 15 ECTS på uddannelsesinstitutionen, og det får Marianne Schou Martiny til at gøre sig nogle overvejelser.
”Fremover kan vi blive nødt til kun at bruge de tildelte ECTS på projekterne. Vi har i dag bachelorprojekter, der er stærkt forankret i klinikken. Det skal de stadig være, men vi bliver nødt til at tænke over, hvor meget laboratoriearbejde og hvor meget vejledning vi kan tilbyde,” forklarer hun og tilføjer:
”Men det er jo også i arbejdet med bachelorprojekterne, det ofte er spændende og udfordrende at være underviser, så jeg tror godt, at vi kan få en god læring for de studerende, selvom vi måske bliver nødt til skære ned på, hvad vi kan tilbyde.”
Vigtigt, at vi tager godt imod de studerende
Som underviser er Marianne Schou Martiny optaget af de studerendes trivsel og læring, når de er i klinisk uddannelse. Flere studerende om de samme analysepladser i klinikken vil være en udfordring.
”De unge skal kunne se relevansen af det, de laver i klinikken. De skal så vidt muligt have sidemandsoplæring, og de skal have lov til at udføre nogle opgaver. Hvis de bare følger rutinen og står og kigger på en, der arbejder i en hel uge, ja, så mister de modet,” siger hun.
Og adresserer dermed problemet med frafald på uddannelsen.
”19 procent falder fra allerede inden for det første år. Vi skal kæmpe for at beholde dem i studiet, og nogle gange er det ikke så meget, der skal til,” siger Marianne Schou Martiny.
Vi skal gøre mere for at fastholde
”Vi ved fx, at en god velkomst til de studerende er meget vigtig, for at de føler sig trygge. Nogle bryder helt sammen, hvis der ingen er til at tage sig af dem. Det kan også være, at de ender på en afdeling, de ikke kan se sig selv i, og hvor de ikke får lov at prøve nogle ting. Et øget optag hjælper jo ikke på det problem,”
siger Marianne Schou Martiny. Det kræver nemlig også ressourcer af menneskelig karakter at have studerende i afdelingen.
”Nogle har særlig brug for hjælp. De kan være sårbare unge mennesker, som har brug for vejledning og støtte. Måske har de nogle særlige udfordringer fx med at kunne fungere på en arbejdsplads, men derfor kan de jo godt blive til gode bioanalytikere,” konstaterer Marianne Schou Martiny.
Er i gang med at finde løsninger
På Aarhus Universitetshospital er ledere, uddannelsesudvalg og undervisere netop gået i gang med at se på, hvordan de kan få plads til flere studerende i klinikken. For med Folketingsaftalen i juli har bioanalytikeruddannelsen samlet fået 42 ekstra pladser, og heraf er de 20 på VIA.
”Vi skal i gang med at tænke anderledes. Vi skal fx se på, hvad det er, de skal lære hos os i klinikken, og hvad de måske lige så godt kunne lære på skolen. Kunne de fx i højere grad end i dag uddannes på VIA i at afpippettere, bruge vægt, indstille mikroskop og andre basale færdigheder?” siger Marianne Schou Martiny. De har også diskuteret muligheden for at undervise dem i hold.
”Men er det så stadig klinisk undervisning? Og skulle det så foregå ude i klinikken hos os eller på VIA?” spørger hun og konstaterer:
”For mig vil det allervigtigste være færre forløb og af længere varighed i klinikken, så vi ikke får så stort et flow igennem afdelingen.”
