17-01-2020

De fik arbejdsmiljøprisen: I Vejle får frustrationerne aldrig lov til at vokse

Dårligt arbejdsmiljø kan forebygges – ligesom sygdom. Det ved bioanalytikerne på Nuklearmedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus alt om, og det har udløst dbio’s arbejdsmiljøpris 2019.

​Af: Marlene Grøftehauge, journalist

vejle DSC_2914.jpg

Nuklearmedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus har modtaget dbio’s arbejdsmiljøpris 2019. Og det er ikke uden grund. Man mærker det gode kollegaskab med det samme. Med prisen følger der 10.000 kroner, og det er endnu ikke besluttet, hvad pengene skal bruges til. Foto: Helle Arensbak

 

Ryggen er rank og skridtene raske, når bioanalytiker Malene Adler bevæger sig ned ad den lange gang.

Hun er som sædvanlig mødt ind klokken 7.30 og er nu på vej til at stikke den næste patient med radioaktivt sporstof før en PET/CT-scanning.


”Ja, vi får en masse god motion her på afdelingen. Så får jeg måske forbrændt ostemaden, jeg lige har spist i personalestuen,” ler Malene Adler og kigger ind i venteværelset, hvor hun beder en ældre dame om at følge med sig til undersøgelsesrummet.

Motion er ikke det eneste plus for medarbejderne på Nuklearmedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus. Plusser er der nemlig så mange af, at medarbejderne har modtaget dbio’s arbejdsmiljøpris 2019.

 

"Min tidligere kollega fortalte, at det var en super arbejdsplads"

Malene Adler har været på afdelingen i ti år den 1. februar 2020, og hun søgte jobbet i sin tid på baggrund af positive rygter.


”Min tidligere kollega fortalte, at det var en super arbejdsplads. Og det havde hun jo ret i. Jeg har aldrig en dag, hvor jeg ikke har lyst til at komme på arbejde,” siger hun med et smil. Hendes kollega, Winnie Heegaard, nikker. Hun er bioanalytikerunderviser og arbejdsmiljørepræsentant og kan bryste sig af hele 25 år på afdelingen i efteråret 2020.


”Det er mange år, og jeg har da nogle gange tænkt, om jeg skulle prøve noget andet. Men hver gang går tanken i sig selv. For jeg er så glad for at være her og synes også, at jobbet har udviklet sig med tiden,” siger 52-årige Winnie Heegaard.

 

 

Ledelsen lytter

Winnie Heegaard kom fra en arbejdsplads, hvor stemningen og miljøet ikke var i top. Der oplevede hun en medarbejder blive mobbet, uden at ledelsen greb ind og fik det stoppet. Den slags ville aldrig blive tolereret på Nuklearmedicinsk i Vejle.
 
”Nej, for vi har nultolerance i forhold til såkaldt skyllerumssnak, hvor der bliver hvisket og bagtalt i skyllerum og på gange,” fortæller Winnie Heegaard og tilføjer, at der altid er en åben dør til ledelsen. Så kan medarbejdere straks komme af med det, de måtte have på hjerte.

”Jeg oplever, at der bliver taget hånd om tingene, hvis vi går til ledelsen med noget, der måske irriterer. Og de lytter virkelig. Her får frustrationerne aldrig lov til at vokse,” siger Malene Adler, som synes, at det er en smule svært at sætte ord på, hvordan ledelsen forebygger dårlig stemning og snak i krogene.
 

Ro på siden flytning

”Jeg har bare sådan en god fornemmelse herinde af at blive hørt,” siger hun og klapper sig selv på den blå kittel uden på sit hjerte. Når der bliver målt på medarbejdertilfredshed på afdelingen, boner resultaterne
ikke overraskende ud med at være i top. Dog var der ét år – i 2016 – hvor resultatet ikke var som sædvanligt. Men det hænger ifølge Winnie Heegaard og Malene Adler sammen med en flytning fra én bygning til en anden.

”Den slags skaber altid usikkerhed. Men der er heldigvis kommet ro på siden,” siger Winnie Heegaard, der fremhæver interessegrupperne som et tiltag, der virker. Helt konkret er medarbejderne inddelt i fem grupper, som tager sig af forskellige områder på afdelingen.
 
Både Winnie Heegard og Malene Adler er i gruppen, som tager sig af procedurer vedrørende rengøring og venterum. Eksempelvis stod skraldespandene på gulvet før; nu er de kommet op at hænge på væggen til glæde for alle. Det betyder, at skraldet sjældent ryger ved siden af, og at rengøringspersonalet
ikke skal løfte spande væk for at vaske gulvet nedenunder. Gruppen har også udskiftet kaffen, som patienterne kan trække i en automat.
 
 

Forfærdenlig kaffe

”Ja, det var noget forfærdelig kaffe, som ingen drak alligevel. Der stod altid en masse halve kopper og rodede,” fortæller Winnie Heegaard, som mener, at grupperne skaber en uvurderlig grad af ejerskabsfølelse hos medarbejderne.
 
”Når man er med i beslutningerne, giver man mere af sig selv, tror jeg. Det skaber overskud, som kommer både én selv og kollegerne til gode.”
 
 

Arbejdet er anden familie

Én gang om året arrangerer ledelsen på afdelingen to temadage med overnatning imellem. Det foregår et hemmeligt sted i Danmark, og det er hyggeligt at gå og gætte på, hvor afdelingen mon skal hen i år.
 
Temadagene har et program af fagligt indhold, god mad og kollegialt samvær. Men især middagen om aftenen bliver der set frem til, afslører Winnie Heegaard:
 
”Så giver vi den en skalle,” griner hun med et lusket smil. Temadagene er en begivenhed, som man helst ikke går glip af.
 
”Det ryster os jo sammen at være af sted, for der er god tid til at snakke. Det er rigtig fedt,” siger Winnie Heegaard, der også nyder den faste fødselsdagstradition, hvor medarbejderne skiftes til at købe gave til hinanden. Denne dag har en af lægerne fødselsdag, og personalerummet trækker med en flot chokoladekage og godt brød med ost. Malene Adler siger det helt overordnet:
 
”Jeg har været velsignet med gode arbejdspladser, men den her slår nok dem alle. Her er fantastisk at være,” siger hun, mens Winnie Heegaard supplerer hende:
 
”Jeg ser faktisk mit arbejde lidt som min anden familie, som jeg kan snakke med om godt og ondt i mit liv.”
LinkedIn Email Twitter