De bedste af kvindens æg findes med kamera og selvudløser

Et EmbryoScope med indbygget kamera er guld værd for bioanalytikerne på Fertilitetsklinikken, Hvidovre Hospital. EmbryoScope med indbygget kamera gør dem bedre i stand til at vælge de rigtige æg til kvinderne og dermed øge chancen for graviditet.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

lab_embryoskop
Bioanalytiker Marianne Pedersen ved EmbryoScopet. På skærmen kan hun nøje følge æggenes tilstand. Foto: Privat 

På Fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital hjælper man barnløse med at opfylde deres ønske om at blive forældre – via insemination, reagensglasbehandling (IVF), mikroinsemination (ICSI) samt nedfrysning og optøning af befrugtede æg. Klinikken varetager årligt ca. 1000 behandlinger.

Dyrkningen af embryoner (æg) foregår i et EmbryoScope (Time Lapse Inkubator), som har et indbygget kamera. De første EmbryoScoper kom på markedet i 2008, og klinikken har i dag to apparater.

Hvad kan maskinen?

"EmbryoScopet er en inkubator, hvor temperatur og CO2 er konstant, og ilten er reduceret til 6 %.  De befrugtede embryoner placeres i slides med plads til 12 embryoner. Hvert 20. minut tages et billede af embryonerne i 11 forskellige plan. Når vi kigger billederne igennem, noterer vi embryonets udvikling. Ud fra vores data får vi en ide om, hvilke embryoner der giver størst chance for graviditet."

"Vi dyrker embryonerne i EmbryoScopet i to til seks døgn, hvorefter de lægges tilbage i kvindens livmoder eller fryses ned. De frosne embryoner må opbevares i op til fem år. Embryoner er i øvrigt meget sarte. De skal helst være ved en konstant temperatur på 37 grader, og de kan ikke tåle stærke dufte som fx parfume."

Hvordan er maskinen at arbejde med?

”EmbryoScopet er nemt at betjene, både selve maskinen og softwaren.”

Hvorfor er du glad for den?

"Tidligere var vi nødt til at tage vores embryoner ud af inkubatorerne flere gange dagligt for at vurdere dem i et mikroskop. Vi kiggede efter befrugtning, og hvordan embryonet delte sig. Ud fra de øjebliksbilleder, vi havde, valgte vi de bedste embryoner."

"I dag bliver embryonerne uforstyrret i EmbryoScopet, og ud fra alle de billeder, der er taget, vælger vi de bedste embryoner. Vi fanger i højere grad i dag de embryoner, der er forkert befrugtet, og som laver forkert deling; fx deler sig fra én celle til tre celler."

Hvordan letter den din arbejdsdag?

"For vores arbejdsdag betyder det, at vi ikke behøver at kigge på embryonerne på bestemte tidspunkter, men kan kigge billederne igennem, når det passer ind. Vi forventer, at vi kan øge graviditetschancen for patienten."

Hvilken maskine er din næste på ønskelisten?

”Vi kunne godt bruge et tredje EmbryoScope, da vi i spidsbelastninger bliver nødt til at dyrke i de gamle inkubatorer."

embryoskop
Bioanalytiker Marianne Pedersen arbejder på Fertilitetsklinikkens laboratorie på Hvidovre Hospital. Foto: Privat
migogminmaskine

Fagbladets serie handler om noget af det allervigtigste i en bioanalytikers hverdag – nemlig udstyr.

Har du også en yndlingsmaskine, som du er særligt glad for, eller er nyskabende for din måde at arbejde på, så vil vi meget gerne høre om den.

Skriv til redaktør Jytte Kristensen jkr@dbio.dk

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk