Danske Bioanalytikere indgår aftale med regionerne

Lønnen stiger 6,81% de næste tre år, og en række krav på arbejdstid er afværget med ny overenskomst for de næste tre år. Formand Bert Asbild er både glad, lettet - og lidt træt. Staten forhandler stadig.

Nyhed
Forligsinstitutionen 28 april 2018 regionerne skriver under hjemmesiden
Kl. 2:55 fredag nat skrev formand Bert Asbild under på en aftale med regionerne sammen med den regionale forhandlingsdelegation i Forhandlingsfællesskabet. Foto: Joy Strunck.

Af Tina Groth-Andersen, konsulent

Reallønnen er forbedret. Privatlønsværnet er afskaffet. Klart bedre end den lønudvikling, som arbejdsgiverne først havde foreslået. Derudover er den betalte spisepause sikret. Og kravene om, at medlemmerne skulle kunne flyttes rundt på døgnet, året og matrikler med kort varsel, er afværget.

Danske Bioanalytikere har, som en del af Forhandlingsfællesskabet, indgået en aftale med regionerne fredag nat for omkring 80.000 ansatte i regionerne. Lønnen stiger med 6,81 % de næste tre år, inklusiv skøn for udmøntning af reguleringsordningen. Den første lønstigning er pr. 1. april 2018. Derudover er der afsat 0,30% til en pulje til særlige formål og 0,35 % til organisationsspecifikke forhandlinger. Puljerne forhandles med Danske Regioner de kommende dage.

På statens område forhandler de endnu. Formand Bert Asbild er glad, lettet, men også lidt træt:

”Vi har knoklet i måneder på at få knasterne på plads. Lønnen stiger fornuftigt – og i øvrigt som resten af samfundet. Der er ikke noget med, at nogen skylder. Og vi har fået afværget, at vores medlemmer skulle kunne flyttes rundt som skakbrikker på døgnet, året og matrikler med kort varsel. Jeg har hele tiden håbet på en aftale, men jeg er så glad og lettet over, at det lykkedes. Jeg er rørt og bevæget over det fantastiske sammenhold hos jer på arbejdspladserne, på gader og stræder. Uden jer var vi aldrig kommet så flot i mål”, siger formand Bert Asbild.

Vi uddyber forliget her på hjemmesiden senere. Danske Bioanalytikere skal i organisationsforhandlinger med Danske Regioner de kommende dage om fordeling af organisationspuljen.

Resultatet sendes til urafstemning hos medlemmerne i alle organisationerne. 

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk