Danske Bioanalytikere anmelder kvaksalver fra Hillerød

En ernærings-mikroskopist tog kapillærblodprøver i et shoppingcenter i Hillerød; det viser sig at være ulovligt. Danske Bioanalytikere har nu anmeldt firmaet ”Kroppens Tavse Sprog” til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Nyhed
Udklip_kroppenstavsesprog
Danske Bionalytikere har anmeldt firmaet "Kroppens Tavse Sprog" for kvaksalveri til Styrelsen for Patientsikkerhed. Foto: Screendump fra www.kroppenstavsesprog.dk

Af Niels C. Jensen, journalist

Indtil for nylig kunne besøgende i shoppingcentret SlotsArkaderne i Hillerød få udført ”levende blodanalyser” og sundhedstest. Men det er slut nu efter, at en bioanalytiker og fagbladet Danske Bioanalytikere har dykket ned i sagen har Slotsarkaderne valgt at bortvise firmaet ”Kroppens Tavse Sprog” fra centret.

”Vi kommer da aldrig til at booke ham mere, når jeg får sådan en besked. Jeg må indrømme, at jeg har været totalt uvidende omkring det, og jeg har heller ikke tænkt over, at vi skulle tjekke op på det. Vi tænker jo bare, at nå ja, han er vel ekspert i det, og så er det det. Men det vil jeg da gøre fremover,” siger marketingchef Christina Nymand Nielsen, som svar på, hvad de kendte til den tilbudte sundhedstest.

Tonny Andersen, der er indehaver af firmaet ”Kroppens Tavse Sprog”, mener grundlæggende ikke, at han ikke, at han har gjort noget forkert.

Læs hele historien i fagbladet s. 8:

”Ved godt, det ikke er godkendt af den medicinske verden herhjemme”

”Jeg er altså rimelig seriøs med de ting, jeg går og laver. Og jamen, set ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt så er de ting, jeg går ud og siger, rigtige. Jeg ved godt, at det ikke er noget, der er godkendt af den medicinske verden herhjemme. Men det er det jo i Tyskland, hvor det kommer fra,” siger Tonny Andersen.

Et af Tonny Andersens behandlingstilbud er ”levende blodanalyse” (LBA), men han har ikke baggrund som autoriseret læge, og så er det ulovligt at stikke i henhold til autorisationsloven.  Gennembrydning af hud betragtes nemlig som et operativt indgreb, der er forbeholdt læger. Ikke-læger kan kun lovligt udføre behandling, hvor huden gennembrydes, hvis lægen delegerer opgaven ud til en anden person.

Men Tonny Andersen har ikke fået opgaven delegeret fra en læge, men mener ikke, at det han gør er ulovligt.

”Nej, det har jeg ikke. Stikke og stikke, det er en fingerprikker. Det samme, som folk måler deres blodsukker med,” siger ernærings-mikroskopisten.

Læs hele historien i fagbladet s. 8:

Faglig ekspert: ”100 procent svindel”

Det rent faglige i Tonny Andersens metoder kritiseres desuden kraftigt af bioanalytikerunderviser Jens Peter Philipsen, der bl.a. underviser i hæmatologi på Klinisk Biokemisk Afdeling, Nordsjællands Hospital.

”Det er 100 % svindel det her. Stort set er alt, hvad han siger, noget vrøvl,” siger Jens Peter Philipsen.

På den baggrund har fagforeningen Danske Bioanalytikere valgt at anmelde Tonny Andersen og ”Kroppens Tavse Sprog” til Styrelsen for Patientsikkerhed.

”Det er faktisk ulovligt at foretage en invasiv procedure, også et nåleprik, uden lægelig uddelegering. Vi har derfor besluttet i dbio, at vi vil anmelde mandens virksomhed til Styrelsen for Patientsikkerhed for at få en vurdering af, om de mener, at ernærings-mikroskopisten skal anmeldes til politiet,” skriver Bert Asbild i sin leder i fagbladet.

Læs hele historien i fagbladet s. 8:

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk