DSA: 9 gode forslag til nyt dagpengesystem

Danske Sundhedsorganisationers A-kasse bakker op om de 9 principper for et nyt dagpengesystem, som LO og FTF netop har fremlagt i forbindelse med kampagnen ”Sammen skaber vi værdi”

Nyhed
Anni_Pilgaard_presse_juni13_600

"Det er så vigtigt, at vi kan tilbyde et attraktivt dagpengesystem til de unge og nyuddannede," siger formand for DSA, Anni Pilgaard. Foto: DSA

”Det er ni rigtig gode forslag, som er på linje med DSA's ønsker til et nyt dagpengesystem, så vi støtter fuldstændig op om det fælles forslag”, siger DSA's formand Anni Pilgaard.

Anni Pilgaard lægger særlig vægt på, at der er behov for at gøre det nemmere at optjene og genoptjene retten til dagpenge, som foreslået af LO og FTF.

Tre ud af fire ønsker kortere genoptjeningsperiode

”Vi har lige spurgt vores medlemmer om deres ønsker til et nyt dagpengesystem, og det er helt tydeligt, at de især lægger vægt på at få forkortet genoptjeningsperioden, der lige nu er på et år”, siger Anni Pilgaard.

83 procent af DSA's ledige og 74 procent af de beskæftigede medlemmer ønsker en kortere genoptjeningsperiode.

A-kassen skal være attraktiv for de nyuddannede

Anni Pilgaard er også glad for, at de nyuddannede er nævnt specifikt i de 9 principper.

”Det er så vigtigt, at vi kan tilbyde et attraktivt dagpengesystem til de unge og nyuddannede. Vi skal sikre den gruppe en god og tryg start på arbejdslivet. Og attraktiviteten skal både handle om dagpengenes størrelse, og om at a-kasserne også fremover kan tilbyde studerende under 30 år gratis medlemskab – et tilbud vi gerne ser udvidet til studerende over 30 år,” siger hun.

Læs nyheden på DSA.dk.

Særligt benyttede sider på dbio.dk