Coronavirus sætter statsansatte bioanalytikere ned i løn

Bioanalytikere ansat i staten vil som alle andre statsansatte opleve en lønnedgang på 0,25 pct. pr. 1. februar 2021. En usædvanlig situation, der er forårsaget af Covid-19’s pres på de private lønninger.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Af Toke Hørsted Jensen, konsulent​​​

Covid-19 har påvirket samfundet negativt på mange måder, og nu fører coronakrisen også til en lønnedgang for ansatte i staten.

Når Covid-19 kan forårsage en lønnedgang på statens område, skyldes det den såkaldte reguleringsordning, der skal sikre en parallelitet mellem den private og offentlige lønudvikling.

Uforudsigelig situation

Tilbage ved overenskomstfornyelsen i 2018 blev det aftalt, at der skulle afsættes 0,68 pct. til lønstigning pr. 1. februar 2021 bl.a. for at imødegå en eventuel negativ regulering fra reguleringsordningen. Nu er reguleringsordningen opgjort, og det har det vist sig, at den negative regulering er på minus 0,93 pct. Samlet set giver det et minus på 0,25 pct.

For statsansatte bioanalytikere svarer det til 87 kr. pr. måned i gennemsnit.

En helt uforudsigelig situation grundet Covid-19’s påvirkning af de private lønninger, hvor mange er blevet opsagt, hjemsendt og samfundsøkonomien generelt er blevet udfordret.

OK21 kan løfte lønnen igen allerede pr. 1. april 2021

”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er en bitter pille for alle statsansatte at skulle ned i løn. I dbio vil vi arbejde for, at lønnedgangen bliver vendt til en lønfremgang allerede pr. 1. april, når den nye overenskomst gerne skulle træde i kraft”, udtaler Martina Jürs, formand i dbio. 

Særligt benyttede sider på dbio.dk