Jeg er blevet 10 år ældre: Corona tvinger Louise ned i tid

10 år ældre i løbet af en måned. Sådan synes Louise Hauge, at corona har forandret hende. Louise Hauge var et par aftener så plaget af åndenød, at hun var bange for, hun ikke vågnede op næste morgen.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

RegHospitalet_Herning_Bioanalytikere_4
Louise var så syg, at hun frygtede for sit liv, efter at patient havde smittet hende med corona​. Foto: Astrid Dalum

42-årige Louise Hauge plejer at arbejde på fuldtid. Men nu har hun fået lov at holde to månedlige fridage. Hendes arbejdstidsbrøk er sat ned til 0,9. Det skal gerne hjælpe hende til at overvinde følgerne af, at hun i marts blev smittet med corona og var meget syg. 

Hun håber, at deltid kan gøre det nemmere at få tingene til at hænge sammen også derhjemme. Louise Hauge arbejder på Klinisk Biokemisk Afdeling i Herning. Hun var sygemeldt fra 28. marts og hele april. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anerkendt, at hun er smittet på jobbet.

”Min smags- og lugtesans er stadig ændret. For eksempel lugter appelsiner grimt. Men det værste er, at jeg stadig mangler overskud. Jeg bliver hurtigere træt. Jeg er blevet 10 år ældre,” synes Louise Hauge.

Voldsom åndenød

Hun bor med sin familie i Thyregod mellem Herning og Vejle. Hun er mor til tre børn på 11, 10 og 5 år. Hun var så syg, at en læge sendte hende til observation på Kolding Sygehus. Men hun kom straks hjem igen.

”Jeg var meget plaget af åndenød. Det pressede psykisk. Jeg var bekymret for, hvad der skulle ske med vores børn, hvis min mand også blev syg. Et par aftener var åndenøden så voldsom, at jeg frygtede ikke at vågne op igen.”

I dag er åndenøden aftaget meget. Derfor håber hun, at de andre gener også fortager sig.

Unfair​​​​​​​​​​​

Louise Hauge plejer sagtens at kunne have mange bolde i luften. Hun er superbruger på analyseapparaturet Architect. Det gik ned for nylig. Hun stod med 900 patientprøver, som skulle køres igennem.

”Jeg var træt og nok sur bagefter. Det er ikke fair over for min familie, at jeg skal komme hjem på den måde. Desværre står jeg heller ikke først til at tage ekstra vagter på afdelingen, og det er jeg ked af i forhold til kollegerne,” siger Louise Hauge.

Særligt benyttede sider på dbio.dk