Cancercellernes vej fra Aarhus til rummet

Forud for, at Danmark for første gang sender cancerceller ud i rummet, er gået en lang proces, hvor kræftcellerne er dyrket og testet på landjorden på Aarhus Universitet. Kom med på rejsen frem til NASAs opsendelsesfacilitet i Cape Canaveral, Florida.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

Cancerceller til rummet

Med nogle dages forsinkelse kan Danmark fredag 18. april for første gang sende kræftceller ud i rummet.

Missionen er at undersøge cancercellers reaktion i vægtløs tilstand, hvilket forhåbentlig kan bidrage med ny og vigtig viden til kræftbehandling.

Men forud for kræftcellernes rumtur er gået mange års forskning med cellerne på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, som står bag forsøget, der har professor i rummedicin Daniela Grimm i spidsen.

På instituttet har man i samarbejde med en tysk forskningsgruppe opbevaret og dyrket menneskecellerne i en årrække, fortæller lektor Thomas Corydon. Der har dog ikke været danske bioanalytikere involveret i processen.

Celler ændrede adfærd

Cancercellerne er taget som biopsi fra en patient med en meget aggressiv form for kræft i skjoldbruskkirtlen. Herefter er de dyrket i laboratoriet på instituttet på almindelig vis, og undervejs i processen sat i en Random Positioning Machine (RPM), hvor man har simuleret tilstanden i rummet.

Og her skete der noget spændende. Hvor kræftceller normalt deler sig - og dermed kan sprede sig i kroppen - var deres adfærd ved lav tyngdekraft anderledes.

”Forsøgene viste, at helt op til 30 % af cancercellerne kan dø ved vægtløshed”, forklarer Thomas Corydon.

Samtidig kunne forskerne også se, at genmønstrene ændrede sig. Men det store spørgsmål er så, hvilke gener der aktiveres i rummet, og hvorfor cellerne har en højere tendens til at dø. Det håber forskerne at kunne se på de celler, som kommer tilbage fra rummet. Og ikke mindst påvise et andet interessant fund fra forsøgene i RPM-maskinen:

”Det viser sig, at cellerne ved lav tyngdekraft løsriver sig og vokser sammen som små kugler, som minder om metastaser”, siger Thomas Corydon.

Derfor håber forskerne også på at kunne knække koden for at nedsætte metastaserings-processen ved cancer i kroppen.

Brystkræft-celler måske næste rummission

Efter flere års forskning rejste det dansk-tyske team for 2-3 uger siden af sted med cellerne til NASAs opsendelsesfacilitet i Cape Canaveral i Florida. Den sidste del af forberedelsen skulle nemlig ske her. Her blev cellerne fyldt i specielle dyrkningsflasker og tilsat næringsstoffer for at overleve i rummet, da det selvsagt er umuligt at arbejde med væsker i rummet, ligesom man ikke kan arbejde sterilt i en rumkapsel.

 Når kræftcellerne fredag 18. april sendes ud i rummet, skal de overleve 10 dage i dyrkningsflaskerne, før de tilsættes et kemisk stof, der slår cellerne ihjel. Man får derved et øjebliksbillede af, hvad der sker med cellerne efter 10 dage i vægtløshed, hvilket kan sammenlignes med studierne fra en tidligere rummission i 2011.

Resten af tiden tilbringer cellerne i rumkapslen, som efter ca. 30 dage falder ned i Stillehavet. Herefter rejser cellerne tilbage til Danmark, hvor forskerne på Institut for Biomedicin står klar til at analysere.

”Om et år så ved vi, om der er sammenhæng mellem det, de så på jorden, og i rummet”, siger Thomas Corydon, der fortæller, at næste mission måske bliver at sende brystkræftceller ud i rummet.

Foto er fra universitetets blog om projektet. Foto: Jesper Rais

OM OPSENDELSEN: Rumfartøjet skulle være sendt af sted 14. april 2014 kl. 22.58, men pga. tekniske problemer er det udskudt til fredag 18. april kl. 21.25 dansk tid.

Læs mere om projektet på Aarhus Universitets hjemmeside.

Forberedelserne og opsendelsen kan følges på bloggen Cells in Space.

Du kan også følge opdatering på NASAs site.

NASAs live-transmission kan følges her.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk