Camilla kæmpede sig fri af førtidspension og blev bioanalytiker

For mange er vejen til drømmejobbet snorlige og med en klar destination for enden. For andre er vejen bugtet og bumpet, som den var for bioanalytiker Camilla Vang Østergaard. For det lå slet ikke i kortene, at det var den titel, hun  skulle ende med, da hun for 12 år siden gik massivt ned med stress som it-programmør og sælger i et vvs-firma.

”Jeg kunne ikke købe ind. For jeg kunne ikke læse på min seddel, orientere mig i butikken og så huske, hvad  jeg havde læst. Jeg var ganske enkelt brændt sammen. Jeg har ’præsteret’ at stå foran mælken i supermarkedet, og det eneste, jeg skulle købe, var mælk; og så vidste jeg ganske enkelt ikke, hvilken slags mælk  vi drak hjemme hos os. Det siger lidt om, hvor langt ude jeg var,” siger 46-årige Camilla Vang Østergaard.

Efter 2 års sygemelding og flere arbejdsprøvninger blev hun  tilkendt førtidspension af kommunen. Og det var ikke et lykkeligt øjeblik for hende.

Ikke en drøm at blive førtidspensionist

”Jeg blev tosset, da de tilkendte mig pension. Jeg ville ikke have den pension. Jeg ville bare, at de skul- le gøre mig rask, så jeg kunne passe et arbejde. Det er ikke et drømmescenarie at blive førtidspensionist. Det er det altså ikke."

"Men jeg tænkte: ’O.k., så er det det, jeg gør, men ikke resten af mit liv.’ Men det var godt for mig at få noget ro på.” Det var den 24. januar 2008. Hun husker det tydeligt, for den dag blev hendes nu 10-årige hund født."

25 år gammel interesse

Efter godt 5 år på pension havde hun  fået så meget ro på, at hun  kunne se fremad igen.

”Jeg var klar til, at der skulle ske noget,” siger Camilla Vang Østergaard.

Hun var i mellemtiden blevet skilt, og hendes nye mand var meget opbakkende, i forhold til at hun skulle videre.

”Min mand mente jo, at jeg skulle være  syge- plejerske,” siger hun  og fortæller, at de tog til åbent hus på VIA University College i Århus, hvor skolens forskellige uddannelser blev præsenteret. Men som et lille barn, der trækker sin mor utålmodigt i hånden, blev hun instinktivt gelejdet over mod noget andet end sygeplejerskestanden.

”Jeg blev ved med at trække over til de der bioanalytikere,” griner  hun.

Om hvorfor hun  blev draget af professionen, siger hun:

”Jeg kan godt lide mennesker. Og i folkeskolen var jeg 2 ud af 3 gange i praktik på et laboratorium. Det var kemi, der trak dengang. Så det var sådan set ikke en ny idé, jeg havde fået. Det tog bare 25 år, før jeg fandt ud af det.”

Viljen bar hende igennem

Med kommunens accept startede hun  derfor med at læse hf-enkeltfag, og på et år tog hun dansk, matematik, engelsk, biologi, kemi og matematik. Så var vejen banet til bioanalytikeruddannelsen, hvor hun  blev optaget via kvote 2. Men det var ikke bare en dans  på roser at studere. For rester af stresssygdommen var der stadig.

”Det var lidt svært for mig at læse og koncentrere mig. Men vilje er også en mulighed. Og jeg havde et meget stort fremmøde. Man kan klare sig langt ved at møde  op til timerne. Det var 3 1/2 års hårdt arbejde, men  det hele værd,” siger Camilla Vang Østergaard, der høstede mange 12-taller i sin studietid.

Kort kontakt – som i fakta

Hun troede egentlig, at nuklearmedicin skulle være  hendes speciale fremover. Men allerede på modul 1 flirtede  hun  med klinisk biokemi, og kærligheden blev hurtigt beseglet. Her kom hun nemlig i klinisk uddannelse på afdelingen Blodprøver  og Biokemi, Regionshospitalet Horsens.

”Efter en uge tænkte jeg: ’Det er da det, jeg skal.’”

Hvad var det, der gjorde, at du tænkte det?
”Det var på grund af afdelingen, men  også fordi man hurtigt kan opnå  succes på biokemi som studerende. Man kan ret hurtigt lære at tage en blodprøve og dermed føle, at man kan noget som bioanalytiker. Det var med til at sælge  biokemi til mig – og så selvfølgelig de søde mennesker på afdelingen,” svarer Camilla Vang Østergaard og fortsætter:

”Jeg synes, det er super spændende. Jeg kom også til at tænke på, at det sjoveste job, jeg havde som ung, var, da jeg sad ved kassen i Fakta. Det var kort kontakt med mennesker og så videre. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, men også den her korte kontakt. Jeg tror, at hvis jeg var sygeplejerske, så ville jeg tage hele patientens  historie med hjem.”

Elsker sit job

Med cirka et år tilbage af studiet fik hun  studie- job som laboratorievikar på afdelingen Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Horsens, hvor hun også var på modul 1. Og da hun  blev færdig med bioanalytikerstudiet i januar 2017, fik hun  et vikariat samme sted og er nu fastansat.

Hun modtager patienter i ambulatoriet, tager blodprøver såvel der som på afdelingerne og kører i mobiltjenesten i Skanderborg og Horsens Kommuner, hvor hun  tager blodprøver på patienter på plejehjem og i eget hjem.

”Jeg elsker mit job, og jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet end det, jeg gør. Når man arbejder med mennesker, ved man aldrig, hvad dagen bringer. Og så er det et specielt miljø at arbejde på et hospital.”

Hun arbejder på fuld tid med aften- og weekendvagter, men ikke nattevagter.

”Jeg kan godt lide at arbejde i forskellige  vagter. Det giver nogle skæve  fridage. Og jeg kan godt lide den ro, der er aften og weekend. Selv om vi har travlt, er der en anden ro end i dagvagterne, fordi der er færre  mennesker i laboratoriet.”

Lytter til sin  krop