13-08-2018

Camilla kæmpede sig fri af førtidspension og blev bioanalytiker

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Camilla Vang Østergaard skulle blive bioanalytiker. En slem stress sendte hende ud i en førtidspension. Men hun kom ovenpå, besteg bjerget ved at tage en ny uddannelse og har i dag fundet sin rette hylde.

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

2018.05.25 Camilla Vang Østergaard32958.jpg 

"Jeg elsker mit job, og jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet end det, jeg gør," siger bioanalytiker Camilla Vang Østergaard. Fotos: Lars Aarø

 
For mange er vejen til drømmejobbet snorlige og med en klar destination for enden. For andre er vejen bugtet og bumpet, som den var for bioanalytiker Camilla Vang Østergaard. For det lå slet ikke i kortene, at det var den titel, hun  skulle ende med, da hun for 12 år siden gik massivt ned med stress som it-programmør og sælger i et vvs-firma.

”Jeg kunne ikke købe ind. For jeg kunne ikke læse på min seddel, orientere mig i butikken og så huske, hvad  jeg havde læst. Jeg var ganske enkelt brændt sammen. Jeg har ’præsteret’ at stå foran mælken i supermarkedet, og det eneste, jeg skulle købe, var mælk; og så vidste jeg ganske enkelt ikke, hvilken slags mælk  vi drak hjemme hos os. Det siger lidt om, hvor langt ude jeg var,” siger 46-årige Camilla Vang Østergaard.

Efter 2 års sygemelding og flere arbejdsprøvninger blev hun  tilkendt førtidspension af kommunen. Og det var ikke et lykkeligt øjeblik for hende.

 

Ikke en drøm at blive førtidspensionist

”Jeg blev tosset, da de tilkendte mig pension. Jeg ville ikke have den pension. Jeg ville bare, at de skul- le gøre mig rask, så jeg kunne passe et arbejde. Det er ikke et drømmescenarie at blive førtidspensionist. Det er det altså ikke."
 
"Men jeg tænkte: ’O.k., så er det det, jeg gør, men ikke resten af mit liv.’ Men det var godt for mig at få noget ro på.” Det var den 24. januar 2008. Hun husker det tydeligt, for den dag blev hendes nu 10-årige hund født."
 

25 år gammel interesse

Efter godt 5 år på pension havde hun  fået så meget ro på, at hun  kunne se fremad igen.
”Jeg var klar til, at der skulle ske noget,” siger Camilla Vang Østergaard.
 
Hun var i mellemtiden blevet skilt, og hendes nye mand var meget opbakkende, i forhold til at hun skulle videre.
 
”Min mand mente jo, at jeg skulle være  syge- plejerske,” siger hun  og fortæller, at de tog til
åbent hus på VIA University College i Århus, hvor skolens forskellige uddannelser blev præsenteret. Men som et lille barn, der trækker sin mor utålmodigt i hånden, blev hun instinktivt gelejdet over mod noget andet end sygeplejerskestanden.
 
”Jeg blev ved med at trække over til de der bioanalytikere,” griner  hun.
 
Om hvorfor hun  blev draget af professionen, siger hun:
 
”Jeg kan godt lide mennesker. Og i folkeskolen var jeg 2 ud af 3 gange i praktik på et laboratorium. Det var kemi, der trak dengang. Så det var sådan set ikke en ny idé, jeg havde fået. Det tog bare 25 år, før jeg fandt ud af det.”
 
2018.05.25 Camilla Vang Østergaard32869.jpg

Viljen bar hende igennem

Med kommunens accept startede hun  derfor med at læse hf-enkeltfag, og på et år tog hun dansk, matematik, engelsk, biologi, kemi og matematik. Så var vejen banet til bioanalytikeruddannelsen, hvor hun  blev optaget via kvote 2. Men det var ikke bare en dans  på roser at studere. For rester af stresssygdommen var der stadig.
 
”Det var lidt svært for mig at læse og koncentrere mig. Men vilje er også en mulighed. Og jeg havde et meget stort fremmøde. Man kan klare sig langt ved at møde  op til timerne. Det var 3 1/2 års hårdt arbejde, men  det hele værd,” siger Camilla Vang Østergaard, der høstede mange 12-taller i sin studietid.

 

Kort kontakt – som i fakta

Hun troede egentlig, at nuklearmedicin skulle være  hendes speciale fremover. Men allerede på modul 1 flirtede  hun  med klinisk biokemi, og kærligheden blev hurtigt beseglet. Her kom hun nemlig i klinisk uddannelse på afdelingen Blodprøver  og Biokemi, Regionshospitalet Horsens.
 
”Efter en uge tænkte jeg: ’Det er da det, jeg skal.’”
 
Hvad var det, der gjorde, at du tænkte det?
”Det var på grund af afdelingen, men  også fordi man hurtigt kan opnå  succes på biokemi som studerende. Man kan ret hurtigt lære at tage en blodprøve og dermed føle, at man kan noget som bioanalytiker. Det var med til at sælge  biokemi til mig – og så selvfølgelig de søde mennesker på afdelingen,” svarer Camilla Vang Østergaard og fortsætter:
 
”Jeg synes, det er super spændende. Jeg kom også til at tænke på, at det sjoveste job, jeg havde som ung, var, da jeg sad ved kassen i Fakta. Det var kort kontakt med mennesker og så videre. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, men også den her korte kontakt. Jeg tror, at hvis jeg var sygeplejerske, så ville jeg tage hele patientens  historie med hjem.”
 

Elsker sit job

Med cirka et år tilbage af studiet fik hun  studie- job som laboratorievikar på afdelingen Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Horsens, hvor hun  også var på modul 1. Og da hun  blev færdig med bioanalytikerstudiet i januar 2017, fik hun  et vikariat samme sted og er nu fastansat.
 
Hun modtager patienter i ambulatoriet, tager blodprøver såvel der som på afdelingerne og kører i mobiltjenesten i Skanderborg og Horsens Kommuner, hvor hun  tager blodprøver på patienter på plejehjem og i eget hjem.
 
”Jeg elsker mit job, og jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet end det, jeg gør. Når man arbejder med mennesker, ved man aldrig, hvad dagen bringer. Og så er det et specielt miljø at arbejde på et hospital.”
 
Hun arbejder på fuld tid med aften- og weekendvagter, men ikke nattevagter.
 
”Jeg kan godt lide at arbejde i forskellige  vagter. Det giver nogle skæve  fridage. Og jeg kan godt lide den ro, der er aften og weekend. Selv om vi har travlt, er der en anden ro end i dagvagterne, fordi der er færre  mennesker i laboratoriet.”
 
2018.05.25 Camilla Vang Østergaard32970.jpg 
 

Lytter til sin  krop

I dag betragter hun  sig selv som rask. Men der er dage, hvor energien ikke er på sit højeste.
 
”Det er op og ned. Nogle dage har jeg ikke overskud til så meget andet end arbejde. Men det lever jeg med. For jeg elsker mit arbejde.”
 
Hun skal stadig passe på ikke at blive ramt af stress. Men forløbet har lært hende at stoppe op, hvis hun  mærker, at noget er galt.
 
”Jeg har lært en masse mestring. Hvis ikke jeg lytter til min krop, bliver jeg syg. Jeg får feber og bliver utilpas. Og jeg har fundet ud af, at det er specielt vigtigt, at jeg får min søvn. Jeg jonglerer mellem ’skal’- og ’vil’-ting. Jeg melder fra til mange ting, men  det er en del af min mestringsstrategi for ikke at køre ned. Jeg tror ikke på, at jeg bliver syg på samme måde igen,” siger Camilla Vang Østergaard.
 
Og så er der lige det med førtidspensionen. Den er hun  i dag helt fri af. Men det tog sin tid.
 
”Det var næsten lige så svært at komme af med den igen. Det var de ikke vant til,” ler hun, men  siger alvorligt:
 
”Det betød meget at komme ud af det system og kunne forsørge  mig selv.”
 
Sygdommen har hun definitivt lagt bag sig. Den er erstattet af en anden virkelighed.
 
”Det er da mærkeligt at tænke tilbage på at stå i en butik og ikke kunne finde ud af at købe ind. Men det fylder ikke mere. Nu er det her jo bare min hverdag.” 
LinkedIn Email Twitter