Bioanalytikernes formand: ”Diagnostikken skal med ud af sygehuset”

Regeringen har fremlagt deres bud på en reform af sundhedsvæsnet, hvor der er fokus på bedre sammenhæng og behandling tættere på borgerne. Udspillet indeholder mange gode takter, men glemmer diagnostikken og hverdagen for de ansatte, siger Martina Jürs.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, journalist

 

Tegneseriegrafik_bioanalytiker
Regeringen har lancereret deres udspil til en sundhedsreform, der skal skabe større sammenhæng i sundhedsvæsnet. Men i Danske Bioanalytikere savner man diagnostikken. Illustration: Statsministeriet bearbejdet af Danske Bioanalytikere

”Det er et fint udspil, som har fokus på sammenhæng i sundhedsvæsnet; en dagsorden, der også er vigtig for Danske Bioanalytikere. Men hverdagens problemer forsvinder ikke, overbelægning og et presset arbejdsmiljø er stadig er reelle problemer, som man skal huske, selvom man laver store reformer,” siger Martina Jürs, der er formand for Danske Bioanalytikere og fortsætter:

”Jeg håber, at arbejdsmiljøet og det stadig voksende arbejdspres er blandt de ting, regeringen vil gøre noget ved, når de taler om at ville skabe mere arbejdsglæde.”

Formanden for bioanalytikernes fagforening hæfter sig i øvrigt ved, at regeringen lægger vægt på, at der kommer flere sundhedsprofessionelle ud i det borgernære sundhedsvæsen; blandt andet i sundhedshuse.

”Det er godt med flere sygeplejersker i det borgernære sundhedsvæsen, men man skal også huske diagnostikken. For at kunne behandle patienterne korrekt, skal man først vide, hvad de fejler, og det er der, bioanalytikerne gør en kæmpe forskel hver dag,” siger Martina Jürs.

Lær af de gode eksempler

”Allerede i dag findes der gode eksempler på, hvordan man på tværs af sektorer får sikret hurtig og præcis udredning. I Køge og Solrød kommune havde man indtil årsskiftet en laboratoriebus, der kørte ud til borgerne, stillede diagnosen og i mange tilfælde klarede behandlingen på stedet. En masse unødige indlæggelser og opslidende transport til sygehuset blev forhindret takket være et forbilledligt samarbejde mellem praktiserende læger, kommunalt ansat sygeplejersker og bioanalytikere fra hospitalet. Det er sådan et projekt, man bør lade sig inspirere af,” siger Martina Jürs.

Danske Bioanalytikere vil i øvrigt arbejde for, at der oprettes en specialuddannelse for sundhedsprofessionelle i det borgernære sundhedsvæsen, i forlængelse af den uddannelse der er oprettet for sygeplejersker alene.

”Vi har brug for alle gode kræfter og kompetencer i det nære sundhedsvæsen, hvis kvaliteten skal være på højde med sygehusenes, forklarer Martina Jürs og opfordrer regeringen til at inddrage hele den brede palet af sundhedsprofessionelle, i det videre arbejde.

Hvad med mit job?

Et stort spørgsmål blandt bioanalytikere og laboranter i sundhedsvæsnet vil naturligt være: ”Hvor skal jeg arbejde i fremtiden? Hvad med mine løn- og arbejdsvilkår, ændres de? Og hvad med arbejdsopgaverne?”

I aftaleteksten fremgår det, at det nye organ "Sundhedsvæsen Danmark" skal indgå overenskomster for de ansatte i sundhedsvæsnet og praksissektoren.

Lars Løkke pointerede derudover på pressemødet, at de ansatte kan være helt trygge. Danske Bioanalytikere følger selvfølgelig arbejdet med reformen tæt og ser frem til at drøfte udspillet med regeringen, som har varslet, at relevante sundhedsorganisationer vil blive indkaldt til møde i den kommende tid.