Bioanalytikernes fagforening efterlyser klar anbefaling om vaccine-bivirkninger

dbio opfordrer til, at alle regioner kommer med en klar anbefaling om at anmelde bivirkninger fra vaccinen som arbejdsulykker. Det sker efter, at Region Syddanmark trækker opfordring om at anmelde vaccinebivirkninger som arbejdsulykke tilbage.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist

katjawienman
Næstformanden i Danske Bioanalytikere, Katja Wienmann Bramm, mener, at bivirkningerne af vaccinen mod corona bør anmeldes som en arbejdsskade.​ 

Sundhedspersonale overalt i landet bliver i disse uger vaccineret mod COVID-19. Indtil videre (tal fra 8. marts) har 66 procent af bioanalytikere fået første stil og 35 procent andet stik, mens 81 procent af lægerne har fået første stik og 58 procent er færdigvaccinerede. 

I takt med at læger, sygeplejersker, bioanalytikere og andet sundhedspersonale er blevet vaccinerede, har man rundt omkring på sygehusene også oplevet konsekvenserne af de bivirkninger, som opstår i forbindelse med vaccinerne. Det skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.​

Næstformanden i Danske Bioanalytikere, Katja Wienmann Bramm, mener, at bivirkningerne af vaccinen mod corona bør anmeldes som en arbejdsskade.

”Jeg mener klart, at sundhedspersonale, der oplever bivirkninger fra coronavaccinen, skal anmelde det som en arbejdsskade. Vi har været i kontakt med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er enige med os i, at bivirkninger fra vaccinen for særlige faggrupper, herunder bioanalytikere og andet sundhedspersonale, kan være omfattet af arbejdsskadeloven, da sundhedspersonale bliver vaccineret i direkte forbindelse med og på grund af deres arbejde”, siger Katja Wienmann Bramm, næstformand for Danske Bioanalytikere, til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Region Syddanmark trækker i land

Udmeldingen fra Danske Bioanalytikere kommer på baggrund af, at Region Syddanmark i forrige uge besluttede, at bivirkninger fra COVID-19- vaccinationer skal registreres som en arbejdsulykke, hvis sundhedspersonalet som en følge af vaccinerne får bivirkninger, så de er nødt til at sygemelde sig i mere end to dage og/eller hvis de har bivirkninger i mere end en uge efter vaccinationen.  Men den opfordring har regionen nu trukket tilbage, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.​

Næstformanden for bioanalytikerne forklarer, at der kan være bioanalytikere eller laboranter, der føler sig nødsaget til eller ligefrem presset til at tage imod vaccinen, fordi deres kritiske arbejdsfunktion kræver det. 

“I de tilfælde skal de naturligvis føle sig sikre på, at systemet støtter dem, hvis de skulle være så uheldige at opleve langvarige bivirkninger fra vaccinen. Jeg håber derfor, at Region Syddanmark ændrer holdning igen, og at resten af landets regioner følger med, så der kommer en klar anbefaling om anmeldelse af bivirkninger fra vaccinen, for sundhedspersonale, siger Katja Wienmann Bramm. 

Særligt benyttede sider på dbio.dk